Fra LyLe Fokus, maj 2020:
Som lymfekræftpatient tilhører man nærmest per definition gruppen af særligt udsatte. Derfor har vi spurgt fire patienter, hvordan de tackler hverdagen, mens coronaen florerer.
Gurli Irene Hougesen
“Jeg fik diagnosen i 2016, og sygdommen var i et sent stadie, da den blev kendt. I dag er jeg i kontrolforløb og er sygdomsfri, men med senfølger efter kemobehandlingen. Jeg har også nogle lungeproblemer, der gør, at jeg helst ikke skal have virussen og derfor skal passe ekstra på.
Min mand og jeg er i vores sommerhus, der ligger forholdsvis isoleret. Han er tømrer og går på arbejde, men det kan gøres forsvarligt.
Vi er kede af det i forhold til børn og børnebørn – dem tør vi ikke se, og vi savner dem vildt. Til gengæld får jeg en masse frisk luft, cykler, går ture og læser for første gang i lang tid. Jeg køber ind i nærheden af sommerhuset, hvor der ikke kommer mange mennesker. Det føles trygt nok.
Men mit humør svinger utroligt. Jeg er splittet mellem lysten til at se andre mennesker og angsten for at blive syg. Det er meget uvirkeligt alt sammen, og vi kender ikke nogen, der har været syge. På den måde er det langt væk, men samtidig alvorligt. Jeg prøver at holde humøret højt og få lidt vind i ansigtet.”
Benedicte Sebbelov
“Alting står jo stille, men det er ikke sådan, at jeg bare kan læne mig tilbage og holde ferie. Der følger noget bekymring med, for selvfølgelige er jeg angst for at blive smittet. Jeg har min egen virksomhed, hvor jeg importerer gastronomiske specialiteter fra Sydeuropa, men det indebærer ikke, at jeg er meget ude omkring. Det meste kan klares på telefon.
Min sidste kemo var i oktober, og jeg er begyndt at ligne mig selv igen og få lidt mere overskud. Jeg har fået at vide, at jeg er kræftfri. Min første kontrol i marts blev aflyst, men til gengæld havde jeg en telefon-samtale, og der lød beskeden, at mit immunforsvar gerne skulle være på normalt niveau igen.
Jeg er så heldig at have en meget omsorgsfuld kæreste, der arbejder hjemme lige nu. Jeg har faktisk ikke brug for at kom ud, hvor jeg skal passe meget på. Når vi har været ude, har vi selvfølgelige taget de nødvendige forholdsregler uden at være ekstreme. Vi bor tæt på naturen her ved Silkeborg og har været gode til gå ture, selvom der har været lidt trængsel på stierne. Det, jeg savner mest, er at kunne invitere familie og venner eller besøge dem.”
Poul Eigil Rasmussen
“Det, vi savner allermest, er børnebørnene. Det er svært at skulle undvære dem. Normalt har vi dem ofte her, henter dem i børnehaven og den slags. Det har der ikke været noget af, siden Danmark lukkede ned.
Min lymfekræft er i ro, hvis den stadig er der, og jeg går til kontrol, men jeg mærker ikke noget til sygdommen. Mette og jeg har været i fuldstændig isolation siden 11. marts. Vi er begge i den gruppe, der skal passe på, og har kun meget begrænset besøg. Det er ude i haven og på to meters afstand. Indkøb og den slags står jeg for, og det har jeg det fint med. Jeg synes egentlig ikke, vi er angste, for vi gør alle de rigtige ting.
Det største problem – hvis man kan tale om det, for vi er jo heldige, at vi har hinanden, at vi ikke har økonomiske problemer og den slags – det er tabet af alle de sociale aktiviteter. Jeg er vant til at gå til svømning tre gange om ugen med efterfølgende kaffe og snak. Det er væk sammen med koret, netværksgruppen i LyLe og mit tyskkursus. Min kalender er tom, og det har den været i lang tid. Udfordringen er mere på det psykiske plan. Det gælder om at bevare en struktur på hverdagen, komme ud af sengen og ikke bare lade dagen forsvinde umærket hen.
Vi skal passe på, at vi ikke blive syge af inaktivitet, så vi gør, hvad vi kan, for at forhindre netop det: Vi går ture og tager bilen ud til steder, hvor vi ikke kommer så tit. Heldigvis tyder meget på, at det går i den rigtige retning, og det er en trøst – selvom der sikkert er mange ting, vi ikke kommer til at gøre i lang tid fremover.”
Ester Seberg
“Situationen påvirker mig enormt. Ikke så meget på grund af min lymfekræft. Jeg har en del helbredsskavanker at slås med, men klager ikke. Jeg er en stædig rad, der altid kigger efter lyspunkterne. Jeg blev alene for 12 år siden efter mange års ægteskab og måtte flytte fra vores store hus. Jeg savner stadig min mand ind i mellem. Jeg fik kræft i 2013 næsten samtidig med at jeg fik pacemaker, nye knæ m.m. Jeg har flere typer gigt og måtte stoppe med at arbejde, da jeg var 40 år, slidt op.
Jeg har heldigvis en fantastik vennekreds, en veninde jeg har haft i 65 år, en søn og en datter og et barnebarn, og jeg har fundet en sød ven. Min datter bor fem minutter herfra, og hun indskærpede fra starten, at jeg skal passe på. Jeg har stort set ikke været uden for en dør.
Det værste er nok, at jeg er meget træt og har svært ved at tabe mig, som jeg egentlig burde. Jeg kan ikke få den motion, jeg gerne vil. Andre kræftpatienter taber sig, men jeg tog på. Jeg er ikke som alle andre.”
I morgen kommer min læges sekretær for at tage den årlige samtale med mig. Det er den første person, der kommer inden for min dør i seks uger – ud over min ven. Det er min datter, der handler ind for mig, og hun stiller tingene uden for døren. Det er så mærkeligt, men heldigvis har jeg min telefon, og jeg synes da også, der er et lys for enden af tunnelen nu.