Fra LyLe Fokus, november 2021:

Som 16-årig fik Gert Rune amputeret sit venstre ben. I dag er han forfatter og rejsende i inspirerende, underholdende og livskloge foredrag om, hvordan man kan gøre positiv motivation til drivkraften i sit liv. At han mistede et ben var naturligvis en katastrofe, men med sin mors insisteren og hjælp fra en svømmeklub fik han ændret sin livsbane. I dag er han – hvor utroligt det end kan lyde – glad for benet, der ikke er der, og i øvrigt den første dansker, der har gennemført en ironman på ét ben.

Vi kender det alle sammen: Livet er fuldt af op og nedture. Som en rutsjebane. Lige så smukt og frydefuldt det kan være, lige så tungt og uoverskueligt kan det være, når vi af en eller anden grund rammer bunden. Kunsten er at komme op igen, hvis vi er blevet deprimerede, angste eller kede af det, og nogle gange har vi brug for hjælp, støtte og inspiration for at komme på ret kurs.   

Det kan Gert Rune om nogen tale med om, og derfor var han inviteret til at holde foredrag ved LyLes temamøde den 25. september i Aalborg. Det blev en forbløffende, rystende, smittende og lattervækkende oplevelse.

Jeg anede ikke, hvad en tumor var

Da Gert var 16 år, fastslog lægerne på Esbjerg Sygehus, at den bule, han havde ved knæskallen på venstre ben, var en kræftsvulst. Fra den ene dag til den anden var den indtil da helt almindelige og ubekymrede skoledreng ramt af en livsændrende tragedie, der var ubegribelig for ham selv og forfærdende for hans forældre. Vi er i foråret 1986, og Gert går i niende klasse.

”I begyndelsen anede jeg ikke, hvad der foregik, og hvad der var galt. Jeg havde aldrig brækket så meget som en lillefinger, så jeg havde ikke været på hospitalet før bortset fra nogle besøg. Det var en fremmed og skræmmende verden. Jeg havde ikke mærket kræften på noget tidspunkt og havde løbet og gået normalt op til da. Efter en masse scanninger, røntgenbilleder og blodprøver blev jeg sendt videre til ortopædisk hospital i Aarhus. Der fortalte lægen om en tumor, og jeg anede ikke, hvad en tumor var. Den gang vidste børn ikke, hvad kræft var,” fortæller Gert.

To dage senere blev han kørt ned på operationsbordet og bedøvet. Han vågnede først næste morgen. I første omgang handlede det om at få konstateret, hvad det var, om det var kræft og hvilken slags. Budskabet lød fra morgenstunden, at han ville få besked ud på eftermiddagen.

Du kan se hele Gerts underholdende og tankevækkende foredrag fra LyLes temadag på lyle.dk/videoer. Gert Runes bog ‘Fra knoglekræft til ironman’ kan købes i boghandler og online.

Overlægens kittel var lige så hvid som hans ansigtsfarve

”Jeg lå på en enestue. Min mor og far gik nervøst rundt om sig selv, men der var helt stille. Selv havde jeg ingen anelse om, hvad der foregik, men jeg mærkede mine forældres intense bekymring. De er vestjyder, og svære følelser er ikke noget, man snakker om. Pludselig sprang døren op, og en overlæge, hvis ansigtsfarve var lige så hvid som hans kittel, kom ind. Bag efter ham fulgte en stor mand med et kæmpe krøllet, gråt hår og sygekassebriller. Han var professor, chefen og klog,” fortæller Gert, mens han støttet til sin krykke og uden protese jonglerer en termokande og to kaffekopper ned på sofabordet, hvor vi sidder.

Gert havde knoglecancer, fortalte professoren. I første omgang håbede de at kunne redde benet med kemoterapi. I modsat fald kunne amputation komme på tale. Kræften havde allerede taget 12 cm af lårbenet. Det var første gang nogensinde, Gert så sin far græde. Selv anede han ikke, hvad der foregik.

