Indlæser Begivenheder

LyLe søger deltagere til fokusgruppe for CML-patienter i behandlingsstop

Er du en af de CML-patienter, der har reageret så godt på din behandling, at du ikke længere behøver tage din medicin, vil vi meget gerne i kontakt med dig. Vi har brug for din hjælp til at gennemføre et fokusgruppeinterview.

Et fokusgruppeinterview er en samtale på ca. 2 timer mellem 6-10 mennesker styret af en moderator, der sikrer, at så mange som muligt kommer til orde. Det foregår i en afslappet og fortrolig atmosfære og munder ud i et skriftlig rapport, der samler op på mødets væsentligste konklusioner.

Deltagerne vil være anonyme i rapporten.

Vi afholder fokusgruppemødet i Borgernes Hus i Odense (tæt på Banegården) lørdag den 3. november kl. 12.00-15.00. Du får betalt dine rejseomkostninger og selvfølgelig lidt at spise og drikke, mens vi er sammen.

 


Formål med fokusgruppeinterviewet

Formålet er at skabe et indblik i de aspekter og udfordringer (fysisk, psykisk, socialt m.m.), der følger med at blive taget ud af behandling for en alvorlig sygdom, hvor perspektivet hidtil har været livslang behandling.

Vi vil sætte fokus på bl.a. disse temaer:

  • Hvordan budskabet om behandlingsstop blev modtaget – de umiddelbare reaktioner
  • Om kommunikationen mellem læge og patient – bla. om støtte og information
  • De psykologiske aspekter: Om hvordan det føles/opleves at være behandlingsfri (faser) – påvirkning på livskvalitet m.m.
  • Bivirkninger/abstinenser ved stop – om at skulle undvære en ’livsledsager’
  • Hvilke risici man oplever som patient – faren for tilbagefald
  • Om konsekvenserne for hverdagen/arbejdslivet
  • Andre erfaringer og observationer

For LyLe er resultatet fra dette fokusgruppeinterview vigtigt, da vi ønsker at have en dyb forståelse for vores medlemmers livssituation. Det ser vi som en forsætning for at kunne udvikle relevante tilbud til vores medlemmer og for at kunne tilbyde kvalificeret rådgivning.

Mødets moderator vil være journalist og coach Finn Stahlschmidt, og derudover deltager LyLes formand, Rita O. Christensen, og Rikke Sørensen som observatører.

 


Vil du være med – eller kender du en, der vil være med?

Kunne du tænke dig at deltage, eller har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Finn Stahlschmidt på tlf. 22 87 55 71 eller på e-mail: finn@eyelevel.dk.

Du er også velkommen til at fortælle om fokusgruppeinterviewet til andre, der måske kunne være interesseret – du kan fx sende dem denne korte information (klik her for en pdf-fil, du kan downloade).

Vi ser frem til at høre fra dig!