Lymfekræft – hvad er det?

Lymfekræft er kræft i lymfeknudernes celler og var en af de allerførste kræftformer, der kunne behandles effektivt – og nogle gange helbredes – uden operation.

Lymfesystemet eller lymfekarsystemet er et system af lymfeknuder og lymfekar, der er overalt i kroppen og som følger blodkarrene i kroppen. Lymfekarrene opsamler kroppens lymfevæske. Systemet er en vigtig del af kroppens immunforsvar der bekæmper infektioner. Lymfekarsystemet transporterer desuden overskydende væske væk fra vævene, så der ikke opstår væskeansamlinger (ødemer).

Der findes over 400 lymfeknuder i kroppen, og de er indbyrdes forbundet af lymfekarsystemet. Lymfeknuderne findes i større samlinger på halsen, i armhulerne og i lyskerne. Derudover findes de i mandlerne, brislen, brysthulen, milten og bughulen. Knoglemarven udgør også en del af dette system. Lymfeknudecellerne findes desuden flere andre steder, fx i blodet og tarmslimhinden.

Lymfekræft, eller lymfeknudekræft som sygdommens også kaldes, opstår i kroppens lymfeceller, og eftersom disse findes overalt i kroppen, kan sygdommen praktisk talt opstå hvor som helst. Det mest almindelige er dog, at sygdommen opstår i lymfeknuderne.

Lymfekræft inddeles i to hovedgrupper: Hodgkin lymfom og non-Hodgkin lymfom. Non-Hodgkin udgør ca. 80 procent af alle lymfeknudekræftsygdomme – altså langt hovedparten. Man kan meget groft opdele non-hodgkin lymfomer i lavmaligne lymfomer (langsomtvoksende) og højmaligne lymfomer (hurtigt og aggressivt voksende). Herudover er der en opdeling i B-lymfomer og T-lymfomer afhængig af hvilke celler i lymfeknuderne lymfekræften udgår fra.

Fakta om lymfekræft

  • Det mest almindelige symptom på lymfekræft er hævede lymfeknuder. De er mest synlige på halsen, i armhulerne og i lyskerne.
  • Lymfeknudekræft (malignt lymfom, i folkemunde også kaldet lymfekræft) er en sygdom, der opstår i lymfeknudernes celler (kaldet lymfocytter). Der findes to slags lymfocytter: B-lymfocytter og T-lymfocytter.
  • Der findes flere forskellige typer af lymfekræft med forskellige symptomer, prognoser og behandling.
  • De to hovedtyper af lymfekræft er:
    • Hodgkin lymfom (20 pct.)
    • Non-Hodgkin lymfom (80 pct.)
  • Der findes mere end 30 forskellige typer af non-Hodgkin lymfom, hvorimod Hodgkin lymfom er en mere homogen sygdom.
  • Der findes over 400 lymfeknuder i kroppen, og de er indbyrdes forbundet med et karsystem, der kaldes lymfekarrene. Lymfeknuderne findes især i større samlinger på halsen, i armhulerne, brystkassen, i maven og i lyskerne.

Lymfeknuderne – en slags filter

Lymfeknuder og lymfocytter (undertype af hvide blodceller) spiller en væsentlig rolle i kroppens forsvarssystem, fx over for infektioner. Lymfeknuderne fungerer som et slags filter, der kan fange bl.a. bakterier, inden de spredes rundt i kroppen.

Denne filterfunktion forklarer, hvorfor lymfeknuder hæver ved en infektion. Man kan få hævede lymfeknuder i lysken ved en infektion i benet. Man kan også få hævede lymfeknuder ved andre former for kræft fx i armhulen ved spredning af brystkræft.

Lymfocytterne er en væsentlig del af immunforsvaret, dels fordi de danner antistoffer mod infektioner, dels fordi de bidrager til at slå fremmede celler (fx bakterier eller kræftceller) ihjel.

lymfekræft, lymfesystemet og lymfeknuderneLymfesystemet består af lymfeknuder og lymfekar og findes i hele kroppen, hvor det fx bekæmper indtrængende bakterier eller virus. Klik på knappen og se den fine illustration og få en kort forklaring af, hvordan systemet virker.

Sådan virker lymfesystemet

Hodgkin lymfom

Hodgkin sygdom rammer ofte unge mennesker mellem 20-30 år. Derefter falder risikoen for at få sygdommen, men den stiger igen i 50 års-alderen.

Symptomerne afhænger af lokalisationen. Hvis sygdommen fx starter i brysthulen – mellem lungerne – kan de første symptomer være hoste, hæshed eller åndedrætsbesvær. Ledsagende symptomer på Hodgkin lymfom kan være længerevarende feber, vægttab, kløe over hele kroppen eller øget svedtendens.

