Fra LyLe Nyt, december 2019:

Senfølger har en tendens til at optræde i klynger af to eller flere samtidige symptomer. Det påpegede professor ved Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, Bobby Zachariae i sit spændende oplæg om fysiske og psykologiske senfølger af kræft og kræftbehandling på LyLes temamøde den 14. september i Aarhus. Efter hans oplæg stillede vi ham 10 skarpe spørgsmål.

Bobby Zachariae er cand.psych., dr. med. med speciale i sundhedspsykologi og ansat som professor ved Onkologisk Afdeling, Aarhus Sygehus og Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Han anses for at være en af Danmarks førende stress-eksperter.

I sit meget tankevækkende oplæg på LyLes temamøde lagde han ud med at slå fast, at der i dag er cirka 285.000 mennesker, der lever med kræft i Danmark, og at tallet forventes at stige yderligere i de kommende år. Stigningen skyldes blandt andet, at flere kræftpatienter overlever som følge af mere intensiv kræftbehandling. Et faktum, der ikke mindst er sandt, når det gælder hæmatologiske patienter.

Den forbedrede overlevelse er dog ikke omkostningsfri. En betydelig andel af tidligere kræftpatienter oplever psykiske og fysiske senfølger som træthed, vedvarende smerter, søvnforstyrrelser, depressive symptomer, posttraumatiske stresssymptomer, frygt for tilbagefald og kognitive vanskeligheder som hukommelses- og koncentrationsbesvær.

Nedenfor svarer Bobby Zachariae på vores 10 spørgsmål om senfølger.

Hvordan skelner man mellem bivirkninger og senfølger?

”Man kan tale om, at der er en glidende overgang mellem de to. Bivirkninger er den direkte følge af behandlingen, hvorimod senfølger kommer, når man er færdig med behandlingen. Det kan være mange år efter og behøver ikke kun at være effekten af en behandling direkte, men en  konsekvenser af ens samlede livs-situation.”

Vi taler rigtigt meget om senfølger i forbindelse med kræftbehandling. Hvorfor bliver senfølger ved med at være et smertensbarn – et felt, der tilsyneladende ikke sker de store fremskridt indenfor?

”Forklaringerne er, at vi i årevis har haft fokus på at redde så mange mennesker som muligt og på at udvikle kræftbehandlinger, og det har vi faktisk haft en vis succes med. Det betyder, at der lever flere og flere mennesker med kræft eller som helbredte, og så bliver det tydeligt, at nogle af disse lever med omkostningerne af stadigt mere effektive behandlinger i form af senfølger. Men det skyldes også, at patienterne har været i behandling på sygehusafdelinger, som de ikke har kontakt med mange år efter, når senfølgerne begynder at melde sig. På det tidspunkt er det hos kommunerne og de praktiserende læger problemerne skal adresseres, og her er det ikke sikkert, at man tænker på disse symptomer som noget, der har noget med kræft at gøre.”

Hvor alvorlige er senfølger?

”Det varierer meget og er bl.a. afhængigt af, hvilken kræftsygdom vi taler om, og hvilken behandling man  har fået. Men det afhænger også af helt andre forhold: Nogle mennesker er mere sårbare end andre, og så kommer det meget an på, hvordan ens liv i øvrigt er. En af de senfølger, man kan have, er kognitive vanskeligheder. Det kan være særligt problematisk for en person, der arbejder meget med sit hoved, mens andre ikke har de samme udfordringer. Meget kommer altså an på, hvor vi er som mennesker, og hvem vi er personlighedsmæssigt.”

”Et voksende antal undersøgelser peger på en sammenhæng mellem livskvalitet og den langsigtede overlevelse efter en kræftsygdom. Man har fx fundet, at både meget kort og meget lang søvn har betydning for tilbagefald af brystkræft. I en stor undersøgelse af danske kvinder behandlet for brystkræft fandt vi tilsvarende, at omfanget af depressive symptomer 15 måneder efter kræftdiagnosen havde betydning for overlevelsen. Graden af depression tre måneder efter diagnosen havde derimod ingen betydning.”

Kan senfølger helbredes?

”Nogle senfølger skal man indstille sig på at leve med resten af livet. Men andre symptomer på senfølger kan behandles. Det kan fx være de søvnproblemer, som mange slås med. Om dem ved vi, at de faktisk kan behandles – ikke med sovemedicin, for det kan ikke bruges til langtidsbehandling – men med psykologiske behandlinger, som er meget effektive.”

”Der findes adskillige studier, som viser, at psykologisk behandling er effektiv over for mange senfølger, men alligevel er det ikke en del af behandlingstilbuddet. Jeg mener, at vi bør fokusere på den foreliggende dokumentation og afsætte midler til det, vi fra forskningen ved, virker – også når det gælder senfølger.”

Kan pårørende have senfølger?

”De pårørende er en anden gruppe, som man ikke har tænkt så meget på i behandlingssystemet. Men man er i stigende grad blevet opmærksom på, at pårørende til kræftpatienter (og andre) ofte har både psykiske og fysiske symptomer, dårlig livskvalitet og faktisk også en højere dødelighed end andre. Pårørende bliver simpelthen belastet af den opgave, de står med, og det kan få betydning for ens helbred.”

