Fra LyLe Nyt, september 2018:
Det har skortet på behandlingsfremskridt inden for AML (akut myeloid leukæmi) i de senere år, men på EHA blev der faktisk luftet en vis optimisme. Den knytter sig ikke mindst til immunterapi. Udvikling skal ses på baggrund af den molekylærbiologiske revolution, der er foregået de sidste 10 år, og som har givet lægerne et meget mere præcist billede af, hvilken slag sygdom en specifik AML-patient er ramt af. Det baner vejen for mere individualiseret behandling.
AML er stadig et smertensbarn i hæmatologien. Mens der i en række sygdomme som ikke mindst CML og CLL er sket store fremskridt, så går det langsommere med AML. Det betyder imidlertid ikke, at lægerne har tabt modet. Tværtimod, for der sker faktisk fremskridt, og optimismen bygger især på potentialet i en stadigt mere individualiseret immunterapi. Det vil sige en behandling, der udnytter bestemte dele af immunsystemet til at bekæmpe kræftceller.
”Immunterapi i forbindelse med kræft har stået for en hidtil uset fremgang inden for behandlingen de seneste år,” forklarede Xavier Thomas fra Department of Hematology, Hôspital Edouard Herriot i Lyon Frankrig, på et møde for medier og journalister på EHA. ”Vi ved i dag, hvad man ikke anede for blot 10 år siden, at AML dækker over 150 forskellige sygdomme/mutationer, og deri ligger en væsentlig del af forklaringen på, at det er meget svært at behandle AML. Med så mange sygdomme bliver det særligt vanskeligt at udpege specifikke mål for en stærkt individualiseret behandling, som er dér, fremskridtet vil komme fra. De dage, hvor man bekæmpede kræft med meget bredspektret behandling, som fx kemoterapi, er ved at være talte, fordi vi har svært ved at acceptere medicin, der gør skade på patienterne.”
Svært at udpege specifikke mål
Men mens immunterapi allerede har fundet vej til behandlingsvejledninger for forskellige kræftsygdomme med solide tumorer og også for visse hæmatologiske sygdomme, så er denne udvikling i nogen grad gået forbi AML. Lyspunktet er dog, at forskellige typer immunterapi netop nu er ved at blive afprøvet i kliniske studier med positive resultater. Det viser allerede offentliggjorte studier, og igangværende studier forventes at vise gode resultater inden for de næste par år.
Det er problemerne med at udpege specifikke biologiske mål i AML, der er den væsentligste udfordring for at tage målrettet immunterapi i brug i behandlingen af AML. Disse behandlinger omfatter bla. de såkaldte antibody-drug conjugates (ADC: En ny klasse af højpotente biologiske lægemidler) og CAR T-celler, der har vist lovende respons i tidlige forsøg, men også har været forbundet med betydelige bivirkninger. Der mangler altså fortsat resultater fra igangværende studier, der ikke mindst skal kunne afveje forholdet mellem effekt og bivirkning.
ADC’erne har allerede vist deres potentiale i behandlingen af AML, og resultaterne fra studier, der er i gang lige nu, kan hjælpe med at klarlægge, hvordan de kan bruges i praksis, og til at afveje fordele over for risici. Lidt i modsætning til disse er T-celler (T-lymfocytter) og CAR T, der er en del af kroppens immunforsvar, stadig i en tidlige fase i forhold til at udvikle behandling for AML. Også her er opgaven at undersøge forholdet mellem risikoen og effekten for i sidste ende at kunne vurdere deres potentiale i klinisk brug som såkaldte monoterapier. Dvs. hvor man bruger ét nyt stof alene. Der tænkes, som næsten altid, også i kombinationer af behandlinger, der kan optimere effekten og holde de uønskede bivirkninger i ave.
Helt overordnet er et af målene med immunterapien at finde veje, hvor behandlingen kan blive så effektiv, at den kan bruges som alternativ til stamcelletransplantation, der, selvom lægerne er blevet dygtigere, fortsat er risikabel og ofte efterlader dem, der kommer godt gennem transplantationen, med store helbredsudfordringer. Det kan du blandt andet læse om i portrættet af Birthe i dette nummer af LyLe Nyt.
Der er altså stadig en del skridt, der skal tages, før visionen om immunterapi-behandling tilpasset den enkelte AML-patient kan blive en realitet. Men som dette møde for pressen på EHA viste, så er der allerede taget væsentlige skridt i den rigtige retning, og der er grund til optimisme.
Håb for ældre patienter med AML
Der mangler i markant grad effektive behandlingsmuligheder for ældre patienter med AML. Men der kan være lys for enden af tunnelen.
Det peger et tysk fase I-studie, der kaster lys over brugen det nye lægemiddel venetoclax (endnu ikke godkendt i Europa) i kombination med kemoterapi, på. Resultater fra undersøgelsen blev præsenteret på EHA i Stockholm. Denne kombination ser ud til at blive godt tålt af målgruppen.
Det er svært at behandle ældre patienter (+75 år) med AML, fordi de ofte ikke tåler den gængse behandling. Dermed kan man heller ikke bringe dem i betragtning til en stamcelletransplantation, der kan være helbredende.
I studiet medvirkede 57 ældre patienter med AML, for hvem intensiv kemoterapi ikke var en mulighed.
Resultaterne viser, at 61 procent af patienterne opnåede fuldstændig remission (sygdommen er gået fuldstændigt i sig selv). Ni af disse patienter fortsatte til en stamcelletransplantation. Man kan altså håbe på, at denne kombinationsbehandling kan være en ’bro’ til en potentielt helbredende behandling.