I langt de fleste tilfælde kender lægerne ikke årsagen til Hodgkin lymfom. Epstein Barr-virus (EBV) findes i Hodgkin-cellerne, men sammenhængen mellem EBV og udvikling af Hodgkin er dårligt klarlagt. EBV tilhører gruppen af herpesvirus. Den kaldes også kyssesyge og er en infektion, som stort set alle mennesker har i barnealderen eller ungdommen.

Over 80 pct. bliver helbredt for Hodgkin lymfom. Behandlingen anses derfor som særdeles effektiv. Behandlingen består af kemoterapi eventuelt kombineret med strålebehandling, og den tager som regel mellem 3 og 9 måneder.

Non-Hodgkin lymfom

Non-Hodgkin lymfom rammer alle aldersgrupper, men er mest almindeligt hos personer over 40 år. Den rammer mænd lidt oftere end kvinder. Antallet af nye tilfælde er øget betydeligt de senere år, uden at man kan forklare hvorfor. Risikoen for at blive ramt stiger, jo ældre man bliver.

De allerfleste, som rammes af lymfekræft i Danmark, får diagnosen non-Hodgkin lymfom. Som ved Hodgkin lymfom, opstår denne sygdom også i lymfeknuder og i milten. I 40-50 procent af tilfældene findes sygdommen også i andre organer. Dette kan være i knoglemarven, huden, maven eller tarmsystemet.

Årsagen til sygdommen er i langt de fleste tilfælde ukendt, men man ved, at et svækket immunforsvar og tidligere strålebehandling øger risikoen for at få sygdommen. Eksempelvis er patienter, som er HIV-smittet, eller som har gennemgået organtransplantation og får immunhæmmende behandling, i større risiko end raske.

Ved non-Hodgkin skelner lægerne mellem de mere fredelige (lavmaligne) og de aggressive sygdomme (højmaligne).

Har man den fredelige variant, vil det ofte betyde, at man ikke behøver starte en behandling her og nu, hvis lægen vurderer, at det ikke indebærer en ændring i fremtidsudsigten (prognosen). Ved ikke at behandle skåner man patienten for de bivirkninger, der altid følger med kræftlægemidler.

Symptomer: Almindelige tegn på lymfekræft

Det mest almindelige symptom på lymfekræft er hævede lymfeknuder. De er mest synlige på halsen, i armhulerne og i lyskerne. Hævede lymfeknuder er sjældent forbundet med smerter. De bliver ofte opdaget tilfældigt.

Der kan komme symptomer, hvis lymfeknuderne trykker på omkringliggende organer eller nerver. Fx kan nyrerne blive påvirket ved involvering af nyre eller urinveje. Der kan være smerter ved tryk på nerver og rygmarv.

Symptomer på lymfekræft kan også være nattesved, forhøjet legemstemperatur og vægttab.

Hævede lymfeknuder behøver ikke være kræft: Netop fordi lymfeknuderne spiller en stor rolle for immunsystemet – herunder at bekæmpe infektioner – kan hævede lymfeknuder være forårsaget af en lang række sygdomme.

Hævede lymfeknuder ses også ved:

  • Bakterieinfektion, fx hvis man har et betændt sår på benet, kan lymfeknuderne i lysken være hævede og let ømme.
  • Virussygdomme, fx kyssesyge (mononukleose) kan give hævede lymfeknuder på halsen.
  • Bindevævssygdomme, fx leddegigt.
  • Metastaser, dvs. kræftceller, der har spredt sig fra en kræftsygdom i et andet organ, fx hævede lymfeknuder i armhulerne ved nogle tilfælde af brystkræft.

Sådan stilles diagnosen lymfekræft

Hvis ens praktiserende læge får mistanke om, at man kan have lymfekræft, vil man blive sendt til en specialist eller til et sygehus, hvor der vil blive taget en vævsprøve (en biopsi) eller ved at få fjernet en hel lymfeknude. Vævsprøven fra en lymfeknude eller andet væv er den eneste måde, man med sikkerhed kan fastslå, at det drejer sig om lymfekræft. Vævet vil blive undersøgt i mikroskop og vil vise, om personen har lymfekræft, og i så fald om det drejer sig om enten Hodgkin eller non-Hodgkin lymfom.

Undersøgelserne kan også omfatte en knoglemarvsprøve og scanning.

