Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/lyle.dk/public_html/wp-content/plugins/ninja-forms-style/styles/ninja-forms-styles.php on line 284

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/lyle.dk/public_html/wp-content/plugins/ninja-forms-style/styles/ninja-forms-styles.php on line 347

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/lyle.dk/public_html/wp-content/plugins/ninja-forms-style/styles/ninja-forms-styles.php on line 368

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/lyle.dk/public_html/wp-content/plugins/ninja-forms-style/styles/ninja-forms-styles.php on line 389

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/lyle.dk/public_html/wp-content/plugins/ninja-forms-style/styles/ninja-forms-styles.php on line 417

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/lyle.dk/public_html/wp-content/plugins/ninja-forms-style/styles/ninja-forms-styles.php on line 588

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/lyle.dk/public_html/wp-content/plugins/ninja-forms-style/styles/ninja-forms-styles.php on line 614

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/lyle.dk/public_html/wp-content/plugins/ninja-forms-style/styles/ninja-forms-styles.php on line 639

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/lyle.dk/public_html/wp-content/plugins/ninja-forms-style/styles/ninja-forms-styles.php on line 658
Sådan overlevede jeg kræften – og sundhedsvæsenent – Patientforeningen LyLe

Sådan overlevede jeg kræften – og sundhedsvæsenent

199,00 DKK

Arne Notkin fortæller om sit møde – på godt og ondt – med det danske sundhedsvæsen, der fixede hans kræftsygdom, som han selv udtrykker det.

Varenummer (SKU): 004-02-1 Kategorier: , , ,

Beskrivelse

Arne Notkin fortæller om sit møde – på godt og ondt – med det danske sundhedsvæsen, der fixede hans kræftsygdom, som han selv udtrykker det.

Her er et lille uddrag fra bogen:

Mandag 3. juli 2017, Hellerup

“Jeg har ikke tid til at se på dig,” afbryder lægen i telefonen. “Jeg kan give dig en recept, eller jeg kan give dig en henvisning til fysioterapeut. Hvad vil du have?”

Han er vikar for min egen læge. Han afbryder mig, længe inden jeg får fortalt hele min lidelseshistorie om svaghed og nu også smerter i højre balle. Det er begyndt at påvirke min gang. Jeg kan løbe uden problemer. Men jeg halter lidt, når jeg går. Og nogle gange gør det mega ondt i benet, når jeg cykler. Det hjælper på smerterne, når jeg stiller mig op på pedalerne og cykler stående med vrikkende bagdel højt løftet. Et ømt syn.

Nå, jeg skynder mig at vælge fysioterapeuten. Jeg er ikke modstander af medicin og piller, men jeg har ikke voldsomme smerter hele tiden. Så hvis jeg kan undgå piller, vil jeg gerne det.

Gabriel, min søn, er fysioterapeut. Vi var med ham i Odense i sidste uge, hvor han fik sin kandidatgrad i fysioterapi og sundhedsvidenskab. Han fik 12 i sit speciale. Faren er stolt!

På vejen hjem holdt vi pause, fordi jeg fik ondt i ballen og måtte ud og gå. På rastepladsen viste han mig, hvordan jeg skulle ligge på ryggen og trække mit ben op, så musklerne i ballen blev strakt helt ud. Hans kæreste tog et billede af os begge i fuldt ballestræk. Det så latterligt ud!

 

Gabriel og jeg sidder hjemme hos ham på sengen i hans soveværelse med en mikrofon mellem os. Der er gået over et år, siden jeg måtte stoppe på motorvejen for at strække min balle under hans kyndige instruks. Nu, hvor jeg ikke længere har kræft i kroppen, vil jeg vide, hvordan det var for ham at opleve mit sygdomsforløb.

Dengang på motorvejen kunne ingen af os ane, at det var kræft, der voksede helt ustyrligt inde i min balle og mit lår, hvor den var i færd med at æde af knoglerne. Men i slutningen af samtalen går det til min store gru op for mig, at min søn føler skyld, fordi han dengang ikke straks havde tænkt, at det var kræft: Han tænker, at han burde have opdaget det, og han har haft det rigtigt dårligt med, at han ikke fandt ud af, hvad der var galt med mig.

Jeg er rystet – jeg anede ikke, at Gabriel tænkte sådan. En ting er, at min sygdom gjorde mine børn angste og fortvivlede. Men at jeg ligefrem har påført min søn skyldfølelser, det er næsten ubærligt. Jeg har lyst til at holde om ham, men vælger at lade ham tale videre. Jeg må høre, hvad der nager ham. Nogle af de mest interessante udtalelser, jeg har fået som journalist, har jeg fået ved at holde min kæft.

Han fortæller, at han føler, at han ikke har sat sig nok ind i de forskellige kræftformer. Og det burde han have gjort, så han kunne have hjulpet mig bedre. 

Jeg siger, at han ikke skal bebrejde sig selv. Han undersøgte mig jo ikke. Min kræft var åbenbart svær at opdage. Jeg blev undersøgt af en kiropraktor, to fysioterapeuter, to sygeplejersker, en smertelæge, to reumatologer, to neurologer og en rygkirurg. Jeg blev scannet, røntgenfotograferet og fik taget spandevis af blodprøver. Og ingen af dem fik mistanke til kræft, så det ville være lidt meget at forlange, at han skulle opdage det. Men det hjælper ikke.

“På en måde ved jeg godt, at jeg ikke havde en jordisk chance for at opdage det. Det kan ingen forlange af mig. Alligevel har jeg svært ved at slippe tanken. For du havde nogle diffuse symptomer, som kunne være kræft. Men den tanke faldt mig bare ikke ind,” siger han.

Jeg har ofte spurgt Gabriel til råds om træningssmerter her, der og alle vegne, og han har altid virket glad for at hjælpe og for at øse af sin viden. Men måske skulle jeg hellere have ladet være?

Men det skal jeg ikke, siger han. Han var glad for, at han kunne hjælpe mig med gode råd til træning under behandlingen. Motion hjælper kræftpatienter, det ved vi, siger han.

Jeg omfavner ham. Sådan en far-søn-omfavnelse, hvor vi klapper hinanden på ryggen. Længere end vi plejer. Jeg siger, at jeg er glad for, at vi fik snakket sammen. Ja, det var godt, svarer han.

 

Kræftens Bekæmpelse er begyndt at benytte Fars Dag til at opfordre hustruer og voksne børn til at få deres mænd og fædre til at opsøge lægen, hvis de oplever tegn på kræft, som for eksempel uforklarlige vægttab og blod i afføringen. Det er gjort i allerbedste mening, fordi mænd ikke opsøger læge i samme omfang som kvinder, og derfor dør mænd af kræftsygdomme, som de 

kunne have overlevet, hvis de var kommet i behandling tidligere. Men efter min samtale med Gabriel tænker jeg, om disse kampagner også kan bidrage til at give koner og børn dårlig samvittighed, hvis deres mand eller far alligevel får kræft. Var vi ikke gode nok til at få far til lægen i tide?

Hæftet: 250 sider

Udgivet 2019

Yderligere information

Vægt 0.45 kg

Go to Top