Fra LyLe Fokus, maj 2022:

30-årige Monica Falck Christiansen er en af 25 unge i Kræftens Bekæmpelses Fortællerkorps. Her fortæller hun om sit arbejde med at skabe mere åbenhed og viden omkring kræft og give støtte og inspiration til unge kræftpatienter, der føler sig angste, ensomme og ofte oplever at blive sat ud på livets sidespor. Præcist som Monica selv oplevede det, da hun blev syg af skjoldbruskkirtelkræft bare 19 år gammel.

Fortællerkorpset, som Monica er med i, er en del af initiativet ’Ung Kræft’ under Kræftens Bekæmpelse. Her har man uddannet en gruppe unge, nuværende og tidligere kræftpatienter til at fortælle deres historier til andre unge.

”Fortællerkorpset er sammensat af unge, der tør tage ordet, fortælle deres historie og tale om de ting, som er svære – også selvom det handler om død, ensomhed og angst,” fortæller Monica. ”For hvordan er det at få kræft som ung? Og hvordan er man en god ven til en med kræft? Det ved man bedst, når man har prøvet det selv.”

Monicas egen fortælling handler blandt andet om, hvordan hendes familie er blevet tættere og stærkere end før, hun fik kræft.

Bettepigen

Monica var 19 år, da hun først på året 2011 opdagede, at hun havde en bule på halsen, men der skulle gå mange måneder, før hun gik til lægen med den. Hun var godt nok lidt træt i den periode, husker hun, men oplevede ikke sig selv som syg og havde i øvrigt travlt med det ergoterapeut-studie, hun lige var startet på. I første omgang viste en undersøgelse, at bulen var godartet, men efter nogen tid begyndte den at vokse – måske på grund af den biopsi, der var blevet taget. Det var kort herefter, at hun fik at vide, at hun havde kræft, og i oktober blev hun opereret første gang, og kort efter anden gang. Lægerne fjernede hendes skjoldbruskkirtel og et antal lymfekirtler.

”Der gik lidt tid, fra jeg fik beskeden om, at det var kræft, til jeg helt forstod det og brød fuldstændig sammen. Med det samme meldte alle spørgsmålene sig: Hvorfor mig? Skal jeg dø af det? Hvordan skal det gå mig, og hvad med min eksamen, som jeg skal op til lige om lidt?”

Monica, der er født på Læsø, fik orlov, men kom aldrig tilbage til sin uddannelse, fordi hun, – som hun siger – ’fik nok af sundhedssystemet’ med det forløb, hun måtte igennem. Da hun var kommet lidt til hægterne, begyndte hun som butikselev og arbejder i dag i en forretning i Frederikshavn, hvor hun har boet, siden hun flyttede ind på fastlandet som 15-årig.

I august 2012 fik hun i et brev den glædelige besked, at hun ikke længere havde kræft. Det betød dog ikke, at sygdommen var et afsluttet kapitel, for i dag er hun i livslang medicinsk behandling for at kompensere for de livsnødvendige hormoner, den fjernede skjoldbruskkirtel ikke længere producerer. Brevet er blevet indrammet og hænger i dag på væggen hjemme hos Monica.

”Faktisk blev jeg mere, syg da jeg ikke længere havde kræft. Her kom den psykiske reaktion, som var næsten udeblevet i den første periode med mange, lange indlæggelser,” fortæller Monica. ”Efter at jeg havde været forholdsvist isoleret, kom hverdagen pludselig tilbage og med den, social fobi og dødsangst. Ingen kunne se på mig, at jeg havde været syg, men jeg havde voldsomme mavesmerter og var indlagt over 40 gange. Det blev først bedre, da en sygeplejerske spurgte, om jeg havde lyst til at tale med en psykolog. Jeg troede egentlig ikke. det ville hjælpe, men det gjorde det. Jeg vidste ikke, at man kunne få det så dårligt fysisk af at have det psykisk dårligt. Det var en kæmpe overraskelse, men siden er det kun gået fremad. Jeg bruger stadig noget af det, jeg lærte hos psykologen, i dag, hvis jeg fx føler mig presset. Jeg er blevet god til at lytte til min krop.”

”Når man er 19 år, lever man i verden, som om man er udødelig. Man tror, man kan gøre alt, og lever spontant og ubekymret. Men at få kræft er som at blive sat af et tog, hvor alle ens venner bare kører videre. De læste videre og blev færdige med deres studier, mens jeg var i en slags limbo, hvor alt gik i stå. Som ung tror man, at det kun er ældre mennesker, der bliver ramt af kræft. Jeg oplevede en stor ensomhed, og jeg vidste ikke, at der fandtes hjælp til unge mennesker med kræft. I den første kræftgruppe, jeg var med i, var alle de andre ældre mennesker. Vi havde kræften til fælles, men ikke så meget andet. Jeg var ’bettepigen’ for dem. Det var først, da jeg tilfældigvis fandt Ung Kræft via et Facebook-opslag, det blev bedre. Jeg fandt en gruppe i Aalborg, som jeg blev en del af og senere gruppeleder for. Der følte jeg mig hjemme.” 

Det kræver mod, modenhed og åbenhed

Monica er ikke længere aktiv i Aalborg-gruppen, men har rykket sine frivilligaktiviteter tættere på sit hjem i Frederikshavn. Her sidder hun i bestyrelsen i lokalforeningen af Kræftens Bekæmpelse, er tovholder i Stafet for Livet, der er en indsamlingsaktivitet under Kræftens Bekæmpelse. Derudover er hun aktiv i Nordic Youth Cancer, der en tværnordisk organisation for unge kræftramte, og endelige er hun som nævnt med i Ung Kræfts Fortællerkorps.

Fortællerkorpset startede som et pilotprojekt i 2019 i København og blev i 2020 et landsdækkende initiativ, hvor Monica kom med. Det startede med en introweekend, hvor hun og 25 andre unge blev trænet i at fortælle deres personlige historier med kræft.

Målgruppen for Fortællerkorpset er skoler, gymnasier, efterskoler, arbejdspladser, sygehuse og ungdoms-uddannelser. Som regel rykker Monica og hendes medfortællere ud to og to.  

”At være med i Fortællerkorpset er med til at gøre os, der selv er patienter, personligt stærkere. Det kræver mod, åbenhed og modenhed at stille sig op og fortælle sin egen historie, og det kan være meget givende på det personlige plan. Men vigtigst er selvfølgelig at fortælle andre unge om det at få kræft i en ung alder og være eksempler på, at ens liv går videre, og at man måske endda kan gå styrket ud af et kræftforløb. Vi lægger vægt på at afmystificere det at have kræft, men også at give raske unge inspiration til at tale med unge, de måske kender, som har fået kræft. Mange unge med kræft oplever desværre ofte, at deres venner forsvinder, når de bliver syge. Sikkert på grund af angst og usikkerhed. Men lige så vigtigt er det også, at vi kan støtte og inspirere unge, der selv er raske, men lever med forældre eller andre i familien, der har kræft,” fortæller Monica.

”Kræft er altid noget, man helst vil være fri for at få, og de fleste både unge og ældre rammes af angst, afmagt og 1.000 tanker om, hvorfor det lige skulle ramme dem. Når det er sagt, så har min kræftsygdom også taget noget godt med sig. Sygdommen har lært mig en masse om mig selv og om livet i det hele taget. Det har givet mig styrke og mening i mit liv, at jeg nu kan hjælpe andre og bruge mine egne erfaringer til noget nyttigt. Det er jeg glad for og stolt af i dag,” slutter Monica.