Fra LyLe Nyt, september 2017:

Ikke at kæmpe er ikke nødvendigvis det samme som at give op

Hvordan påvirkes kræftpatienter af budskabet om, at hvis du er motiveret og stærk nok, så kan du også overvinde din sygdom? Hvad hvis man ikke har de nødvendige ressourcer til at træne hårdt fysisk, eller hvad der nu måtte være ’kuren’? Eller hvis man ikke ved, hvordan man ’kæmper’? Det har vi snakket med psykologen Camilla Schrøder om.

Sproglige billeder (metaforer) kan være meget effektive til at skabe mening i noget, der er abstrakt eller kompliceret, og for mange mennesker med alvorlig sygdom giver budskaber om, at hvis du kæmper med alt, hvad du har i dig, så kan du også vinde, en høj grad af mening. Fra kampmetaforer kan man få gejst, en følelse af energi og handlekraft.

”Og det er rigtigt fint for dem, der motiveres og finder mening i at konkurrere og kæmpe mod en modstander. Men,” forklarer Camilla Schrøder, der som psykolog møder mange kræftpatienter, ”det er langt fra alle, for hvem det virker sådan, og rigtigt mange har svært ved at definere ’modstanderen’ eller finde ud af, hvordan kampen skal kæmpes. Er det et spørgsmål om at finde nye alternative behandlinger hele tiden, om altid at være positiv, ikke at blive afmægtig, ked af det og udmattet, eller at udfordre de sundhedsprofessionelle og måske betvivle den information, man får?”

Det indre og det ydre pres

”Rigtigt mange kræftpatienter har ikke glæde af kampmetaforerne. Tværtimod. For dem opleves metaforen nemt normativt (dvs. den beskriver, hvordan noget bør være eller bør gøres), og det, at man skal leve op til det, bliver et pres. For ikke alle har energi, lyst eller trives med at ’kæmpe’, og hvis det at kæmpe er den dominerende metafor, det der forventes, og man ikke selv kan leve op til det, så er man bagud på point fra starten. Hos mange bringer det skyldfølelse og selvbebrejdelser med sig, og det kan også smitte af på dem, der er rundt om kræftpatienten, de pårørende, som jo kan være lige så bange for at miste. For dem bliver det afgørende at se, at deres sygdomsramte kære ikke ’giver op’, men kæmper. Og de kan opleve det som et svigt, hvis den syge ikke gør det, ikke magter det – eller måske håndterer sygdommen anderledes. For hvem definerer, hvad der er den rigtige ’kampstrategi’ eller de rigtige ’kampvåben’? Den sygdomsramte kan således opleve pres fra medier, fra de pårørende og fra sig selv. Det kan føles næsten ubærligt. For mange gælder det meget mere om at forsone sig med en livssituation med sygdom, træffe valg og finde måder at agere bedst i den end om at bekæmpe den. Og for mange er afmagt, sorg og tristhed også en del af livet med sygdom. Ikke at kæmpe er ikke nødvendigvis det samme som at give op!”

”Vi kommer nemt til at se sygdommen som noget, der står i vejen for livet, men det må vi forsøge at udfordre. Livet er ikke kun sort og hvidt. Kampmetaforen bliver meget brugt i forhold til kræftsygdommene, fordi det opleves som om, de er en fjende, der invaderer kroppen. Og så gør man kroppen til en kampplads, den krop som jo også er kilde til livet, kroppen som er ’mig’. Kampmetaforen lægger op til en antagelse om personen som enten stærkere eller svagere end kræftsygdommen, afhængig af om man overlever eller ej. Det er en forsimpling af dimensioner og lægger et enormt ansvar på den enkelte”.

Har trafikofre tabt kampen mod bilismen?

”Vi taler om at tabe kampen mod kræften, men ingen taler om, at vi tabte kampen mod bilismen, hvis nogen omkommer i trafikken. Det er som om, at hvis det er noget, vi har inde i kroppen, så er det vores eget, og så har vi et ansvar for at få det til at gå væk igen. Vi pålægger altså os selv et ansvar for noget, som vi i mange tilfælde intet kan gøre ved – eller i hvert fald ikke er herrer over. Og hvad hvis man dør? Hvis man ikke vinder? Er man så en taber? Vi ser det i dødsannoncernes udtryk: ’Han tabte kampen mod kræften’ – tænk, ikke bare at dø af sygdom, men også at blive taberdømt! Det er en voldsom reduktion og underkendelse af det liv og den person, der var.”

”I sundhedsvæsenet blev det på et tidspunkt populært at tale om et begreb som ’empowerment’. Det er det mest forfærdelig begreb, der er blevet taget i brug i mange år,” mener Camilla Schrøder. ”Det styrker påstanden om, at hvis man er stærk nok, en supermand eller superkvinde, kan man vinde – dvs. ikke dø, eller ikke blive afmægtig.”

”Der ligger en udfordring i, at patientforeninger, medier og også mange selvhjælpsbøger dyrker kamp-metaforerne,” synes Camilla Schrøder. ”Sygdommen kan være en diffus modstander at skulle kæmpe mod – for hvordan gør man helt præcis det? Det er forståeligt, at patienter griber til andres beskrivelser og erfaringer, som kan være mere eller mindre gavnlige. Men ærgerligt, hvis det at kæmpe i sig selv dræner, skaber afmagt eller står i vejen for andre livsopgaver. Ligesom det kan være trist, hvis sundhedsprofessionelle skal være krigere eller får til opgave at skulle ’motivere patienten til at kæmpe’ i stedet for at hjælpe med at håndtere, behandle og lindre – være samarbejdspartnere.”

Når man læser historier om mennesker, der på heroisk vis har overvundet sygdom, kan man naturligvis beundre dem og glædes for dem. Og kampmetaforen er god for nogle.

”Den må bare ikke blive vores generelle forståelse af, hvordan man er syg bedst – hvordan man ikke dør af sygdom. Måske er dét at overvinde sygdom ikke kun et spørgsmål om at undgå at tabe en kamp, men for mange også at leve det liv, der er bedst muligt, og at finde ud af at håndtere livet med sygdom på en måde, som passer bedst til og hjælper den enkelte bedst.”