Fra LyLe Fokus, oktober 2023:

Jim Chalmers er 78 år, oprindeligt fra Edinburgh, pensioneret geofysiker, friluftsmenneske og gift med Anne, der er biolog. I 2019 fik han kronisk myeloid leukæmi (CML), men i dag hører han til de heldige, der ikke længere behøver at tage medicin for sin sygdom. Før det kom dertil, skulle han igennem et behandlingsforløb, der mildest talt ikke gik efter bogen. Han og Anne opdagede at hans krop ikke tolererede den normale dosis af medicinen mod CML og at den stofskiftemedicin, han har fået i årevis, kom i konflikt med det lægemiddel, der er hjørnestenen i behandlingen af CML.

Det meste af sit professionelle liv har Jim Chalmers arbejdet som geofysiker i og omkring olieindustrien og mest i Skotland, Norge og Danmark.  I mange år arbejdede han for De Nationale Geologiske Undersøgelser For Danmark og Grønland (GEUS). Som 62-årig gik han på pension, men er i dag fortsat knyttet til GEUS, hvor han forsker med status af emeritus.

For fire år siden fik Jim konstateret CML. Forud var gået et halvt år med en tiltagende træthed. Hans sygdom blev, som det ofte er tilfældet med leukæmi, opdaget på grund af helbredsudfordringer, der ikke umiddelbart kunne forbindes med blodkræft. En morgen vågnede Jim op med en foruroligende lammelse i venstre arm, der efter en konsultation hos hans egen læge i al hast bragte ham til en scanning på Gentofte Hospital. Mistanken var, at han kunne være ramt af en blodprop i hjernen, men det var kun en forbigående blodprop, og lammelsen forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var kommet. Det var ved den lejlighed, han fik taget en blodprøve, som viste noget ’mærkeligt’ og gav mistanke om en alvorlig infektion. Samme eftermiddag lød budskabet, at han havde blodkræft – CML – og næste morgen gik turen mod den hæmatologiske afdeling på Herlev Hospital, hvor mistanken om CML blev bekræftet.

Jeg troede, det var sidste gang, jeg så ham i live

”Jeg blev hurtigt sat i behandling med imatinib, en såkaldt TKI*, men tre uger senere, under et familietræf i Jylland, fik jeg høj feber,” mindes Jim. ”Det var en dejlig, solrig eftermiddag, og vi befandt os på en campingplads. Noget var helt galt, og næste morgen kørte vi direkte til Herlev Hospital, hvor jeg i forvejen havde en aftale. Nogenlunde samtidigt begyndte jeg at udvikle et alvorligt udslæt. Lægerne mistænkte, at jeg havde en infektion, og jeg blev sat i behandling med intravenøs antibiotika og indlagt.”

”Jeg kom næste morgen,” fortæller Anne. ”Jim havde ansvaret for et orienteringsløb den eftermiddag. Det har i mange år været vores fælles passion, men det, der mødte mig på sygehuset, var en gammel mand med et hævet ansigt, der fik mig til at tænke, at det var sidste gang, jeg så ham i live. Det var ikke morsomt, men jeg tog afsted for at tage mig af orienteringsløbet. Da jeg kom igen næste morgen, var han lidt mere levende, men stadig meget sløj.”

Næste dag opfordrede Anne til, at Jim kom til en hudlæge for at få nogle til at se på hans udslæt. Derpå blev de sendt til Hudafdelingen på Gentofte Sygehus, hvor et større antal læger tilså ham og konkluderede, at der måtte være tale om en sjælden og meget alvorlig reaktion på behandlingen med imatinib. Samtidig var hans levertal så ekstremt forhøjet, at han var i livsfare. Imatinib-behandlingen blev omgående stoppet, og i stedet fik han Prednisolon (binyrebarkhormon) i høje doser, og det gav bedring. Den behandling stod på nogle måneder.

Jim havde – inden han fik CML – to autoimmune sygdomme, som han var i behandling for: Hashimoto’s sygdom (som betyder at hans skjoldbruskkirtel blev gradvist nedbrudt af kroppens eget immunforsvar ) og en meget mild psoriasis.

Efter nogle uger startede Jim på CML-behandlingen dasatinib (100 mg), der umiddelbart havde en god virkning på hans leukæmi, men som efter nogen tid igen udløste en overvældende træthed, der betød, at han knapt kunne gå, og oven i det fik han voldsom diarré og igen hududslæt; denne gang ikke så slemt som den han fik med imatinib. Alle fænomener er kendte bivirkninger ved dasatinib.

