Fra LyLe Fokus, juni 2019:

Da Jan Fredholm sidste år skulle i behandling for den CLL, han havde fået konstateret godt fem år tidligere, fik han et tilbudt om at deltage i et videnskabeligt studie med en kombination af nye og mere kendte lægemidler. Formålet var at undersøge effekten af forskellige behandlinger med og uden kemoterapi, og Jan Fredholm sagde ja tak. Her fortæller Jan og hans læge, hæmatologen Christian Poulsen fra Roskilde Sygehus, om det at være med i forsøg med nye lægemidler.

Når nye lægemidler skal introduceres, er det selvsagt vigtigt at få erfaringer med at bruge dem og teste, hvor godt de virker og på hvem, og evt. også om de er mere effektive i kombination med andre lægemidler. Derfor tilbydes patienter at medvirke i videnskabelige kliniske forsøg. Og det giver god mening for alle parter, for studier er ofte den måde, man som patient kan få adgang til nye, lovende behandlinger, dvs. behandlinger, der endnu ikke har fundet plads i de gældende behandlingsvejledninger.

Typisk er der tale om forsøg, der involverer patienter fra flere lande, og som drives af et internationalt team af læger. De hæmatologiske sygdomme er relativt sjældne, og det er derfor nødvendigt at arbejde på tværs af landegrænser for at få tilstrækkeligt mange patienter involveret til, at man kan skabe solid evidens, som lægerne kalder det.

Det var sådan et studie – The GAIA (CLL13) trial* – 57-årige Jan Fredholm fra Ringsted blev tilbudt at blive en del af, da han sidste år skulle sættes i behandling for CLL. På det tidspunkt havde han kendt sin diagnose i godt fem år, men endnu ikke været i behandling. Jan Fredholm havde været i det, lægerne kalder i ’Wait and Watch’ – en periode, hvor man er under observation, men ikke sættes i behandling, før sygdommen for alvor begynder at røre på sig.

Hvordan udvælger man patienter til kliniske studier?

Christian Poulsen: Forsøgene er designet sådan, at det er de patienter, vi normalt behandler, der deltager. Det, at det er helt almindelige patienter, er en forudsætning for, at vi kan bruge resultaterne. Når vi vælger de patienter, der kan medvirke, så skal alle leve op til de betingelser, der er beskrevet i studiets præmisser. Det kan dreje sig om alder, helbred i øvrigt og andre ting.

Og hvordan vælger man som hospital, hvilke forsøg man vil deltage I?

Christian Poulsen: Processen kan være ekstremt vanskelig. Man skal kunne skelne mellem de kommercielle interesser og de lægefaglige. For os er det afgørende, at vi kan sige, at dette er et tilbud til patienterne, som de kan få gavn af. Vores fokus er på de lægefaglige interesser. Vi foretrækker forsøg, der er initieret af læger, og det kan typisk være fra en tysk eller en nordisk gruppe. Det er som regel dem, vi går ind i. Men vi samarbejder også med medicinalindustrien, der som regel er meget lydhør over for, hvordan vi synes, et studie skal designes.

Hvordan kom du ind i CLL13-studiet?

Jan Fredholm: Fra starten vidste jeg ikke, hvad det gik ud på, men jeg var indstillet på at stille mig selv til rådighed, hvis det kunne gavne andre. Først senere forstod jeg, hvad det præcist var for et studie, og jeg brugte meget energi på at sætte mig ind i, hvad det var, der skullet testes. Jeg oplevede ikke, at der var en risiko, for jeg kunne altid falde tilbage på standardbehandlingen. Der var heller ikke noget pres for at få mig med – det vil jeg gerne understrege. Der var ingen af de fire ’grene’ i studiet, der var placebo, og det var væsentligt for mig. Jeg vidste, at jeg vil modtage aktiv behandling, men ikke præcis hvilken.

Havde du forbehold for at deltage?

Jan Fredholm: Jeg havde som sagt sat mig grundigt ind i, hvad det drejede sig om og også læst om temmeligt alvorlige bivirkninger. Jeg havde da også mange spørgsmål til Christian, blandt andet fordi jeg rejser meget. Der var mange praktiske ting, der spillede ind i mine overvejelser. Kommunikationen gik gennem projektsygeplejersken, men Christian var flink til at ringe og give mig svar på min spørgsmål. Det var en fordel at tale sammen direkte om det.

