De gode spørgsmål, når du har fået en blodkræftdiagnose – hjælp til dig og dine pårørende, når I sidder over for en læge eller sygeplejerske og har fået beskeden om, hvad det er for en sygdom, der har ramt dig
Det er en god idé at have et familiemedlem eller en bekendt med, når du skal tale med lægen eller sygeplejersken. Sammen kan I stille de vigtigste spørgsmål og lytte til forklaringerne. To husker bedre end en.
Den første tid, efter en diagnose er stillet, er ofte præget af chok og forvirring, men det er vigtigt at få svar på de mange spørgsmål, der melder sig om sygdommen, og hvad der nu skal ske. Viden og indsigt i din sygdom og dens behandling er vejen til tryghed og ro og til at komme videre med livsmodet i behold.
Her er en række spørgsmål, der kan være gode at få afklaret for at give dig indsigt i din situation, din sygdom og det forestående behandlingsforløb.
Du kan enten skrive denne side ud, downloade en pdf eller bestille en folder i vores webshop. Tag evt. blyant og papir med, så du kan notere svarene på dine spørgsmål.
Nederst på siden kan du se to videoer med virkelighedsnære varianter af de svære samtaler med lægen om ens sygdom.
Hvad er det, jeg fejler? |
---|
Hvad er det for en type kræft, jeg har? |
Hvor i kroppen sidder kræften? |
Smitter det/er det arveligt? |
Hvorfor har jeg fået denne sygdom? |
Kan jeg selv gøre noget for at blive rask? |
Hvad skal jeg forvente mig af fremtiden? |
---|
Dør jeg, eller kan jeg blive rask? |
Kommer sygdommen igen? |
Vil jeg kunne komme tilbage til mit liv (arbejde), som det var før? |
Hvad skal min familie forvente af fremtiden i forhold til min sygdom – hvad kommer det til at betyde for dem? |
Kan jeg få hjælp til at komme mig, når jeg er færdig med min behandling? |
Kan jeg komme til at tale med andre patienter, der har samme sygdom som mig? |
Hvad skal der ske nu? |
---|
Skal jeg i behandling med det samme? |
Hvorfor sætter I mig ikke i behandling med det samme, hvis jeg har kræft? |
Skal jeg indlægges? |
Er det dig, der følger mig hele vejen? |
Hvilke muligheder er der for behandling? |
---|
Er det nødvendigt at komme i kemoterapi – kan det på nogen måde undgås? |
Hvilke bivirkninger skal jeg forvente? |
Er der senfølger (kroniske bivirkninger)? |
Er det en behandling, jeg skal være i resten af mit liv, eller er det kun for en periode? |
Kan jeg holde fri fra behandlingen i perioder? |
Jeg har også andre sygdomme og får medicin for det – hvad betyder det? |
Videoer om den gode samtale med lægen
På LyLes temadag i april 2022 indgik et interaktivt rollespil, hvor tre skuespillere gennemførte forskellige virkelighedsnære varianter af de svære samtaler med lægen om ens sygdom. Nedenfor har du to film, der er bygget op omkring disse skuespil. Undervejs vil en moderator bryde ind og lave øvelser med publikum.
Formålet er at give dig inspiration til, hvordan du som patient eller pårørende kan opnå en god samtale med lægen, hvor du får svar på dine spørgsmål og medbestemmelse i dit behandlingsforløb.
Husk, at du som patient altid har krav på medbestemmelse i dit behandlingsforløb. Stil spørgsmål, når der er noget, du ikke forstår eller har behov for at vide. Det giver dig større tryghed og en bedre forståelse for din sygdom og dine behandlingsmuligheder.
Samtale om diagnose og behandingsplan – stil spørgsmål og sæt krav
Situation: 2. samtale, få dage efter diagnosen er stillet
Diagnose: Lymfekræft, Non-Hodgkin Lymfom (NHL)
Bliv tryg ved ny behandling, spørg og få klart svar fra lægen
Situation: Medicinskift efter mange år med sygdom
Diagnose: CLL, kronisk lymfatisk leukæmi
Materialet er lavet med støtte fra Abbvie.