Fra LyLe Nyt, oktober 2019:
Lidia Wojnicka Ginsbo er projektsygeplejerske på den hæmatologiske afdeling på Roskilde Sygehus og arbejder til daglig med den praktiske gennemførelse af studier. Vi mødte hende på den europæiske hæmatologikongres (EHA) i juni, for at tale om det at være projektsygeplejerske og om værdien for hende i at være med på kongressen.
Rundt om på de hæmatologiske afdelinger i Danmark bidrager man løbende med patienter og fagpersonale til medicinske studier. Det er forskningsprojekter, der ofte indgår som en del af større internationale studier.
Studierne er internationale, fordi mange hæmatologiske sygdomme er forholdsvis små målt på antallet af patienter, og derfor er det nødvendigt at inddrage patienter fra mange lande for at sikre den statistiske sikkerhed, der er nødvendig for at opnå det, lægerne/forskerne kalder evidens.1
Projektsygeplejerskens opgaver er meget forskellige, men kort beskrevet består de i at tage sig af den direkte patientkontakt og koordinere og have ansvar for det daglige arbejde med studiet – eller med protokollen2, som det også kaldes.
Lidia Wojnicka Ginsbo er tilknyttet Den Kliniske Forskningsenhed, som er et særligt team af projekt-sygeplejersker, der forestår forsøgsbehandling til
klinikkens patienter. Teamet samarbejder med lægerne om den praktiske gennemførelse af de klinisk kontrollerede undersøgelser. De tilbyder såkaldt protokolleret behandling til et bredt spænd af patientgrupper. På den hæmatologiske afdeling er det typisk patienter med fx AML, CML, CLL, myelomatose, MDS og MPN.
I store internationale studier er der ofte en betydelig afstand mellem det daglige, praktiske arbejde i afdelingen og processen med at bearbejde de data, studiet opsamler. Det betyder, at projektsygeplejerskerne, der jo så at sige leverer ’rugbrødsarbejdet’, ofte ikke kommer direkte i forbindelse med resultaterne af deres arbejde.
Dermed nærmer vi os årsagen til, at det giver så god mening for Lidia Wojnicka Ginsbo at være på EHA. For det er her, resultaterne af meget af det arbejde, hun selv er involveret i, bliver lagt frem.
Lidia Wojnicka Ginsbo har været projektsygeplejerske i 11 år og er i sit nuværende job helt dedikeret til opgaven. Det betyder, at hun ikke har almindelige sygeplejerske-opgaver, men står for at lave alle de praktiske ting, som er forbundet med protokoller (kliniske studier). Arbejdet foregår i tæt samarbejde med investigator, der er den ansvarlige læge. Hun er med helt fra starten af en protokol og sørger for kontakten til patienterne og sikring af informeret samtykke3. Hun holder også styr på alle blodprøver og screeningsundersøgelser. Alt det, der fremgår af den specifikke protokol.
For Lidia Wojnicka Ginsbo betyder hendes job som projektsygeplejerske, at hun ikke indgår i den daglige turnus, med fx aften- og weekendvagter.
En særlig uddannelse
At være projektsygeplejerske er en meget specialiseret opgave, hvortil der stilles en række særlige krav. Når man bliver ansat, skal man igennem et såkaldt GCP-kursus (Good Clinical Practice) i de etiske og videnskabelige standarder i forbindelse med lægemiddelforsøg. Det er her, man lærer om de mange regler og retningslinjer, der knytter sig til at lave medicinske forsøg med mennesker. Man kan sige, at det er en slags kørekort til at styre en protokol. For at sikre at alt foregår efter bogen, sker der en løbende monitorering (kontrol), hvor eksperter udefra kigger på, om alt foregår, som det skal. Intet er overladt til tilfældigheder.
EHA-kongressen er en oplagt mulighed for faktisk at se og høre om, hvad der kommer ud af det arbejde, jeg er en del af, fortæller projektsygeplejerske Lydia Wojnicka Ginsbo.
Godt at se frugten af vores arbejde
”Jeg har været på EHA tidligere, og det giver rigtigt god mening. Det er en oplagt mulighed for faktisk at se og høre om, hvad der kommer ud af det arbejde, jeg er en del af. I hverdagen mærker jeg ikke meget til det store apparat, som ligger bag. Derfor er det meget tilfredsstillende med egne øjne at se, hvad de data, vi bidrager med, er en del af. I sidste ende handler det om, at vi hele tiden bliver klogere og bedre til at hjælpe alvorligt syge mennesker.”
”Men det er også en udfordring at være på så stor en kongres,” fortæller Lidia Wojnicka Ginsbo. ”Det kræver nøje planlægning, og at man ved præcis, hvad man vil gå efter. For mig giver det mest mening at opsøge de forelæsninger og præsentationer, hvor jeg har viden i forvejen. Alt foregår på engelsk, og det går hurtigt. Derfor er det vigtigt, at man på forhånd ved noget om de sygdomme, det handler om. Det betyder, at jeg i særlig grad går efter de studier, som jeg selv har været involveret i og har kendskab til. Det kan give et helt sug i maven at høre om, hvad der faktisk er kommet ud af det. I hæmatologien har der været en stor optimisme, fordi der hele tiden sker store fremskridt i både forståelsen af sygdommene og i deres behandling. Det er meget tilfredsstillende at være en del af. I øvrigt er EHA også et sted, hvor der tilbydes lektioner med nogle af de dygtigste læger i verden. For mig er det et privilegium at kunne deltage i og på den måde opdatere min viden om de forskellige sygdomme og deres behandling.”
”I år har jeg haft fokus på bivirkninger, og det har været inspirerende at få understreget, hvor vigtigt det er, at vi er opmærksomme på og registrerer bivirkninger i vores arbejde med protokollerne. Når jeg sider over for patienterne, er det vigtigt at vide, at de bivirkninger, de oplever, er almindelige og observeret hos andre patienter. Men at være på EHA er ikke kun vigtigt for mig: Når jeg kommer hjem, har jeg en vigtig opgave i at rapportere tilbage til mine kolleger og dele min viden.”
Er vi godt med i Danmark, når det gælder deltagelse i internationale studier?
”Ja, bestemt. Vi holder hele tiden skarpt øje med de studier, der sættes i gang både af industrien og af hospitalerne rundt omkring os, og vi deltager, når det giver mening, og vi har noget at bidrage med. Det er utroligt vigtigt, fordi resultaterne spiller en afgørende rolle for, at vi kan blive bedre og bedre til at behandle vores patienter. Det er jo det, det handler om i sidste ende. Det er også vigtigt for vores patienter, fordi forsøgsprotokollerne er der, hvor vi afprøver nye lægemidler og nye kombinationer af kendte og nye lægemidler, der måske kan gøre en stor forskel. Mange af vores patienter ved, at protokollerne kan være en genvej til nye og bedre behandlinger,” slutter Lidia Wojnicka Ginsbo.
1) Evidens og bevis er ikke det samme. I sundhedsvidenskaben taler man meget sjældent om, at noget er bevist (som man gør det i matematikken), men mere om, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at noget er sandt.
2) Hvad er en protokol? Protokollen er en præcis beskrivelse af, hvem der gør hvad, hvornår og på hvilken måde. Hvordan forskeren skal udvælge de patienter, som skal deltage i projektet, og hvad han skal gøre, hvis nogle af dem falder fra undervejs. Hvordan patienterne skal opdeles i forskellige kontrolgrupper.
3) Informeret samtykke er et samtykke, der bliver givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonen om det studie, patienten skal medvirke i – herunder også information om den risiko, der måtte være for komplikationer og bivirkninger af behandlingen.