Fra LyLe Fokus, maj 2021:

I dette interview taler vi med psykologen Dorthe Overgaard om det at blive pårørende – om de mest almindelige psykiske reaktioner, når et nært familiemedlem bliver alvorligt syg. Dorthe Overgaard er uddannet psykolog fra Århus Universitet, autoriseret og specialist i Børnepsykologi Hun har sin base i Silkeborg. Her møder hun dagligt mennesker i krise – og blandt dem også patienter og pårørende. 

”Livet som pårørende starter for de fleste som en uoverskuelig krise. Med kort varsel er den verden, man kendte – den forholdsvis trygge og forudsigelige hverdag, man levede i – forandret. Med et slag er hverdagen præget af farer, trusler, angst og et usikkert fremtidsperspektiv. Planer og drømme om, hvad der skal ske i de kommende måneder og år, falder til jorden. Sygdom medfører uvægerligt store forandringer – forandringer, man vel at mærke ikke selv har inviteret til. Hele ens system kan gå i alarmberedskab,” forklarer Dorthe Overgaard.

”Men reaktionerne på pludselig sygdom hos fx en ægtefælle kan være meget forskellige og afhængige af, hvem man er som menneske og naturligvis også af, hvad det er for en sygdom, man står overfor. Er det kræft bliver mange rystet. Ikke mindst fordi tankerne om måske at blive efterladt, melder sig. Det er ikke unormalt, at man kan opleve, at man i den første periode får flere kræfter end man plejer. Man går i ’action mode’, søger information, prøver at få overblik, er med til alle møder på hospitalet, forsøger at se lidt optimistisk på det hele, og få en eller anden grad af kontrol over situationen. Man tager kampen op, og ofte kommer reaktioner som afmagtsfølelse, kontroltab og opgivelse først i anden række.”

Er der forskel på, hvordan mænd og kvinder reagerer?

”Vi reagerer meget forskelligt på sygdom uanset køn, men der kan også være mønstre, som kan hænge sammen med både køn og kultur.  Spørgsmålet får mig til at tænke på et par, der kom til mig, som måske siger lidt om det. Han var 63 år, og hun lidt yngre. Det var ham, der var blevet syg af kræft, men det var tydeligvis hende, der havde taget initiativ til, at han skulle til psykolog. Selvom der var tale om individuelle samtaler, var hun med hver gang. Man kunne synes, at han var gammel nok til at komme alene. Men det var hende, der havde en idé om, at det kunne hjælpe ham at tale med mig, og som måske også havde en tanke om, at det kunne styrke deres indbyrdes samtale om hans sygdom og de konsekvenser, den ville få. Hendes intention var, at hun gerne ville være med på en lytter og ikke sige så meget, men helt sådan blev det ikke. Det var hende, der så at sige havde ordforrådet. Hun fortalte om det, de havde været igennem, mens han mest sad og nikkede. Flere gange opfordrede han hende til at forklare et eller andet, han syntes, jeg skulle vide. Det var nyt for ham at tale om disse ting, mens hun, der havde været i plejesektoren i mange år, havde et sprog i forvejen. Derhjemme havde de en klassisk arbejdsdeling, hvor han tog sig af det mere praktiske, mens hun i højere grad var den, der havde været vant til at drage omsorg for familien.”

”Parret kan ses som et billede på, at det for kvinder nogle gange kan være nemmere at tale om det, der er svært. De kan så at sige være mere trænet i den disciplin end deres ægtemænd. Det er her vigtigt at finde en vej, hvor der både er plads til at få talt om det svære – men også at man er opmærksom på, at give plads til pauser og andre mestringsstrategier, der tilskynder til aktiviteter og praktiske gøremål. En mand i terapien formulerede, at ” jo mere vi snakker om det, jo mere styrer det vores liv, og at al den snak hjælper jo ikke på det hele.”  

”Opgaven for mange patienter og pårørende er her som nævnt at finde en balance i behovet for at tale om det, der er svært. Det er vigtigt, at man kender hinandens behov