Fra LyLe Nyt, juni 2019:

Historien om, at dyr sygehusmedicin er ved at lægge sundhedssystemet ned og er årsagen til, at der ikke er råd til de vigtige varme hænder på hospitalerne, dukker op i medierne med jævne mellemrum. Hører man – som mange af LyLes medlemmer – til dem, hvis liv og livskvalitet er afhængig af nye, avancerede (og dyre) lægemidler, kunne man ligefrem få skrupler over at koste ’systemet’ så mange penge. Men det er der bestemt ingen grund til, siger sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg i dette interview.

”Stigende udgifter til medicin sluger de ekstra penge, som politikerne har tildelt hospitalerne, vurderer Lægeforeningen.”

Sådan faldt ordene på forsiden af dagbladet Politikens den 20. maj. Dermed var endnu en historie om de stadigt stigende udgifter til sygehusmedicin sat i søen. Denne gang var baggrunden et notat fra Lægeforeningen, hvoraf det fremgår, at stigende udgifter til hospitalsmedicin langt overstiger de ekstra 700 millioner kroner, som regionerne fik tilført i 2017 og 2018. ”Derfor har regionerne måttet finde de ekstra millioner til hospitalsmedicin ved årlige sparerunder, udtaler Lægeforeningen.”

For at få lidt styr på, hvordan man egentlig skal forholde sig til den slags udmeldinger, når man tilhører en gruppe af patienter, der enten allerede får dyr medicin eller en gang i en ikke så fjern fremtid vil kunne få glæde af den, ringede vi til sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg*. Udviklingen – ikke mindst inden for behandlingen af de hæmatologiske sygdomme (se interviewet med den israelske læge Tamar Tadmor andet sted i dette blad) – går i disse år glædeligt hurtigt, men den nye, effektive medicin er desværre også meget dyr.

Men hvad skal man egentlig tænke, hvis man er en af de patienter, der får medicin, der måske koster 50.- eller 100.000 kroner om måneden?

”Først og fremmest så adskiller patienter sig ikke fra alle andre, der modtager skattebetalte ydelser i en eller anden form. Men Lægeforeningen har en pointe, der ikke er til at komme udenom. En meget stor del af de ekstra penge, der er blevet tilført til hospitalerne, bliver spist op af stigende medicinudgifter,” fastslår Jakob Kjellberg og fortsætter:

”Når det er sagt, skal man være opmærksom på, at lægemidlerne langt fra lægger beslag på de fleste af sygehusenes penge. Problemet opstår, når vi som nu har en forholdsvis lille vækst i sygehusvæsnet. Så tager de stigende medicinudgifter en stadigt større del af kagen. For ikke så mange år siden brugte sygehusene ca. tre procent af deres samlede budget på lægemidler, og i dag er vi over 10 procent. Når/hvis udviklingen fortsætter, vil det indebære nedskæringer andre steder. Problemet er ikke, at sundhedssystemet bliver dyrere. Problemet er, at det sker i en takt, som hele samfundsøkonomien ikke kan følge med i.”

”Diskussionen om de stigende udgifter til medicin peger tilbage på en debat, der foregår på mange fronter i samfundet,” fortsætter Jakob. ”Den handler om, hvad vi har ressourcer til, og hvad vi kan få for de penge, vi har. Det, der sker i sundhedsvæsnet, er ikke fundamentalt anderledes end det, der sket i andre sektorer i samfundet.”

”Traditionelt set har sundhedsvæsnet været forholdsvis forkælet. Når noget var muligt, så gjorde man det – koste, hvad det ville – for det handler jo om menneskeliv. Det, der sker i disse år, er, at sundhedsvæsnet i stigende grad bliver en del af den virkelighed, som alle andre sektorer i samfundet lever i. Der gælder det samme, som når man fornyeligt konstaterede, at asbesttagene på i million danske huse burde skiftes (af sundhedshensyn), men hvor det ikke bare sker, fordi det koster ekstremt mange penge.”

”Man kan sige, at problemet med stigende udgifter til sundhed er blevet så stort, at vi i dag har et Medicinråd, der har til opgave at se meget nøje på sammenhæng mellem effekt og økonomi, når ny medicin skal tages i brug.”

Hvis man er patient med fx blodkræft og har læst artiklen i Politiken, kan man jo sidde og tænke, at ’det er mig, de snakker om, og det er min medicin, der er med til at presse systemet. Bør jeg have dårlig samvittighed over det?’

