Fra LyLe Fokus, maj 2022:

Den 21. december 2011 fik den dengang 21-årige Monica Reese Tønnesen besked om, at hun ikke længere havde kronisk myeloid leukæmi (CML). Faktisk var hun lidt af et mirakel på det tidspunkt, for indtil da havde man anset CML for at være uhelbredelig, og blot 20 år før betød en CML-diagnose, at man i bedste fald havde fem år tilbage at leve i. Nu er der gået 11 år, og vi har talt med Monica for at høre, hvordan det er gået hende siden da.

Monica husker tydeligt den fredag i oktober 2007, hvor hun var på vej på cykel til gymnasiet i Greve. Hun var 17 år, og selvom hun asede og masede, og ligegyldig hvor hårdt hun trådte i pedalerne, var det som om, hun slet ikke kom fremad. Da hun omsider nåede frem til skolen, sortnede det for hende. Hun havde det – husker hun – som om, hun havde løbet et maraton, og måtte i al hast finde et toilet for at kaste op. 

Monica blev kun på skolen nogle få timer den fredag. Efter en weekend, hvor hun egentlig havde det ok, var hun for udmattet til at gå i skole mandag morgen og ringede til sin læge. Samme dag fik hun taget en blodprøve, der afslørede en blodprocent på seks. Blodprøven blev sendt til laboratoriet, og dagen efter blev hendes forældre (Monica var under 18 år) kontaktet med en besked om, at hun skulle indlægges i al hast. Hendes mor fortalte hende, at hun havde kronisk myeloid leukæmi. En sygdom, hun af gode grunde aldrig havde hørt om før.

I september 2009 fik Monica en knoglemarvstransplantation, og derfra gik der et år, hvor hun kæmpede med eftervirkningerne af transplantationen og med bivirkningerne af den medicin, hun nu fik. Heldigvis fik hun det gradvist bedre, og et år efter transplantationen fik hun beskeden om, at hun nu skulle starte i en ny behandling, der var direkte rettet mod hendes CML. Den skulle – lovede lægerne – medvirke til, at sygdommen kunne slås helt ned, og perspektivet var, at hun efter en periode kunne blive helt fri for medicinen. Det skete kort før jul i 2011, og Monica husker det som den bedste julegave nogensinde. Det var, fortalte hun til LyLe den gang, som om hun var en fugl, der blev sluppet ud af sit bur. Hun var rask og lidt af en sensation på det tidspunkt.

Siden er der gået 11 år, og Monica er blevet 32.

”Jeg går til kontrol på Rigshospitalet hvert andet år, men sidste gang var i 2018. I 2020 kom pandemien på tværs, og jeg har ikke hørt fra dem siden,” fortæller Monica med et ubekymret grin.

”Jeg tænker ikke på mit sygdomsforløb hver dag, men af og til. Jeg ser tilbage på en tid, hvor livet var betydeligt sværere end i dag. Jeg prøver at undgå at tænke på, at det måske kan komme tilbage. Det kan jeg ikke rigtigt rumme, og der kommer ikke noget godt ud af den slags tanker. Jeg prøver at se på den del af min historie som en parentes og tænker fremad. Det er sådan, jeg er. Men jeg tænker af og til på nogle de unge, jeg mødte på hospitalet, som jeg ikke ved, hvordan det er gået. Selv har jeg været heldig og er meget taknemmelig for det.”

”Jeg mærker faktisk intet til sygdommen i dag. Jeg har ikke nogen fysiske mén. Jeg har dog døjet med helvedesild, som måske kan forbindes med min sygdom eller behandlingen.”

Monica har efter gymnasietiden, og siden hun kom ud af sin sygdom, arbejdet som butikschef på forskellige servicestationer og er i dag på en Circle K syd for København, hvor hun holder styr på 10 medarbejdere og trives med jobbet. Når hun ikke passer vagtplaner og regnskaber, har hun en gammel drøm om måske en dag at blive fotograf. 

>> Vi skrev om Monica i LyLe Bladet i 2013 – du kan læse hendes historie her