Hvor langt er vi med forskningen inden for senfølger?

”Det lyder trivielt, når forskere siger, at vi mangler forskning, men det gør vi. Vi mangler i høj grad viden om senfølger, og vi mangler især systematisk viden. Dvs. at vi mangler store landsdækkende undersøgelser på tværs af forskellige behandlinger og kræfttyper, og som følger folk over tid. Vi har masser af data på, hvilken type behandling forskellige patienter har fået, hvor stor en kræftsvulst de havde osv., men det, vi ikke har målt så meget på, er alt det, man bliver nødt til at spørge patienterne om – det, man kalder Patient Reported Outcomes (PRO). Det er først i de senere år, man er begyndt mere systematisk at spørge ind til symptomer og oplevelser af forskellige slags som smerter, træthed, søvnproblemer, kognitive vanskeligheder, angst, depression og frygt for tilbagefald. Ting, man bliver nødt til at spørge patienterne om. Det er alt det, man ikke kan måle med en blodprøve.”

Du taler om, at senfølger optræder i klynger – kan du forklare det?

”Det interessante ved en række af de mere generelle senfølger er, at de ser ud til at optræde i klynger. Det vil sige, at hvis man fx har smerter, så vil der være en større risiko for, at man også har et søvnproblem. Hvis man har et søvnproblem, er der en større risiko for, at man vil opleve kræftrelateret træthed, og der vil være større sandsynlighed for, at man oplever angst osv. De forskellige senfølger kommer sjældent alene, men nogle af dem bliver drevet af bagvedliggende mekanismer. Vi ved fx, at visse kræftbehandlinger er forbundet med, at de forstyrrer immunsystemet; at de øger inflammation. Søvnforstyrrelser kan i øvrigt også være med til at forstyrre immunsystemet og blive en kilde til overvægt. Det kan gøre én mere modtagelig over for at blive deprimeret. En klynge af senfølger kan blive til en ond cirkel.

Kan man selv gøre noget for at bryde ud af en ond cirkel af senfølger?

”Det ved vi ikke så meget om. Vi er vant til at se senfølgerne adskilte – som uforbundne – og det er sjældent, man har kigget på hele paletten og på, hvordan de hænger sammen, og hvordan denne sammenhæng forandrer sig over tid. Det skal vi have mange flere data på. Men jeg vil anse det for sandsynligt, at hvis man kan finde nogle af de symptomer, som driver andre senfølger, så kunne man målrette en behandling mod dem. Tager vi fx søvnproblemer og kigger på en patient med afledte symptomer som træthed og depression, så kan det have en effekt på disse, hvis man sigter efter at løse søvnproblemet.”

”Vi har i dag en hel del studier, der viser, at forskellige psykologiske behandlingsmetoder som fx kognitiv adfærdsterapi og mindfulness-baserede metoder kan have en positiv effekt på vedvarende smerter efter behandling for brystkræft. Vi ved også, at det kan afhjælpe angst og depression. Vi har lige afsluttet et studie, hvor vi har kigget på internetleveret mindfulness, der havde effekter på angst og depression hos kvinder med brystkræft og mænd behandlet for prostatakræft.

Opsummerende: Hvor står vi dag, og hvad er der brug for, når vi taler om lindring og behandling af senfølger?

”Vi skal forsat arbejde på at få mere viden, og der er da også initiativer i gang. Kræftens Bekæmpelse står bag en opstart af i hvert fald tre nationale centre, der fokuserer på senfølger. Det bliver spændende at se, hvordan den viden, vi får, kan blive til handling i regionerne, i sygehusvæsnet og hos de praktiserende læger.”

Du introducerede på temamødet et begreb, du omtalte som ’posttraumatisk vækst’. Kan du forklare, hvad det dækker over?

”Vi ved, at det at være udsat for voldsomme begivenheder kan give anledning til posttraumatisk stress. Og en voldsom begivenhed kan være en livstruende sygdom. I den sammenhæng er vi blevet opmærksomme på et fænomen, vi kalder posttraumatisk vækst. Det dækker over, at selvom man selvfølgelig helst ville være fri for en livstruende sygdom, så er det ikke helt uden positive konsekvenser. Folk begynder at tænke anderledes om deres liv, hvem de vil være sammen med, og hvad de vil bruge deres tid på. Nogle gange får man den oplevelse – set i bakspejlet – at meget af det, man brugte sit liv på tidligere, har været ret meningsløst. Hverdagen bliver mere værdifuld.”

”Noget tyder eksempelvis på, at personer med evnen til at kunne finde positive aspekter ved selv meget negative livsbegivenheder er bedre beskyttet mod at udvikle depression i forbindelse med en kræftdiagnose. Desuden er social støtte generelt en vigtig, beskyttende faktor i forbindelse med belastende livsbegivenheder, herunder det at blive ramt af og behandlet for kræft.”