Jeg er så glad for, at jeg ikke nåede at få mine børn, inden jeg blev syg. Så ville jeg have været hunderæd for at dø …

Fra LyLe Fokus, maj 2022:

Maja Bælum var 35 år, da hun fik lymfekræft. På det tidspunkt var hun gift, boede på Langeland og var midt i en behandling for barnløshed. I dag er hun 42 år, bor med sine to børn i hjertet af Svendborg og arbejder på en daginstitution i Rudkøbing. Her fortæller hun om både de mørke og de lyse sider ved at blive ramt af en kræftsygdom.

Maja var lige startet i en ny hormonbehandling i forbindelse med den behandling for barnløshed, hun på det tidspunkt havde været i gang med i et par år, da hun konstaterede, at der var noget, der hævede på hendes hals. I første omgang tænkte hun, at hævelsen havde noget at gøre med hormonbehandlingen. Da tiden kom, hvor hun efter planen skulle have lagt et æg op, var hævelsen på halsen blevet stor og synlig.

”Den voksede for hver dag, der gik, og jeg ringede til min læge, som jeg alligevel skulle op til i forbindelse med fertilitetsbehandlingen. Jeg fortalte ham, at jeg havde en knude på halsen, som voksede. Jeg fik en tid ugen efter, og lægen reagerede hurtigt på det, han så. Det var en fredag eftermiddag, og jeg fik en henvisning til en øre-næse-halslæge til den efterfølgende mandag morgen i Svendborg,” fortæller Maja, der beskriver sig selv som pragmatisk og fattet i pressede situationer. Sådan reagerede hun også her.

Jeg havde ikke tid til at være syg

Fra øre-næse-halslægen mandag morgen gik det stærkt. Hun fik med det samme en aftale på Odense Universitetshospital (OUH). På det tidspunkt var alarmklokken begyndt at ringe hos Maja. Hun vidste, at man ikke får en tid på OUH med kort varsel, hvis ikke der er en mistanke om, at noget alvorligt kan være på spil. På den anden side var hun faktisk helt fattet og rolig, da hun ringede til sin mand og forklarede ham, at hun havde en tid på OUH lige om lidt. Hævelsen blev tjekket, men lægen virkede ikke alarmeret, husker Maja.

”Jeg var 35 år, havde et travlt liv og skulle have sat et æg op ugen efter. Jeg havde ikke tid til at være syg, men – fik jeg besked på – der skulle laves en biopsi en af de nærmeste dage. Set i bakspejlet tror jeg, alle allerede der var klar over, at jeg havde cancer, selvom det ikke var gået op for mig selv på det tidspunkt. Måske havde lægen talt om det, men i så fald havde jeg ikke hørt det.”

Operationen gik fint, syntes Maja, der følte sig frisk og klar med det samme. Først senere gik det op for hende, at knuden var så stor, at de ikke ville røre ved den af angst for, at sygdommen kunne sprede sig, hvis de åbnede ind til knuden. Det var først ved en samtale nogle dage senere, hun fik at vide, at det var kræft.

”Jeg tror egentlig ikke, at de var utydelige, men jeg opfattede ikke med det sammen, hvad de sagde. Jeg var bare et andet sted, men hørte måske ordet leukæmi. Men jeg husker, at jeg stillede en masse praktiske spørgsmål om, hvad der nu skulle ske. Ikke mindst med fertilitetsbehandlingen. Lægen sagde senere, at hvis han skulle have kræft, så ville han foretrække lymfekræft, som var det, jeg havde. Budskabet var, at de fleste på min alder kommer fint igennem det og bliver raske igen.”

Man går ikke igennem kemo-og strålebehandling uden mén

Men helt nemt skulle det ikke gå. En scanning afslørede en tumor i et tidligt stadie på hendes lever, og det ændrede billedet. Formentlig var der ingen sammenhæng mellem lymfekræften og knuden på leveren, men nu skulle det gå stærkt.

