Fra LyLe Fokus, maj 2022:
I Guds Rige er skrevet af skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis, hvis otteårige søn blev alvorlig syg af leukæmi. Det er en stærk og rørende fortælling om en familie med en velfungerende tilværelse, der bliver til en næsten uoverskuelig krise. Ægteskabet bliver sat på prøve, familie og venner forsvinder.
At se sin lille dreng være syg af cancer, og vide han kan risikere at dø, er for en mor en umenneskelig situation. Anne-Grethes søn overlever, men samtidig med sønnens langvarige behandling på Rigshospitalet, sniger følelser af ensomhed og svigt sig ind i Anne-Grethes hjerte. Fortrængte hændelser og brudstykker fra hendes egen barndom dukker nu op i erindringen og sætter forholdet til hendes mor i et nyt og klart lys.
Der er tre spor i fortællingen. Det første spor, katalysatoren for hele historien, er Gilberts sygdomsforløb fra leukæmien konstateres til den sidste kemopille sluges. Det andet spor er Anne-Grethes tilbageblik på en barndom, der har budt på skidt såvel som kanel for den ukuelige pige, der fra helt ung kæmpede bravt for sin berettigelse til at være til, nu når hun ”var trådt ind i livet på et afbud”. Før Anne-Grethe blev født døde hendes syv timer gamle storesøster Marianne. Hun nåede ikke at blive døbt, og kunne derfor ikke begraves på kirkegården, og Anne-Grethes mor nævner jævnligt den datter, der kunne have været:. ”Men hvis Marianne ikke var død, så havde du selvfølgelig ikke været her ”. Det hele er noget, der forfølger Anne-Grethe og planter sig i hendes bevidsthed som en forbandelse, der hviler over familien. Det tredje spor er forældrenes historie. Der er spredte tilbageblik til Grethes og Knud-Eriks barndom og ungdom. Her får man en fornemmelse af, hvad der har gjort de to til de mennesker – og forældre – som de var og er.
I Guds Rige er en anbefalelsværdig læseoplevelse. Man bliver nærmest blæst bagover af benovelse over Anne-Grethe Bjarup Riis’ talent for at skrive og beskrive den lille familie, der, ligesom alt for mange andre familier, har været så ubeskriveligt og uretfærdigt meget igennem. På grund af de tre spor sker der meget i løbet af de næsten 400 sider, og man er hele følelsesregistret igennem. Forfatteren er hudløst ærlig omkring alle følelser, intet gemmes væk. Romanen er en livsbekræftende beretning, som opfordrer til at tro på håb og kærlighed trods livets modstand. En universel fortælling om at tilgive og være taknemmelig for livet.
