Professor: “Fremtidens rehabiliteringsindsatser bliver mere differentierede”

Fra LyLe Nyt, marts 2018:

Flere og flere overlever at få en kræftsygdom, og det betyder, at rehabiliteringsindsatserne skal tænkes ind i nye rammer, vurderer Christoffer Johansen, der er professor i senfølger efter kræft. Han forestiller sig, at fremtidens rehabilitering bliver langt mere differentieret, end den er i dag.

Forekomsten af kræft er stigende, og antallet af patienter, der overlever en kræftsygdom, ligeså. Denne udvikling betyder, at vi er nødt til at bryde med den lighedstanke, der kendetegner sundhedsvæsenet i dag, og tilrette rehabiliteringsindsatserne som differentierede tilbud målrettet den enkelte kræftpatients behov, siger professor i senfølger efter kræft, Christoffer Johansen, der er forskningsleder i afdelingen for ‘Livet efter kræft’ i Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter.

“I dag lyder devisen, at alle patienter har ret til de samme rehabiliteringstilbud. I fremtiden antager jeg, at udviklingen på kræftområdet dikterer en differentieret rehabilitering. Så længe vi ikke får tilført flere ressourcer, er vi nødt til at kigge på, hvilke patienter der har henholdsvis mindst og mest behov for hjælp fra sundhedsvæsenet, efter de har været igennem et behandlingsforløb – og skræddersy tilbud til dem, som har brug for minimal støtte, og dem, der kræver maksimal støtte,” siger han.

Christoffer Johansen forestiller sig et setup, hvor kræftpatienter efter endt behandling visiteres til enten grundpakken, mellempakken eller den store ‘rehabiliteringspakke’ afhængigt af, hvilket sygdomsmønster de har haft både før, under og efter igangsættelsen af behandlingen – ligesom sociale forhold må tages i betragtning, når det besluttes, hvem der skal tilbydes de forskellige niveauer af støtte.

“De mest sårbare patienter, er dem, der – udover over deres kræftsygdom – også kæmper med anden sygdom, og som har sociale, psykologiske eller økonomiske udfordringer. De skal selvfølgelig tilbydes den store pakke. Omvendt kan de patienter, der er veluddannede, velstillede, socialt velfungerende, og som ikke lider af andre sygdomme, langt hen ad vejen sagtens klare sig selv. De skal måske blot tilbydes en times samtale og en manual med råd og vejledning,” siger Christoffer Johansen og fortsætter:

“Ved at graduere rehabiliteringsindsatsen kan vi opnå de samme resultater for alle kræftpatienter – ikke ved at behandle dem ens, men netop ved at behandle dem forskelligt! Aktuelt drives udviklingen af strukturelle ændringer, men jeg tror, at det var gået den vej alligevel med tiden, fordi omfanget af kræftoverlevere heldigvis medfører, at vi er nødt til at differentiere. Det er til patienternes bedste, at vi tilpasser rehabiliteringen efter deres specifikke behov.”

Udvikling af nye algoritmer*

Én af de helt store udfordringer består, ifølge Christoffer Johansen, i at udarbejde algoritmer, som kan finde frem til de patienter, der har brug meget hjælp, og dem, der stort set er selvhjulpne. Og hertil følger, at der fremadrettet bliver større fokus på at inddrage patienterne aktivt, således at de får langt større indflydelse på deres egen rehabilitering.

“På den netop afholdte kræftkongres ASCO i Chicago, hvor 40.000 onkologer fra hele verden hvert år samles for at diskutere fremtidens behandlinger, blev der i år fremlagt et stort studie om patienter med prostatakræft. Det viste sig, at patienternes livskvalitet og livslængde blev markant forbedret som følge af, at de selv løbende aflagde rapport om deres tilstand til en database, hvorefter behandlingen blev justeret herefter. Overlevelsesgevinsten ved at involvere patienterne aktivt i egen behandling blev udregnet til at være større, end ved de sidste 16 lægemidler, de amerikanske lægemiddelmyndigheder har frigivet,” siger Christoffer Johansen og fortsætter:

“Ét studie er ikke nok til at konkludere noget som helst, men den markante overlevelsesgevinst peger i retning af, at større patientinvolvering bliver ‘det nye sort’. Kræft rammer meget forskelligt afhængig af, hvor patienten ellers er i sit liv. Og derfor kræver rehabiliteringen naturligt, at vi bliver bedre til at have et individuelt fokus og kigge på den enkelte kræftpatient med sociale og psykologiske briller.

For nogle kræftsygdomme vil en styrket patientinvolvering, ifølge professoren, føre store fremskridt med sig, mens det modsatte vil gøre sig gældende for andre kræftsygdomme, hvor sygdommens alvorsgrad uundgåeligt dikterer en dårlig prognose. “For mange kræftsygdomme med en god til en mellemgod prognose vil det dog i varierende grad spille en rolle, at patienterne i højere grad bliver medspillere i diskussionen om deres egen fremtid,” lyder det.

Rehabilitering tidligere i forløbet

I dag ligger det primære fokus på kræftområdet på at få nedbragt de lange ventetider til behandling, og derfor får rehabiliteringsområdet ikke det nødvendige fokus, mener Christoffer Johansen. Han så gerne, at der blev tænkt i at fremskynde rehabiliteringsindsatserne til et tidligere tidspunkt i behandlingsforløbet.

“Vi ved, at de fleste senfølger, patienterne får, skyldes deres genetiske risikoprofil og den behandling, de har fået. Derfor vil det umiddelbart være hensigtsmæssigt at opstarte en forebyggende behandling af disse senfølger tidligere i forløbet, end vi gør nu: En slags præ-habilitering,” siger Christoffer Johansen.

Der forskes allerede i, om fx forebyggende styrketræning og hormonbehandling kan mindske behovet for rehabilitering efter endt behandling inden for en række kræftområder. Desuden har Christoffer Johansen søgt om midler til at forske i forebyggende psykolog-indsatser, da op imod 20 procent af kræftpatienter inden for de første år efter deres diagnose rammes af behandlingskrævende depression, mens omkring 15 procent oplever angst i kølvandet på en kræftbehandling.

“Det vil være et brud med den meget sekventielle tankegang, der styrer kræftbehandlingen i dag, hvor rækkefølgen hedder diagnose, behandling, rehabilitering. Jeg taler for, at vi ændrer denne tankegang til at hedde, at vi skal strukturere behandlingsforløbet, så vi giver patienterne de bedste forudsætninger for at få og tåle deres behandling – og det vil kræve en omlægning af den sædvanlige model,” siger professoren.

Han fortsætter: “Holdningen på bjerget i dag er, at livsstil spiller en afgørende rolle for patienternes efterforløb. Det vil sige, at det anbefales patienterne at være fysisk aktive, begrænse deres forbrug af alkohol, stoppe med at ryge og spise en fedtfattig kost. Ved at implementere disse ‘dogmer’ meget tidlig, før behandlingen iværksættes, kunne det få stor betydning for, hvordan patienterne har det, efter de har været i behandling for deres sygdom,” siger Christoffer Johansen.

* En algoritme er meget kort forklaret en opskrift på, hvordan man løser et bestemt problem.