”Jeg fik valget, om man skulle tage en biopsi af leveren og dermed udsætte den nødvendige kemobehandling, til der var et svar på den, eller om der skulle sættes fuld skrue på kemoen med det samme. Jeg valgte det sidste. Jeg kunne ikke have den der fornemmelse af, at jeg havde cancer helt oppe ved hovedet. Det var som om, det var ved at kvæle mig, så det kunne kun gå for langsomt. Det var op til en weekend, og de dage var ikke rare. Når jeg ser tilbage på det i dag, så har jeg faktisk været ret god til at være syg. Jeg har hele tiden haft min psyke med mig og været stærk, også selvom jeg faktisk var meget syg og svækket. Inden jeg fik anden omgang kemo, nåede min krop at komme sig, og jeg kunne mærke, at min krop fungerede fint. Jeg spiste godt og fik motion. Gik lange ture hver dag og blev ved med at have et socialt liv. Jeg var god til at tage vare på mig selv og var aldrig bange for, at min krop var gået helt i stykker.  Efter fire hårde omgange kemo fik jeg valget, om jeg vil slutte med behandlingen, og det gjorde jeg. Der kom min unge alder mig til gode, og det var en god beslutning. Det sværeste var nok, at vi måtte afbryde fertilitetsbehandlingen, vi var midt i. Jeg har haft tanker om, hvad konsekvensen af sygdommen og behandlingen vil være om fx 10 år. Man går ikke igennem kemo og strålebehandling uden mén, men jeg må sige, at det er meget begrænset, hvilke spor det har sat sig – indtil videre. Men jeg har altså født to børn siden da. Og det selvom udsigterne – ifølge lægerne – til, at det skulle kunne lade sig gøre, var meget dårlige. Jeg var i god form, inden jeg blev syg og havde levet sundt. Det, tror jeg, er kommet mig til gode. Jeg er glad for, at jeg ikke nåde at få børn, inden jeg blev syg. Så ville jeg have været hunderæd for at dø. Faktisk tror jeg, set i bakspejlet og helt for egen regning, at den hormonbehandling, jeg var igennem, lige inden jeg blev syg, har skubbet til kræften – på den dårlige måde.”

Omsorg og kærlighed var helt afgørende

Maja fortæller som mange andre, der har haft kræft i en ung alder, at sygdommen aldrig går helt væk. Har man haft kræft, så glemmer man det ikke igen, og sygdommen får indflydelse på, hvordan man lever sit liv.

”Min sygdom har givet mig fokus på, hvad der er vigtigt i mit liv. Det er måske det gode ved at have haft kræft, selvom det kan lyde lidt mærkeligt. Der er ting, jeg prioriterer anderledes, end jeg ellers ville have gjort. Blandt andet derfor har jeg valgt at bo i en lejebolig, hvor jeg ikke selv skal stå for noget praktisk. Det giver mig ro og overskud, og så elsker jeg at bo her midt i Svendborg.”

I modsætning til mange andre unge, der har eller har haft kræft, har Maja ikke en fornemmelse af at været gået glip af noget i den ellers dyrebare ungdomstid. Dertil var hun måske alligevel lidt for gammel. Hun blev blot sygemeldt fra sit arbejde og kom i øvrigt tilbage i dette samme job, da hun var kommet ud på den anden side.

”Jeg kan tydeligt huske, hvor dårlig jeg var i den periode, men den står ikke for mig som et sort kapitel i mit liv. Jeg kan af og til få oplevelsen af den uretfærdighed, der ofte følger med sådan en sygdom. Hvorfor mig? Og hvordan kunne det været gået, hvis jeg ikke var blevet syg? Jeg havde et forholdsvist kort sygdomsforløb og oplevede egentlig bare, at det kun gik fremad. Jeg reagerede præcis, som jeg skulle på kemobehandlingen, men det var da hårdt. Men jeg oplevede også en stor omsorg og kærlighed fra de mennesker, der var tættest på mig, og det var helt afgørende. Der var bekendtskaber, der gled ud, men mine venner var der for mig. Samtidig sidder jeg nu med en oplevelse af at være blevet klogere på livet og på, hvem jeg er. Mit liv er i dag, som jeg ønsker, det skaI være. Jeg kan ikke bestemme, hvordan verden skal være, men jeg kan vælge, hvad jeg vil være en del af.”