På jagt i den videnskabelige litteratur

”Vi vendte naturligvis disse bivirkninger med hæmatologen, som dog ikke havde nogen forklaringer på, hvad der var på spil i kroppen. I stedet begyndte vi på egen hånd at sætte os ind i litteraturen omkring tyrosinkinasehæmmere, og hvordan de nedbrydes i kroppen. Alt sammen for at se, om vi kunne finde en forklaring på de overvældende symptomer, jeg og andre CML patienter oplever. Jeg er jo forsker, og Anne er biolog, så vi har nem online adgang til videnskabelige artikler på Det Kongelige Bibliotek og er vant til at læse den slags. Det førte – sammen med en gentest, som jeg selv tog initiativ til og selv betalte for – til den opdagelse, at min genetik betød, at nedbrydningen af dasatinib i  leveren skete meget  langsommere end normalt, og at dasatinib også delvis blokerer min stofskiftemedicin. Vi havde altså efter alt at dømme fundet en mulig forklaring på den overvældende træthed, jeg og andre CML-patienter oplever. I praksis betød det, at jeg skruede meget op for doserne af min stofskiftemedicin, og dermed forsvandt min træthed stort set,” fortæller Jim. Men der kom et nyt problem; en svær hoste. En undersøgelse viste at Jim havde meget store mængder væske i pleuraene – den tynde bindevævshinde som omslutter lungerne. Ny forskning har vist, at dasatinbib kan give højt blodtryk i lungerne, og dermed presses væske ud af lungerne, og ud i pleura. Det førte til, at han i første omgang helt ophørte  med at tage dasatinib og derefter blev sat ned til 70 mg, men med samme resultat.

Jim’s opdagelser i den videnskabelig litteratur fik ham til at skrive til sin hæmatolog på Herlev Hospital, og det førte til et noget overraskende sammenstød mellem de to. Hæmatolgen mente ikke, at Jim havde tillid til hende, og resultatet blev, at han fik en ny hæmatolog.

”Jeg var godt nok overrasket over den udvikling. Min hensigt var egentlig bare – som forsker – at gøre opmærksom på et problem, der tilsyneladende ikke var kendskab til hos lægerne, så jeg var målløs over hendes reaktion,” fortæller Jim.

Jim snakkede naturligvis med sin nye læge om det, han havde fundet ud af, og det kom på tale eventuelt at skifte fra dasatinib til bosutinib, men Jim vidste, at netop det enzym, som udløste problemet, også  nedbryder bosutinib. Af produktresumeet til dasatinib fremgår det, havde Jim læst, at hvis man havde den type reaktion, han oplevede, skulle man nedsætte den daglige dosis fra 100 mg til 20 mg.

De 20 mg dasatinib  havde fortsat så god effekt , at han i januar i år kunne ophøre med at tage behandlingen. Siden da har han ikke haft behov for medicin mod sin CML. Sideløbende har han også nedsat doserne af sin stofskiftemedicin, så han nu er på normal-dosis.

Tilbage i skoven

Jim har det fint i dag, og Anne siger med et grin, at han bliver yngre for hver dag. Det afspejler sig også i, at han nu er begyndt at løbe orienteringsløb igen. I år har han deltaget i Danmarksmesterskabet, hvor han med egne ord ikke var helt dårlig. I sommer var de to – som så mange gange før – på vandretur i de norske fjelde.

”Nu hvor Jim er 78 år, oplever han, at hans styrke kommer tilbage, til hvor han var, før han fik CML. Jeg tror faktisk, han er i betydeligt bedre form end de fleste af sine jævnaldrende. Vi ved, at der er en risiko for, at hans CML vender tilbage, og at det kan blive nødvendigt at gå tilbage til medicinen igen. Men jo længere tid, der går, jo større er sandsynligheden for, at det ikke sker ”, fortæller Anne.

”Set i bakspejlet er jeg meget taknemmelig for Annes nysgerrighed og indsigt, når det gælder om at forstå de mekanismer, der gjorde mit liv som CML-patient særligt vanskeligt. Jeg havde aldrig fået denne vigtige indsigt i min sygdom om samspillet mellem TKI’er og stofskiftemedicin uden hende, og havde muligvis ikke overlevet sygdommen,” slutter Jim.

Ud over at være biolog har Anne, der har døjet med migræne en stor del af sit liv, været formand for patientforeningen Migræne Danmark i en årrække. Hun er i dag patientrepræsentant i Fagudvalget vedr. migræne under Medicinrådet og har i øvrigt ikke længere migræne.

*Hvad er en tyrosinkinasehæmmer? En tyrosinkinasehæmmer (TKI) er en type medicin, der bruges til at behandle visse typer kræft, herunder CML. Tyrosinkinaser er en gruppe enzymer, der spiller en vigtig rolle i cellevækst og deling. Nogle gange kan mutationer eller overaktivitet af tyrosinkinaser føre til ukontrolleret vækst af kræftceller.  Tyrosinkinasehæmmere virker ved at blokere aktiviteten af disse enzymer.