Fra LyLe Nyt, september 2018:

Den første torsdag i august tog vi i Aalbroggruppen på heldags-udflugt i det naturskønne Mariager Fjord-område.

Gruppen på 23 personer var klar til at komme ud på oplevelser med veterantog fra rosernes by, Mariager, gennem noget af Danmarks smukkeste natur til Handest, hvor der i et autentisk stationsmiljø fra 1927 er indrettet kiosk med mulighed for at købe kaffe, sodavand og gamle jernbanesouvenirs.

Herfra blev vi med moderne bus fragtet til vikingebyen Hobro, hvor bussen satte os af på havneområdet – klar til senere at gå ombord på ‘hjuldamperen’ Svanen.

Frokosten blev indtaget på cafe K, som ligger lige ud til Mariager Fjord. Her var dækket smukt op med hvide duge og stofservietter, og maden var en rigtigt god oplevelse. Stor ros til kokken på cafeen.

Efter et par timer så vi Svanen dukke op ved kajen. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og humøret var højt, da vi i den smukke eftermiddag sejlede ud af havnen i Hobro.

Der ventede os en storslået og uforglemmelig oplevelse. Som et bredt, blåt bånd bugter den smukke fjord sig fra Hobro til Mariager. Vi passerede det charmerende fiskerleje Stinesminde, de smukke Bramslev Bakker, så skove, søer og lystbådehavne – alt imens snakken gik under den strålende sol.

Ved ankomsten tilbage i Mariager nød vi den sidste time på torvet midt i byen. Torvet er omgivet af gamle, smukke bygninger, og midt i det hele er der en skøn iskiosk. Her nød vi en is og fik sagt farvel. Alle var enige om, at dagen var gået godt, og at vi endnu en gang kan sige LyLe tak for økonomisk støtte til en glædelig oplevelse, som styrker fællesskabet og samværet i vores netværksgruppe i Aalborg.

Har du også lyst til at være en del af gruppen, er du altid velkommen – du kan læse mere på lyle.dk eller du kan ringe eller skrive til os (se mere næste side).

Bente Lundsgaard og Hanne Gerges
Tovholdere i Aalborggruppen