Sådan behandles lymfekræft

Behandlingen af lymfekræft afhænger af en række forskellige forhold, især af hvilken undertype lymfekræft det drejer sig om, hvilke symptomer sygdommen eventuelt har givet, stadie, og om man har andre sygdomme.

Valget af behandling er desuden afhængig af, om sygdommen kan helbredes, eller om en god virkning kan opnås, selvom egentlig helbredelse ikke er mulig. I første tilfælde vil man ofte blive tilbudt en mere intensiv behandling end i sidstnævnte tilfælde.

Behandlingsforløbet er vidt forskelligt for de forskellige typer af lymfeknudekræft og for den enkelte patient. Der kan fx anvendes forskellige former for medicinsk behandling: kemoterapi, binyrebarkhormoner og antistoffer rettet mod de syge celler. Strålebehandling anvendes hyppigt, enten alene eller kombineret med medicinsk behandling. Operation kommer sjældent på tale.

Kemo er fortsat en vigtig del af behandlingen af lymfekræft. Det er en behandling som mange frygter – først og fremmest på grund af bivirkningerne. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at kemo er mange forskellige ting. Det kan være en lille pille, som man knapt kan mærke, men der er undertyper af lymfekræft, hvor man er nødt til at give kraftigere og mere bivirkningstung kemoterapi.

Strålebehandling er også er mulighed. Den retter sig ikke mindst mod de storcellede lymfomer og er et godt supplement til kemo, enten hvis der er meget lidt sygdom, eller hvis der er tale om meget store lymfeknuder (10-15 cm). Strålebehandling anvendes også når der er lokaliseret sygdom ved de lavmaligne lymfomer.

Brugen af såkaldte antistoffer i behandlingen har gjort, at man i nogle tilfælde kan skrue ned for kemoterapien, og mængden af kemoterapi er da også gået betydeligt tilbage de sidste 15 år. Med tiden vil man måske se kemoterapi helt miste sin betydning, men det vil tage tid. Nogle læger er mere optimistiske end andre.

Immunterapi er et helt nyt behandlingsprincip for lymfekræft og er i visse sammenhænge utroligt effektivt og med meget mildere bivirkninger end fx kemoterapi. Netop bivirkningerne er dog en stor udfordring ved immunterapi, da de er af en anden type og påvirker nogle andre ting i kroppens funktioner end kemoterapi, og det er både en styrke og en udfordring. Udfordringen ligger i at tøjle de kræfter, immunterapien har. og sørge for, at de bliver sluppet løs på en målrettet måde, det vil sige mod sygdommen og ikke mod kroppen.

Et andet begreb der tales meget om i disse år er ’personlig medicin’. Personlig medicin handler om at skræddersy behandling og forebyggelse på baggrund af den enkelte patients genetiske profil. På den måde vil det være muligt at undgå uvirksom medicin, der i værste fald kun giver bivirkninger. Der laves i disse år mange undersøgelser på dette felt, og teknologien har gjort store fremskridt, men det har ikke ført til specifikke behandlinger, som lægerne kan bruge i dag. Der vil gå yderligere nogle år, før vi har den helt individuelle behandling.

Udsigterne efter behandlingen

Som ved alle former for kræft er chancen for overlevelse ved lymfekræft større, jo tidligere i forløbet diagnosen stilles.

Langt de fleste patienter bliver helbredt for Hodgkin lymfom. Mere end 95 procent af de patienter, der er i stadie 1 eller 2, bliver raske igen, og over 60 procent af patienterne i stadie 3 eller 4 bliver helbredt.

Når det gælder non-Hodgkin lymfom er fremtidsudsigterne forskellige fra patient til patient afhængigt af, hvilken type af sygdommen det drejer sig om, hvor aggressiv den er, og hvor udbredt den er i kroppen.

De fleste patienter med en specifik sygdom, dvs. at man ved præcis, hvor i kroppen sygdommen er, bliver helbredt, mens det er sjældnere for patienter med udbredt sygdom. Specielt de mindre aggressive typer kan dog ofte holdes nede i mange år med relativ mild behandling.

Denne tekst er faktatjekket af ledende overlæge Paw Jensen fra Hæmatologisk Afdeling, Klinik Kirurgi og Kræftbehandling på Aalborg Universitetshospital. April 2018.

Læs også nogle af vores artikler, der omhandler bla. lymfekræft

Sommertur i Aalborggruppen

2. okt 2018|

Fra LyLe Nyt, september 2018: Den første torsdag i august tog vi i Aalbroggruppen på heldags-udflugt i det naturskønne Mariager Fjord-område. Gruppen på 23 personer var klar til at komme ud på oplevelser [...]

Andre relevante artikler: