Fra LyLe Fokus, november 2021:

Mona Muusmann Petersen er på mange måder et usædvanligt menneske. Og så måske alligevel ikke. Hun har arbejdet i en bank i mange år, hvilket jo ikke er opsigtsvækkende. Så er hun er skilt, som jo heller ikke ligefrem er sjældent, og endelig har hun haft kræft, som jo desværre heller ikke er ualmindeligt. Dér, hvor hun nok skiller sig ud i særlig grad, er, når det gælder hendes måde at leve med sin kræftsygdom på.

Mona har på mange måder haft et godt og almindeligt liv med mand, børn, børnebørn og et job, hun holdt af. Når det er sagt, har hun godt nok også oplevet modvind. Stiv modvind endda med et opslidende ægteskab, en skilsmisse og kræft i tre omgange. I dag – i en alder af 65 – er hun en efterspurgt oplægsholder og inspirator med fokus på, hvordan man kommer op af det ’sorte hul’ efter en kræftdiagnose. Og hun ved, hvad hun taler om. Mona har haft brystkræft af to omgange og senest den yderst sjældne blindtarmskræft. Vi mødte hende i hendes dejlige hjem omgivet af engle og efterårsgrønne marker i Kelstrup syd for Haderslev.

Mona fik brystkræft første gang i 1994 som 38-årig og anden gang som 54-årig i 2009. Kræften i blindtarmen blev opdaget i december 2013 efter talrige opslidende undersøgelser. En sygdom, der fra starten tegnede så alvorlig, at hun reelt var opgivet og overladt til en livsforlængende kemobehandling, som hun blev ’hundesyg’ af.   

Det sorte hul

”Da jeg kom hjem efter den omgang, satte jeg mig i sofaen med tæppet over hovedet og gjorde ingenting. Så kom min søster heldigvis forbi. Hun har fulgt mig i tykt og tyndt, og sagde ’det hjælper ikke noget, at du sidder der’, og det havde hun naturligvis ret i. Jeg henvendte mig derfor til Kræftens Bekæmpelse, hvor jeg fik kontakt med en psykolog. Hun spurgte mig, hvad det var, der var nede i det sorte hul, som jeg var så bange for. Det gik jeg hjem og tænkte over, og det var naturligvis mange ting. Svære ting som døden og det, at jeg skulle tage afsked men mine børn og børnebørn.”

“Det tog mig otte måneder at få de ting på plads, så godt som det nu er muligt. Jeg nåede frem til en erkendelse af, at jeg muligvis ikke skulle være her så længe, men at jeg ville have det godt, så længe det varede. Det store spørgsmål var selvfølgelig, hvordan jeg kunne få det godt, men jeg vidste, at det ikke mindst handlede om min familie.”

Mona var i mange år gift med ham, hun mødte som 15-årig. De blev skilt, da hun var 55 år. Skilsmissen blev starten til en roligere tilværelse i hendes nye hus, hvor hun kunne lægge en masse bekymringer fra sig og gradvist få styr på sit liv.

”Jeg har hele tiden haft stor tillid til sundhedssystemet og hospitalet og taget imod al den behandling, jeg er blevet tilbudt, men samtidig har jeg haft brug for at søge til den alternative verden. Jeg fik ni meget ubehagelige kemobehandlinger for otte år siden. Den satte kræften i stå, så der i dag ikke har været nogen udvikling i sygdommen siden. Men da jeg var færdig med behandlingen, måtte jeg have en masse opsparet bitterhed ud af mit hoved, og til det søgte jeg hjælp hos en hypnoterapeut. Det viste sig at være fint. I mit hoved hænger krop, psyke og sjæl sammen og mit helbred er afhængigt af, at jeg har styr på alle tre. Det hjalp ikke mindst hypnoterapeuten mig med at få.” 

Min skytsengel

Mona har også brugt og bruger fortsat en psykolog og har også opsøgt en præst for at finde svar på mere eksistentielle spørgsmål, men at nå derhen har i sig selv været en rejse. Mona arbejdede i mange år som landbrugsrådgiver i en bank – en verden, hvor to plus to altid er fire. Men trods den meget materielle verden var det faktisk en kollega i banken, der inspirerede hende til at gå til en kinesiolog. Det blev en oplevelse, der kom til at sætte et stærkt præg på Monas syn på sig selv og hendes sygdom, og som også åbnede op for en mere spirituel tilgang til livet. 

”Jeg er bankmand (m/k) og ærke-sønderjyde og kom ind i kræftverdenen uden nogen form for viden om den alternative verden. Derfor var det også grænseoverskridende, da kinesiologen fortalte mig, at hun havde fundet min skytsengel. Sådan en vidste jeg ikke, jeg havde, og jeg kunne selvfølge bare ryste på hovedet af hende, men da jeg lå der på hendes briks, kunne jeg mærke en varme, der bredte sig i min krop, og jeg fik en oplevelse af ikke at være alene i verden. Jeg havde en skytsengel, blev jeg klar over, der havde en hånd i ryggen på mig, og som hjalp mig. Det var en stor trøst, og i dag har jeg jævnligt samtaler med skytsenglen og har huset fuldt af engle. Jeg er ikke mere religiøs end de fleste på den traditionelle måde og kommer kun i kirken, når jeg skal. I tidens løb har jeg dog talt med flere præster og fået mange visdomsord og hjælp med på vejen.”

Patient- og pårørenderådet blev en fantastisk rejse

”Jeg er ikke begrænset af den traditionelle videnskabs fokus på evidens og den slags. Hvis jeg kan mærke, at noget kan hjælpe mig, så går jeg ad den vej. Jeg har lært mig at stole på min intuition. Det er min frihed, og det er noget, der er vokset i mig som en lille gave i mit sygdomsforløb. Sygdommen rev på et tidspunkt tæppet så meget væk under mig, at jeg måtte opgive det arbejde, som jeg ellers elskede. En af mine redningsplanker, da jeg fik kræft tredje gang, var den gruppe, jeg i 2014 kom med i Kræftcaféen under Haderslev Kommunes Kræft-rehabilitering. Den er jeg fortsat med i. Vi mødes to timer hver mandag, og det giver stadig meget god mening. På et tidspunkt blev jeg gjort opmærksom på, at Patient- og pårørenderådet på Vejle Sygehus manglede patienter, og jeg blev foreslået at søge ind i Rådet. Det var ikke uden betænkeligheder, for jeg var seriøst i tvivl, om jeg havde ressourcerne til at indgå i arbejdet.”

I december 2014 kom Mona ind i rådet og blev senere formand i en tre-årig periode. Hun beskriver sit arbejde her som en fantastisk rejse, der gav hende en helt ny mening med sit liv med kræft. 

Blandt højdepunkterne var en rejse til Universitetshospitalet i Zürich, Schweiz. Den blev gjort mulig, da Rådet fik Åbenhedsprisen, der tildeles afdelinger eller sygehuse i Region Syddanmark, som har gjort noget særligt for at fremme dialog, åbenhed og for at inddrage borgerne i Syddanmark. Prisen var på 125.000 gode danske kroner.

”På Universitetshospitalet i Zürich gør de rigtigt meget for at kombinere alternativ behandling med den konventionelle behandling af kræft. Jeg ved, at alternativ behandling lyder negativt for mange, så for min skyld, kan vi også kalde det komplimentær, støttende behandling. Det var en utrolig oplevelse at se, hvor omsorgsfulde de var, og hvor mange forskellige terapier de tog i brug, som fx omslag og cremer, og de havde såmænd også en særlig psykoonkolog. Det var vildt inspirerede at høre om, og da vi kom hjem, var vi enige om at sætte alternativ behandling på dagsordenen. Det kom der mange gode ting ud af, selvom det kan være svært i et evidensdrevet sundhedssystem. Selv havde jeg brug for hjælp til at komme igennem mit eget forløb bedst muligt og føle, at jeg selv gjorde noget. Her kom den alternative behandling til at spille en stor rolle.”  

På LyLes temadag den 25. september holdt Mona et inspirerende foredrag om hendes vej til et godt liv med kræft – du kan se Monas foredrag her.

Frivilligt arbejde giver glæde og overskud

Deltagelsen i rådet betød, at Mona begyndte at holde oplæg om det at være kræftpatient, og det i sig selv beskriver hun i dag som ren medicin. I takt med at hun fik det bedre, fik hun til sin store glæde flere og flere opgaver, samtidig at hun fik en helt ny flok af ’rigtige venner’. Venner, hun kunne tale med om de sværeste ting og føle sig forstået af. Mona måtte desværre træde ud af Patient- og pårørenderådet i slutningen af 2020 på grund af regler om anciennitet.

I dag, hvor rådet ikke længere tager hendes tid, holder hun fortsat oplæg om at leve med en kræftsygdom, og ved siden af det er hun med i forskelligt frivilligt arbejde, herunder ikke mindst i Senfølgeforeningen i Sønderjylland. Mona har også fortalt sin historie til journalisten Stine Buje til bogen ’Bogen om livet’, hvor 15 danskere fortæller, hvad de har lært om livet, efter at de er blevet ramt af uhelbredelig sygdom. 

”Via det frivillige arbejde og de foredrag, jeg holder, kommer jeg i kontakt med mange gode og interessante mennesker. Det at bruge mine erfaringer og tale med mennesker giver mig både glæde og overskud. Hvis jeg isolerer mig derhjemme, og det sker en enkelt gang i mellem, kommer ensomhedsfølelsen hurtigt frem. Og med den kommer angsten og de sorte tanker.” 

Undervejs har Mona fundet tid til at skrive bogen ’Når Livet Vælter’, hvor hun fortæller åbenhjertigt om at leve med uhelbredelig kræft, og om hvordan hun har arbejdet med at finde frem til et godt liv på trods af truende sygdom. Bogen kan findes på nettet og koster 169 kroner.