”Kemoterapien, der strakte sig over fire uger, var et helvede på jord,” husker Gert. ”De første 12 timer kastede jeg op mindst 50 gange. Den dag i dag står oplevelsen krystalklart i mit hoved. Den første uge lavede jeg ikke andet end at sove og kaste op og spiste intet. Efter tre uger blev hverdagen mere normal, og efter fire uger var jeg tilbage i skolen, hvor der ventede et par mundtlige eksaminer. Det gik godt. ’Knægten’ havde pæren i orden. Jeg har altid været forrygende til matematik,” fortæller Gert med et smil. Efter eksamen ventede mere af den brutale kemoterapi. 

Efter kemoterapien skulle Gert på hospitalet igen. Det var en mandag eftermiddag, og hans mor var med. Gert var lettet ved tanken om, at det nu var overstået. Her mødte de overlægen igen, der om muligt så endnu mere kridhvid ud i ansigtet end første gang. Svulsten var ikke blevet mindre, og benet måtte skæres af. Onsdag var dagen, hvor det skulle det ske.

”Mit liv faldt sammen. Hvad kan man med kun et ben? Ingenting. Sidde i en kørestol? Der blev ikke sagt så meget, men næste dag kom en fysioterapeut og fortalte, at jeg kunne få en protese og et normalt liv. Uanset hvad lægerne sagde, tror jeg, mine forældre først og fremmest var bange for at miste mig, men der blev fortsat ikke sagt så meget. Det må have været vanvittigt hårdt for dem også.”

Onsdag blev benet skåret af 

”Min far var der, da jeg vågnede. Han holdt mig i hånden og sagde, at det nok skulle gå. Jeg kunne mærke den fod, der ikke længere var der, og se, at mit ben var væk, men smerterne var ikke så slemme. Det bedste var, at kræften nu var væk. Jeg var indlagt i tre uger, mens såret groede sammen, og tankerne for gennem mit hoved. Det var svært at se meningen med det hele, for hvordan skulle det gå mig? Kunne jeg få en kæreste og et arbejde? Det virkede ikke sandsynligt.”

Det var rart at komme hjem, husker Gert. Efter 10 dage var han oppe på krykker. Det gik nogenlunde indtil den dag, hvor hans mor fortalte, at nu skulle han i skole igen. Det var blevet oktober, og det virkede urealistisk. 

”Havde de slet ikke set, hvordan jeg så ud? Jeg husker tydeligt, da jeg stod ud af bilen med to krykker og ét ben. De andre børn kiggede på mig, som var jeg Frankenstein, da jeg gik gennem skolegården. Jeg skulle starte i 10. klasse, og der var en lyserød elefant i klasselokalet. Ingen, heller ikke lærerne, snakkede om det. Jeg følte mig ensom og anderledes. Efter tre måneder var alle mine kammeraterne væk med undtagelse af en fra parallelklassen, der var kommet over i min klasse. Han tog mig, som jeg var, og vi blev venner. Derhjemme forsvandt jeg ind i fjernsynet og computeren.”

Der flød med løse arme og ben

I foråret 1987 fandt min mor ud af, at der findes en handicapsvømmeklub i Ribe, og jeg blev meldt ind. 

”Jeg havde ingen idé om, hvad det var, der ventede, men da jeg første gang åbnede døren ind til omklædningsrummet, flød det med løse arme og ben. Det var mærkeligt, for jeg troede, jeg var den eneste i verden, der manglede et ben.”

I svømmeklubben oplevede Gert for første gang at være en del af et fællesskab, og det blev et vendepunkt. Det var ikke uden modstand, men hans nye svømmetræner var en ung og – som Gert tydeligt husker det – guddommeligt smuk pige, man ikke kunne sige nej til. Derfra gik det stærkt.

Et år senere var Gert med i den første svømmekonkurrence. Da ideen om at deltage i en konkurrence blev introduceret, var han umiddelbart afvisende, men det kunne hans smukke svømmetræner nemt ændre på. Gert var den eneste i sin klasse, så han kunne notere sig for en nem sejr. Næste stop var et DM, hvor Gert fik konkurrence og vandt. Han havde fundet noget, som han faktisk var god til. Motivationen var i top, og den voksede. 

I de følgende år gik Gerts sin sejrsgang og vandt mere og mere, og som 19-årig kom han på handicap-svømmelandsholdet og både til EM, VM og det største – handicap-OL. Svømning var blevet hans liv.

Efter OL fik Gert job hos Mærsk i København og i Hamborg, hvor han knoklede i syv år, inden han sagde jobbet op og startede som selvstændig. I de efterfølgende år var han med til at starte seks virksomheder inden for både produktion og handel, alt imens han var aktiv i en triatlonklub i Kolding. Senere tog han en  coach-uddannelse og drev et vikarbureau. I 2009 startede han som konsulent og foredragsholder.

Ud af den sorte plastiksæk

På et tidspunkt blev Gert spurgt, om han ville deltage i et triatlon-stævne på et tremands-team, hvor han skulle tage sig af svømningen, mens de andre skulle løbe og cykle. Den oplevelse satte gang i en vanvittig idé i hovedet på Gert – en idé, der voksede til, at han besluttede at forsøge at blive den først etbenede dansker, der har gennemført en ironman.  En helt igennem vanvittig idé.

Det skete den 14. august 2011. Gert var 12 timer og 54 minutter om at gennemføre og blev nummer 1.234 ud af 1.737 deltagere. Alle andre havde to arme og to ben.

”Forud for løbet havde jeg hverken cyklet eller løbet i 25 år. For at gennemføre cykeldelen måtte jeg opfinde en cykel, hvor man kunne bruge sine arme og ét ben. Det voldte en del tekniske kvaler. Jeg svømmede 3,8 kilometer med mine arme, cyklede 180 kilometer med mine arme og ’løb’ 42 kilometer i kørestole med armene. Det var muskler, der ville noget. I dag ser jeg fortsat min ironman som kulminationen på min historie,” fortæller Gert.

Gerts liv har siden hans teenageår krævet, at han tog de udfordringer op, der kom til ham. Både de positive og de negative. Sejren over kræften, der kostede et ben, var starten. Sygdommen kunne have kostet ham livet, men sådan skulle det altså ikke være.

”Ofte har jeg haft en følelse af at få trukket en sort plastikpose ned over hovedet, ned over mine skuldre og krop,” skriver Gert i sin bog fra ’Knoglekræft til ironman’. ”Den sorte plastiksæk er et billede på de udfordringer, som er kommet på tværs af mit liv. Som har overtaget det og gjort mig handlingslammet. Pacificeret mig. Ingen kunne hjælpe mig ud af det fængslende mørke. Hver eneste gang har jeg været tvunget til selv at tage det første skridt ud i det fri. Men jeg er brudt ud.”

Den sorte plastiksæk er stadig en del af Gerts liv. Han har den for det meste i lommen, men af og til kommer den op, og en sjælden gang ryger den over hovedet igen. 

Heldigvis har Gert udviklet en række redskaber til at overvinde sækken og mørket. Det er dem, han deler ud af i sin bog og har delt ud af i de mere end 700 foredrag, han har holdt for bl.a. virksomheder og patientforeninger.

Jeg tror på, at udfordringer i livet er gaver, der gør os stærkere

Set i bakspejlet er det udfordringerne, der har skabt Gerts liv. 

”Det er igennem udfordringer, vi udvikler os som mennesker. Min kræftsygdom og amputationen af mit  ben blev ikke begyndelsen til enden. Det blev begyndelsen på min mentale rejse frem imod accepten af mig selv som menneske. Selvfølgelig er der mange, der har støttet mig på min rejse, og de skal have tak, men jeg bliver også nødt til at sige tak for udfordringen,” slutter Gert.