Bivirkninger er den uønskede følgesvend

Fra LyLe Fokus, april 2023:

Ingen virkning uden bivirkning. Sådan er det desværre med de fleste lægemidler, og det gælder også for de behandlinger, man kan få, hvis man har blodkræft. Det gode spørgsmål er selvfølgelig, hvordan vi begrænser problemet mest muligt, og om vi kan håbe på, at nye, mere målrettede lægemidler vil gøre problemet mindre. Her kan du læse om, hvad bivirkninger er, og hvordan man kan forholde sig til dem.

Har du nogensinde læst den obligatoriske indlægsseddel i en ganske almindelig pakke Panodil? Så ved du, at det ikke er for sarte sjæle. Udover pillernes lindrende effekt på hovedpine eller muskelsmerter følger – ifølge indlægssedlen – en risiko for, at man får fx blødninger, blodmangel, udslæt, vejrtrækningsproblemer og nyreskader. Når det er sagt, så er det en forholdsvis lille risiko, og de fleste vil ikke mærke noget andet end pillens tilsigtede effekt.

Men eksemplet med Panodil er tankevækkende, fordi det illustrerer, at bivirkninger af medicin kan være mange og særdeles forskellige fra menneske til menneske. Derfor vil man som patient opleve, at ens læge har svært ved at forudsige de præcise bivirkninger ved en specifik behandling. Som regel slipper man ikke helt.

Og sådan er det ikke mindst med den kemoterapi, som stadig spiller en betydelig rolle i behandlingen af de hæmatologiske sygdomme. Nogle patienter får det ekstremt dårligt af ’kemo’, mens andre er langt mindre påvirket. Meget afhænger naturligvis af, hvad det er for en sygdom, man er ramt af, og hvilken type kemobehandling man får, og hvordan ens helbred i øvrigt er. Forskellene fra menneske til menneske kan være meget betydelige, og nogle gange opleves kuren som mindst lige så slem som sygdommen.

Når det gælder CLL, som vi har fokus på i dette blad, så tyder meget på, at kemoterapiens dage kan være ved at være talte. Den gamle ’spredehaglsbehandling’, der slår mange andre celler end kræftcellerne ihjel, er gradvist ved at blive erstattet af nye lægemidler, der går målrettet efter de syge celler, og som kan doseres meget individuelt. Når det er sagt, så vokser træerne heller ikke her ind i himlen, og bivirkninger vil også fremover være noget, kræftpatienter skal slås med.

Bivirkninger i medicinsk forstand?

En bivirkning er, ifølge Lægemiddelstyrelsen, en skadelig og utilsigtet reaktion ved medicin (inkl. vacciner). I indlægssedlen, som følger med medicinen, kan man læse om de bivirkninger, som allerede er kendte, og hvor almindeligt det er at opleve bivirkninger ved den specifikke medicin.

For at medicin kan blive godkendt, er det afgørende, at de bivirkninger, man kan få af medicinen, ikke er værre end de symptomer eller den sygdom, som medicinen skal behandle eller forebygge.

De fleste har på et eller andet tidspunkt brug for medicin enten for at forebygge, lindre eller behandle – eller fordi det er livsvigtigt. Det er derfor afgørende, at den medicin, vi får, virker som den skal og har færrest mulige bivirkninger.

Af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside fremgår det: Lægemiddelstyrelsen overvåger sikkerheden ved al medicin, der er godkendt og sælges på det danske marked. Når vi overvåger medicins sikkerhed, afvejer vi medicinens virkning over for bivirkningerne. For medicin til alvorlige sygdomme, som fx kræft, accepteres mere alvorlige bivirkninger i modsætning til medicin mod mindre alvorlige sygdomme, hvor kun milde bivirkninger accepteres.

De fleste bivirkninger er midlertidige og forsvinder eller bliver mindre mærkbare af sig selv, efterhånden som kroppen tilpasser sig medicinen.

Er bivirkninger farlige?

Bivirkninger opleves forskelligt fra person til person. Derfor kan det også være svært at vide, hvad du skal gøre, hvis du oplever bivirkninger ved medicin.

De fleste bivirkninger er ufarlige, men kan være til stor gene. I meget sjældne tilfælde kan en bivirkning føre til fx hospitalsindlæggelse og/eller uarbejdsdygtighed. Meget afhænger af, hvordan ens helbred generelt er. Hvis man er meget skrøbelig eller slås med andre alvorlige sygdomme, vil ens læge tage det med i sine vurderinger af, hvad man kan tåle. I det hele taget er det vigtigt at tale med lægen om bivirkninger.

