Fra LyLe Nyt, marts 2018:

Peter*, der har haft hodgkins lymfom og desuden tarmsygdommen morbus crohn, har i nogle år været bruger af cannabisolie og har svært ved at se, hvordan han skulle kunne undvære det. Cannabissen har, som han fortæller her, givet ham livet tilbage. Interviewet med Peter er lavet i foråret 2017. Han har ikke umiddelbart tænkt sig at forsøge at få cannabis gennem sin læge, for han tror ikke, at han vil give ham det.

I Peters barndomshjem var enhver tanke om at indtage hash eller andet ’narkotika’ bandlyst. Hans forældre var af den ’gamle skole’, og han er vokset op med, at hash er kriminelt, og pushere nogle grimme karle. Først i sit mere voksne liv begyndte Peter at flytte sig fra den holdning. Af gode grunde.

Da han som en ung, næsten voksen mand kom på teknisk skole, mødte han en jævnaldrende, som, han syntes, var ’en fin fyr’. Klassekammeraten skilte sig ud ved, at han havde en betydelig indtægt fra salg af hash. Han var pusher.

”Vi kom godt ud af det sammen, og hvad han tjente sine penge på, opfattede jeg ikke som min sag. Jeg konstaterede, at han havde mange flere penge end mig, og at han kom lettere til dem. Når jeg skulle bruge 1.000 kroner ekstra, tog jeg ud og malede et eller andet forbistret loft, mens han skaffede dem på 10 minutter over en telefon. Sådan var det bare.”

Efter skolen skiltes deres veje, og der skulle gå en del år, inden de atter fik kontakt.

Uro og angst

I 2001 blev Peter syg med den uhelbredelige sygdom morbus crohn, der er en kronisk betændelsestilstand i tyndtarmen. I 2012 blev han opereret. De gængse præparater mod sygdommen virkede ikke længere på ham, og sygdommen var så fremskreden, at næste skridt var en stomi. I december samme år måtte han sygemelde sig. Sygdommen fyldte mere og mere. Han havde ellers lige købt en malerforretning og et hus og havde haft gode forventninger til fremtiden. Alt det blev forandret med et slag, og 2013 skulle gå hen og blive et ganske forfærdeligt år. Lægerne prøvede at hjælpe ham med en lang række forskellige behandlinger, men uden held. Først efter nogen tid blev det klart, at det ikke kun var tarmsygdommen, der havde tag i Peter, men at han også havde lymfekræft. En ulykke kommer sjældent alene, og kræftsygdommen var tæt på at slå benene væk under ham.

”Da jeg kom hjem i februar 2014 og afsluttede kemoen nogle måneder senere, oplevede jeg nogle meget grimme bivirkninger. Jeg havde det forfærdeligt, men om det var på grund af sygdommen eller behandlingen, kunne jeg ikke vurdere. Jeg havde alt fra vanvittig uro i benene, armene og hænderne til onde drømme om natten, dødsangst og angst for at blive syg igen. Det var en svær tid.”

Allerede før han fik kræftdiagnosen, havde Peter overvejet, om hash måske kunne gavne ham. Han var fortvivlet og ville gøre næste hvad som helst for at finde noget, der kunne lindre. Det var egentlig bare et skud i tågen, husker Peter, og udtryk for ren desperation. Imidlertid bragte kræftdiagnosen ham på andre veje, og det var først, da han atter var hjemme, at tankene om cannabis igen dukkede op.

En del af hverdagen

”Det var på det tidspunkt, jeg tog kontakt til min gamle klassekammerat og inviterede ham på middag. Der spurgte jeg, om han stadig handlede med hash, og det gjorde han,” fortæller Peter.

Men han havde ikke cannabisolie, som var det, Peter havde i tankerne. Derimod havde han fem gram hash, som han forærede Peter og forklarede, at han ikke havde erfaring med hash som lægemiddel, og at han ikke anede, hvad Peter havde brug for for at få den rigtige virkning.

Peter skar klumpen midt over, slugte halvdelen, ventede spændt og blev syg som bare pokker.

”Jeg blev vanvittigt skæv, og det var meget ubehageligt. Da det lagde sig, opdagede jeg, at der fulgte næsten halvandet døgn uden angsten og uroen i kroppen. Pludselig kunne jeg sove en hel nat, og da jeg blev mere klar i hovedet, sad den oplevelse tilbage, at det faktisk virkede. Derfor inviterede jeg igen min ven hjem og forklarede ham, at jeg havde brug for noget i samme retning, men uden at blive slået helt omkuld. En time efter sad jeg med 10 milliliter 15 procents cannabisolie og var blevet 2.000 kroner fattigere. Min ven havde hørt, at man skulle starte med fire dråber under tungen og øge det gradvist derfra. Det er snart fire år siden, og olien er nu en del af min hverdag.” Peter tager dråberne hver aftenen, inden han går i seng.

Alternativet er piller, som jeg ikke er tryg ved

”Jeg ved ikke, om cannabis gør noget for min fysiske tilstand. Min krop er meget mærket af al den behandling, jeg fået gennem mange år. Cannabissen er ikke et vidundermiddel, der giver mig fysiske forbedringer, men det gør noget for mit velbefindende helt generelt. Uroen i min krop er væk, og det samme er angstfølelsen. Jeg har også fået min appetit tilbage, og den kvalme, jeg havde en overgang, er væk. Jeg er ikke klar over, om jeg er afhængig af stoffet, men tænker, at det er jeg nok. Men det vigtigste er, at jeg oplever, at jeg har fået noget af mit liv tilbage. I starten følte jeg en rus, men det har fortabt sig. For mig består rusen i, at jeg kan sove hver aften. Mængden af THC (stoffet man bliver skæv af) i olien er forholdsvis beskeden.”

Peter forventer ikke, at han vil kunne få sin læge til at udskrive medicinsk cannabis. Det er tre år siden, han sidst fik kemo, og han har ikke længere lymfekræft. Han tror, at hans læge blot ville give ham noget beroligende, som han ikke føler sig tryg ved. Den anden side af sagen – det, at han reelt er kriminel – spiller ingen afgørende rolle for Peter.

”Jeg er bestemt ikke ligeglad med samfundets love, men jeg føler mig ikke som en forbryder. Slet ikke. Det er selvfølgelig et tema, at jeg ikke ved, hvor mine penge havner, når jeg køber cannabis, og det generer mig. Men alternativet er beroligende piller, som jeg ikke ville være glad for at tage. Jeg er temmelig sikker på, at de er mere skadelige end cannabissen og griber længere ind i mit system. Men jeg ved det ikke. Det korte af det lange er, at cannabissen er blevet en livsledsager, som jeg er tryg ved og har det godt med.”

Seks ugers forbrug af cannabisolie koster Peter ca. 2.000 kroner. Det er mange penge, men som han siger, hvis han skulle have piller, ville de jo også koste. Peter ser ikke sig selv som ude på et skråplan. Hans dosis har været helt stabil gennem lang tid.

”For mig handler det ikke om at få en rus, men om at få mit liv tilbage. Om den nye fireårige forsøgsordning er vejen frem mod en egentlig legalisering, kan man kun håbe på, men jeg har ikke tid til at vente,” slutter Peter.

*Vi har valgt ikke at bringe Peters fulde navn. Det er kendt af redaktionen.