LyLes vedtægt
§ 1. Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er: “LyLe – Patientforeningen for Lymfekræft, Leukæmi og MDS” (Myelodysplastisk Syndrom)
CVR. nr.: 31 30 68 33
Foreningens hjemsted er formandens adresse.
§ 2. Foreningens formål
- at støtte personer med lymfekræft, leukæmi eller MDS samt disse personers pårørende
- at medvirke til at fremme behandlingsformer for lymfekræft, leukæmi og MDS
- at informere og optimere kommunikationen til og mellem foreningens medlemmer, patientgruppen og behandlere
- at udveksle erfaringer under og efter sygdomsforløbet
- at medvirke til at påvirke kræftområdet politisk på alle niveauer for forbedring af de menneskelige, psykologiske og økonomiske indsatser, såvel for patienter som for pårørende
- at tilskynde og hjælpe til oprettelse af lokalgrupper rundt om i Danmark.
§ 3. Medlemmer
Som medlem af foreningen kan optages alle interesserede personer, der kan tilslutte sig foreningens formål.
Hvis et medlem ved sin debatform overtræder foreningens formålsbestemmelser, kan foreningens bestyrelse efter forgæves påtale heraf ekskludere det pågældende medlem og herved udelukke vedkommende fra at deltage i foreningens medlemsmøder og sociale fora.
§ 4. Kontingent
Til foreningens drift betales et årligt kontingent, hvis størrelse fastsættes på den ordinære generalforsamling.
Kontingentet indbetales for det kommende år 1. februar. Er kontingentet ikke indbetalt 1. marts udsendes en rykker. 1. april slettes de personer der ikke har indbetalt kontingentet.
Vedtager generalforsamlingen kontingentforhøjelser træder disse i kraft ved næste års begyndelse. Rabatter kan indføres med det samme.
Ved ændringer af kontingent kan der indføres overgangsordninger.
§ 5. Generalforsamling
Generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed, afholdes hvert år inden udgangen af april måned.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 4 ugers varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmer.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal minimum indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent.
Bestyrelsens beretning.
Fremlæggelse af regnskab for det forløbne år.
Forelæggelse af budget og kontingent for næste regnskabsår.
Behandling af indkomne forslag.
Valg til bestyrelsen i henhold til § 6.
Valg af godkendt revisor.
Eventuelt.
Sammen med dagsordenen vedlægges regnskab og budget. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før.
Stemmeret til generalforsamlingen har de fremmødte medlemmer. Der kan stemmes ved personlig fuldmagt på de i dagsordenen anførte punkter. Medlemmer, der er i restance med kontingent, har ikke stemmeret.
Medlemmerne træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal, bortset fra beslutning om foreningens
opløsning.
Til beslutning om foreningens opløsning kræves det, at mindst 50 % af medlemmerne er tilstede, og at 2/3 af de tilstedeværende stemmer derfor. Er der ikke tilstrækkeligt fremmødte medlemmer, foretages en vejledende afstemning af forslaget blandt de fremmødte. Viser en sådan afstemning simpelt stemmeflertal, skal forslaget behandles på en ekstraordinær generalforsamling inden den næstkommende ordinære generalforsamling. Til vedtagelse herefter kræves at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer derfor.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsen eller mindst 1/4 af medlemmerne forlanger det. Anmodning om ekstraordinær generalforsamling skal ledsages af en begrundet dagsorden.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 3 uger efter krav er fremkommet og indkaldes med samme varsel som den ordinære generalforsamling.
Afstemninger sker ved håndsoprækning, men såfremt dirigenten eller et medlem forlanger det, skal afstemning ske skriftligt.
I tilfælde af opløsning overgår foreningens formue til Kræftens Bekæmpelse.
§ 6. Bestyrelsen
Foreningens daglige ledelse er hos bestyrelsen, der består af 9 medlemmer.
Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. I ulige år vælges formand, 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant. I lige år vælges næstformand, kasserer, 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen vælger selv, hvorvidt suppleanterne deltager i bestyrelsesmøderne.
Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden og kan beslutte at nedsætte ad hoc-udvalg eller arbejdsgrupper for at opfylde foreningens formål. For hvert ad hoc udvalg eller arbejdsgruppe vælges en tovholder. Udvalget eller arbejdsgruppen kan aflægge rapport til bestyrelsen på et bestyrelsesmøde.
Rapporten aflægges af tovholderen for udvalget eller arbejdsgruppen. Bestyrelsen kan dog beslutte at invitere hele udvalget eller arbejdsgruppen til at deltage i bestyrelsesmødet.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal og i tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden eller mindst 2 bestyrelses-medlemmer finder det nødvendigt og indkaldes med mindst 7 dages varsel.
Foreningen tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i fællesskab eller hele bestyrelsen samlet.
§ 7. Lokalgrupper
Foreningen vil søge at oprette lokalgrupper over hele Danmark.
Lokalgruppen ledes og bestyres af en eller flere tovholdere, der referer til bestyrelsen. Lokalgrupperne vil i nødvendigt omfang blive støttet økonomisk af foreningen til udgifter i henhold til foreningens formål, jfr. § 2
Tovholderen/tovholderne for lokalgrupperne indbydes hvert år til et møde med foreningens bestyrelse eller en repræsentant for bestyrelsen. Foreningen afholder alle udgifter forbundet med møderne.
§ 8. Regnskab og revision
Regnskabsåret er kalenderåret.
Kassereren fører foreningen regnskab. Foreningens medlemskartotek ajourføres af sekretariatet. Bestyrelsen kan dog vælge at lade bogføringen varetage af en anden person/virksomhed. Foreningens regnskab revideres af en godkendt revisor.
Sammen med den udsendte dagsorden for hvert bestyrelsesmøde vedhæftes regnskab år til dato, og på bestyrelsesmødet gives oplysning om saldi af indestående på foreningens bankkonti. Hvis bestyrelsesmødet er placeret først i månederne januar, april, juli og oktober, vil regnskabet først kunne forelægges på næstkommende bestyrelsesmøde.
Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 1. april 2017.
Generalforsamling 2024
LyLe holdt sin seneste årlige generalforsamling den 4. maj 2024. Hermed links til referat fra generalforsamlingen, bestyrelsens beretning samt årsrapport for 2023.
LyLe modtager økonomisk støtte via medlemsskaber, private donationer, offentlige udlodningspuljer, fonde, legater og medicinalindustrien, hvilket særskilt fremgår af foreningens regnskaber. Ingen donationer – store som små – har indflydelse på foreningens aktiviteter eller drift.