Et studie, der blev præsenteret på den amerikanske onkologikongres ASCO, giver håb om, at kosttilskuddet OnLife kan have en lindrende effekt på de nerveskader, der er en kendt og meget ubehagelig bivirkning ved kemoterapi og strålebehandling.

Nerveskader – såkaldt kemoterapi-induceret perifer neuropati (CIPN) – er en ubehagelig bivirkning og senfølge, som mange kræftpatienter, der behandles med kemoterapi, rammes af. Perifer neuropati refererer til sansemæssige (sensoriske) og motoriske skader på nerverne uden for hjernen og rygmarven.

Hos mennesker med blodkræft ses nervesmerter hyppigt hos patienter, der forud for fx en knoglemarvstransplantation har været i intensiv kemoterapi. Nerveskaderne viser sig typisk som snurren, følelsesløshed og brændende smerter i hænder og fødder. Fænomenet skyldes, at kemoterapien – udover at slå kræftceller ihjel – også rammer raske celler i kroppen, herunder de smertefølende nerveceller i huden.

Hos nogle forsvinder disse gener over tid, mens de hos andre bliver kroniske. Desværre er mulighederne for forebyggelse og behandling af perifere nervesmerter begrænsede og ofte med ringe effekt. Nogle patienter er så plaget, at man kan blive nødt til at stoppe behandlingen og eventuelt skifte til en anden, mere skånsom type kemoterapi.

I 2019 præsenteredes et studie – STEFANO – på den amerikanske onkologikongres ASCO, der viste, at kosttilskuddet OnLife har potentiale til at lindre nervesmerter efter kemoterapi. Kosttilskuddet indeholder en blanding af fedtsyrer, spirulina-alger, lykopen (en antioxidant) og vitamin B12. Vitamin B12 er vigtigt for kroppen, fordi det bidrager til at opretholde nervesystemets normale funktion.

Lovende resultater

STEFANO-studiet er et såkaldt observationsstudie, hvor forskerne observerer og registrerer både sensoriske og motoriske fænomener, begivenheder eller adfærd hos de medvirkende patienter. Studiet er designet med det formål at vurdere potentialet ved OnLife-kosttilskuddet hos voksne kræftpatienter med CIPN.

Patienterne – 146 i alt – var behandlet for henholdsvis tyktarmskræft og brystkræft. De modtog OnLife i tre måneder. Det primære mål var at vurdere ændringer i sværhedsgraden af de perifere skader i det sensoriske og det motoriske nervesystem (typisk tæer, fødder, ben og hænder). Det sekundære mål var at rapportere patienternes oplevelse af symptomer og funktionelle begrænsninger relateret til CIPN.

Lægerne fandt, at lidt over 21 procent af brystkræftpatienterne og knapt 13 procent af tyktarmskræft-patienterne oplevede en vedvarende forbedring af sensorisk CIPN. Med hensyn til motorisk CIPN var andelene henholdsvis 12 procent og 10 procent. Ifølge de patientrapporterede resultater havde 45 procent af brystkræftpatienterne og 24 procent af tyktarmskræftpatienterne færre sensoriske symptomer og funktionelle begrænsninger relateret til CIPN efter OnLife-behandling. Med hensyn til motorisk CIPN var andelene henholdsvis 32 procent og 22 procent.

I konklusionen peger STEFANO-studiet på, at kosttilskuddet har potentiale til at reducere graden af CIPN-relaterede symptomer (både sensoriske og funktionelle). Det ser med andre ord ud til at være et lovende middel til at imødekomme behovet for behandlingsmuligheder hos nogle patienter med perifere nerveskader.

>> Læs abstract fra ASCO  her