”Svaret på det er nej! Det behøver man bestemt ikke. Vi har et sundhedsvæsen til at tage sig af de syge, og man skal aldrig have dårlig samvittighed over at modtage sundhedsydelser. Man kan være ked af, at man er syg, men skal ikke være det over, at man koster penge. Den enkelte skal naturligvis ikke tage ansvar for sundhedssystemets økonomi. Men som samfund kan vi blive presset til at prioritere, og det kan betyde, at et bestemt lægemiddel ikke slipper gennem nåleøjet. Det kan man som patient være vred over, hvis man føler sig unfair behandlet.”

Når økonomer kigger på de stigende udgifter til medicin, forholder de sig så til det forhold, at medicinen jo bidrager til bedre livskvalitet, og at patienter, der har det godt, som fx ikke skal indlægges med jævne mellemrum, og som måske endda får deres arbejdsevne tilbage, jo ikke belaster sundhedssystemet i nær samme grad. Ses lægemidler kun som udgifter?

”Livskvalitet er en faktor, der spiller en rolle i regnestykket, men det er naturligvis kompliceret. Som sundhedsøkonomer kigger vi i princippet altid på effekten af et lægemiddel ud fra, hvor godt patienten har det, og hvor længe han/hun lever. Vi kalder det sundhedsrelateret livskvalitet, og det handler om meget jordnære ting som, hvor selvhjulpen man er, om man kan lave de ting, man plejer at gøre o.s.v.

Men dårlig samvittighed. Nej, drop det!

Jakob Kjellberg har 15 års erfaring med at gennemføre evalueringer i sundhedsvæsenet. Fokus for evalueringerne spænder fra vurderinger af lægemidlers omkostningseffektivitet, fx ved vurdering af tilskudsstatus i primærsektoren eller om nye, dyre lægemidler bør være end del af standardbehandling, til analyser af afregningssystemers konsekvenser for indikationsskred og ventelisteudvikling.

Jakob er endvidere kursusleder i KORA og er blandt andet gennemgående underviser på KORAs egne kurser i sundhedsøkonomi, ligesom han er en meget anvendt underviser og fordragsholder om sundhedsøkonomiske emner.

Jakob har gennemført en lang række opgaver for blandt andet Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeriet, Finansministeriet, Danske Regioner, KL, Lægeforeningen, LO, hospitaler og lægemiddelindustrien.

Lægemiddelindustriforeningen ser anderles på tallene

Når vi taler om tal og økonomi, så er der som bekendt forskel på, hvem du spørger. Midt i maj skrev Lægemiddelindustriforeningen , LiF, på sin hjemmeside, at ”Medicin udgør ikke en væsentlig større andel af de samlede regionale sundhedsudgifter sammenlignet med tidligere år. Det viser en opgørelse over de seneste års udgifter.”

Lif forklarer: I 2018 udgjorde medicinen 13 procent af de samlede udgifter, men det har varieret alt mellem 12 og 14 procent i de seneste 12 år. Tallet i år er en lille stigning fra 12,8 procent til 13,0 procent.

I 2018 udgjorde medicinen 13 procent af de samlede udgifter, men det har varieret alt mellem
12 og 14 procent i de seneste 12 år. Tallet i år er en lille stigning fra 12,8 procent til 13,0 procent.

Kilde: Sundhedsstyrelsen, Amgros, Statistikbanken og LiF’s egne beregninger

Søren Beicker Sørensen, der er chefkonsulent i Lægemiddelindustriforeningen, gør opmærksom på at: ”Til trods for fokus på dyr sygehusmedicin er der ikke noget, der indikerer, at udgiftsvæksten på lægemiddelområdet er drevet af stigende priser på medicin, men snarere flere patienter, ældre befolkning og længere overlevelse. Det er jo positivt, at læger, sygehuspersonale og medicin kan holde sygdom i ave og sikre patienter gode fremtidsperspektiver.”

Den fremtidige stigning i udgifterne til medicin, forventer han, vil stort set svare til den øgede aktivitet i det danske sundhedsvæsen.

”Man bør hæfte sig ved, at regionernes udgifter til lægemidler fortsat udgør en betydelig mindre andel af de regionale sundhedsudgifter, end de gjorde i 2007, da regionerne blev etableret,” fremhæver Søren Beicker Sørensen.

”Når det er sagt, er det rigtigt, at medicins andel af de regionale sundhedsudgifter er steget en smule. Når medicin udgør en let stigende andel af de regionale sundhedsudgifter, skal man dog huske at se det i lyset af de historisk lave vækstrater i de regionale sundhedsbudgetter, som vi har set de seneste år. Her har realvæksten udgjort en procent årligt. Hvis investeringsniveauet i sundhedsvæsenet normaliseres og løftes til en realvækst på to procent årligt, er det forventningen, at medicinudgifterne vil udvikle sig parallelt med sundhedsvæsenets øvrige udgifter,” understreger han.