Er du generet af en eller flere bivirkninger i en grad, der gør dig utryg ved at tage medicinen, skal du i første omgang kontakte din egen læge.

Hvis du har overskud til det, så sæt dig ind i, hvad du kan forvente af bivirkninger ved den behandling, du får. På samme måde som det er vigtigt, at du ved, hvad du fejler, er det vigtigt, at du ved lidt om, hvad du skal forvente dig af den medicin, du får.

Når du køber medicin eller får den udleveret fra hospitalet, følger der en indlægsseddel med. Mangler du indlægssedlen, kan du enten spørge din læge eller på apoteket angående det præparat, du ønsker at vide mere om. Du kan også læse information om medicinen på min.medicin.dk eller indlaegsseddel.dk.

En anden mulighed er at indhente oplysninger via din mobil vha. en app kaldet Medicintjek.

Se mere på www.medicintjek.dk.

Meld bivirkninger

Når ny medicin bliver godkendt og tilgængelig, er den testet i en begrænset og velkontrolleret gruppe af forsøgspersoner. Derfor kender sundhedsmyndigheder og læger medicinens virkning og de hyppigst forekommende bivirkninger. Det er de bivirkninger, der står beskrevet i medicinens indlægsseddel. Når medicinen er godkendt og taget i brug af mange patienter, kan der vise sig nogle andre bivirkninger, som ikke er set tidligere. Det er vigtigt for patientsikkerheden, at Lægemiddelstyrelsen får viden om disse bivirkninger. Og her er indberetninger om bivirkninger væsentlige.

I princippet kan alle indberette bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen. Dog gælder der en særlig forpligtelse for læger, tandlæger, farmaceuter og jordemødre. Og en formodning er nok til at indberette.

Det gøres via en elektronisk blanket på Lægemiddel-styrelsens hjemmeside. Man kan også kontakte Lægemiddelstyrelsen på telefon.

Når Lægemiddelstyrelsen modtager en bivirknings-indberetning, vurderer de indberetningen. Den registreres i en database over bivirkninger. Alle oplysninger om bivirkningen sendes til det firma, som har ansvaret for medicinen.

For at andre lægemiddelmyndigheder kan få gavn af informationen sendes oplysningerne også til EU’s lægemiddelagentur og til Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Oplysningerne er anonymiserede, så modtagerne ikke kan se dit navn eller adresse.

Hvordan opdages bivirkninger?

Før markedsføring af et nyt lægemiddel er virknings-mekanismer, de kemiske processer i kroppen og toksikologi (giftighed) først undersøgt på forsøgsdyr, senere på et mindre antal frivillige, raske forsøgspersoner og til sidst på patienter med den sygdom, lægemidlet er tiltænkt at virke på (fase I-III-forsøg):

Fase I er første gang, lægemidlet testes på mennesker. Dette gøres typisk på en lille gruppe raske personer (20-80). I denne fase undersøges lægemidlets sikkerhed, hvordan det nedbrydes i kroppen samt dets virkninger. I fase I-studier giver man kun forsøgspersonerne en relativt lille del af den mængde, som gives til forsøgsdyr, eftersom effekten på mennesker endnu er helt ukendt.

Fase II udføres på en større gruppe patienter (80-300), der lider af den sygdom, lægemidlet er rettet imod, for at undersøge, hvor effektivt det er til at behandle sygdommen i forhold til forskellige doser samt dets bivirkningsprofil.

Fase III udføres på en meget stor gruppe patienter (typisk 300-3.000), der lider af den sygdom, som lægemidlet er rettet imod, for at give en endegyldig vurdering af behandlingens virkning. Fase III-undersøgelser er i sagens natur forholdsvist dyre og tidsforbrugende. På basis af fase III-undersøgelsen kan lægemidlet blive godkendt af myndighederne.

Efter godkendelse og markedsføring kan man udføre såkaldte Fase IV-undersøgelser, som typisk gennemføres via registerdata omfattende et meget stort antal individer. Fase IV-undersøgelser er særlig værdifulde til at finde sjældne bivirkninger, som ikke blev opdaget i Fase I-III-forsøgene.