Christian Poulsen (til højre) havde taget sin patient Jan Fredholm med til mødet. Jan fortalte bl.a. om, hvordan det er at deltage i kliniske studier.

Hvordan følger I op forhold til patienterne under forsøget?

Christian Poulsen: Det er udførligt beskrevet, hvor ofte man skal se patienterne, og hvordan de skal undersøges. Men vi afviger ikke fra vores vanlige standard, uanset hvordan det er beskrevet i protokollen (forsøget). Det er internationale studier, og praksis er forskellig i forskellige lande. Vi følger vores egne standarder. Generelt har man et tættere forløb med lægen, hvis man er en del af en protokol, end hvis man er udenfor. Det betyder meget for patienterne.

Men som læge skal man være bevidst om, at forsøg altid involverer en risiko. Når man afprøver noget nyt, er der altid en risiko. Derfor holder vi godt øje med patienterne. Der kan altid ske noget uventet og kritisk, når man er syg, men sker det inden for et forsøg, kan det blive ubærligt. Det tillader vi ikke.

Hvordan oplevede du den del?

Jan Fredholm: Jeg tænker, det er en klar fordel ved at være med i et forsøg, at man har tæt dialog med lægen. Det har jeg været meget taknemmelig for. Især fordi mit behandlingsforløb har svinget meget. Jeg er blevet både op- og nedtrappet i doser, og i den forbindelse har det været rart med tæt kontakt.

Hvordan involverer man sine pårørende?

Jan Fredholm: Først og fremmest er det vigtigt at holde dem tæt inde på forløbet. Så de ved, hvad det er, der skal ske. Min kone og jeg satte os sammen og læste protokollen. Det var vigtigt, at også hun vidste, hvad hun kunne forvente sig, og at det ville kunne gå både op og ned, fordi det var et forsøg.

Hvordan forbereder du patienter, når de skal medvirke i et forsøg?

Christian Poulsen: For det første afsætter jeg meget ekstra tid. Det er vigtigt, at patienten føler sig tryg, og derfor gennemgår vi alt det, der skal ske, og de personlige forhold, der måtte være.

Hvad er dine motiver for at deltage i et forsøg som dette?

Jan Fredholm: Først og fremmest forventer jeg, at den nye medicin er bedre end den gamle. Hvis vi kan holde op med at bruge kemoterapi, vil det være fantastisk, og jeg lægger gerne krop til at få det prøvet af. Jeg oplever det ikke som risikabelt. Den medicin, vi får, er godkendt og bliver brugt i andre typer behandlingsforløb. Vi testede medicin i fire forskellige kombinationer, og jeg var med i den del, der fik alle behandlinger bortset fra kemoterapi. Faktisk fik jeg det lynhurtigt bedre. Det viste sig, at jeg var mere syg, end jeg selv troede. Det blev klart efterhånden, som jeg fik det bedre. Men jeg har haft mange tanker undervejs om, hvordan det er gået op og ned, fordi dosis har været svingede.

Hvordan oplever du som læge, at det er gået?

Christian Poulsen: Vi er meget positivt overraskede. Det ser rigtigt god ud. Undervejs har vi haft et par patienter, der fik kemoterapi, som måtte stoppes på grund af bivirkninger. Når det er sagt, så har de nye behandlinger også bivirkninger, som vi skal forholde os til. Træerne vokser ikke ind i himlen.

* The GAIA (CLL13) trial er et såkaldt randomiseret, fire-armsstudie af første linje behandling af fysisk stærke patienter uden del17p- eller TP53-mutation. Studiet er designet til at teste, hvorvidt forskellige kombinationer af nye, avancerede behandlinger i kemofrie kombinationer er bedre end de standardbehandlinger, der bruges i dag, hvor kemoterapi indgår. Studiet er drevet af The German CLL Study Group (GCLLSG) i samarbejde med The Nordic CLL Study Group, HOVON, SAKK, Cancer Trials Ireland og The Israeli CLL Study Group.