Er kemoterapi på vej ud af behandlingen af blodkræft?

Det er der faktisk meget, der tyder på, men der er et stykke vej endnu.

I disse år sker der betydelige fremskridt i behandlingen af de hæmatologiske sygdomme. Med jævne mellemrum kommer der nye målrettede lægemidler til, der i mange tilfælde potentielt kan overflødiggøre kemoterapi.

Det skyldes, at vores viden om sygdommene bliver større og større, og at denne forståelse skaber grundlag for at udvikle mere målrettet medicin. Det er der mange eksempler på. I dette nummer af LyLe Fokus kan du læse om Merete med CLL, der har været behandlet med en såkaldt BCL-2-antagonist i kombination med et antistof.

Udfordringen med de målrettede lægemidler er, at de er forholdsvist dyre. Det betyder, at de danske lægemiddelmyndigheder – Medicinrådet – i meget høj grad er opmærksomme på sammenhængen mellem effekt og pris. Der er talrige eksempler på, at kræftlægemidler, der er godkendt i andre europæiske lande, ikke bliver godkendt i Danmark.

De mest almindelige bivirkninger ved kemoterapi er: Kvalme og opkastning (anti-kvalmemedicin kan hjælpe med at reducere disse symptomer), træthed, hårtab, nedsat immunforsvar, diarré og forstoppelse, smerter, mundtørhed og sår og infektioner i munden, anæmi.

Det er vigtigt at bemærke, at bivirkningerne af kemoterapi kan variere afhængigt af den type kræft, der behandles, og den kemoterapi, der anvendes. Læger og sygeplejersker vil overvåge patienten nøje under behandlingen for at minimere bivirkningerne og sikre den bedst mulige behandling.

De målrettede lægemidler i behandlingen af CLL

Der er især to lægemidler, der har eller er ved at finde indpas i behandlingen af CLL (og andre hæmatologiske suýgdomme):

Venetoclax anvendes til behandling af visse typer blodkræft, herunder CLL og AML. Det er en type medicin, der kaldes en Bcl-2-hæmmer, der virker ved at blokere aktiviteten af et protein kaldet Bcl-2.

Bcl-2 er en type protein, der hjælper kræftceller med at overleve og modstå død. Venetoclax blokerer aktiviteten af dette protein og forhindrer kræftcellerne i at overleve og formere sig, hvilket kan føre til deres død. Venetoclax kan også øge følsomheden af kræftcellerne over for andre kræftbehandlinger, såsom kemoterapi.

Venetoclax er normalt tilgængeligt som tabletter, der tages oralt, og doseringen vil variere afhængigt af typen af kræft, der behandles, og patientens alder og sundhedstilstand. Det er en receptpligtig medicin, og behandlingen skal overvåges nøje af en læge eller sygeplejerske.

Nogle af de mest almindelige bivirkninger ved Venetoclax er kvalme og opkastning, diarré eller forstoppelse, træthed, feber eller infektioner, anæmi (lavt antal røde blodlegemer), lavt antal hvide blodlegemer eller blodplader, svimmelhed eller hovedpine, muskel- eller ledsmerter.

Ibrutinib anvendes til behandling af CLL, mantel-cellelymfom og Waldenströms makroglobulinæmi. Det er en type medicin, der kaldes en Bruton’s tyrosinkinasehæmmer (BTK-hæmmer).

BTK er et protein, der spiller en vigtig rolle i vækst og overlevelse af B-celler, som er en type hvide blodlegemer, der er involveret i immunsystemet. Ved at blokere aktiviteten af BTK, kan ibrutinib reducere væksten og overlevelsen af kræftceller og dermed hjælpe med at bremse eller stoppe spredningen af kræft.

Ibrutinib er normalt tilgængeligt som kapsler, der tages oralt, og doseringen vil variere afhængigt af typen af kræft, der behandles, og patientens alder og sundhedstilstand. Det er en receptpligtig medicin, og behandlingen skal overvåges nøje af en læge eller sygeplejerske.

Nogle almindelige bivirkninger af ibrutinib inkluderer diarré, kvalme, træthed, hovedpine, muskelsmerter og hududslæt. Det kan også øge risikoen for blødning og infektioner.

Det er vigtigt, at patienter under behandling med venetoclax og ibrutinib overvåges regelmæssigt for at holde øje med eventuelle bivirkninger, så doseringen kan justeres om nødvendigt.