Fra LyLe Nyt, december 2017:

Vi hører ofte kritik af det danske sundhedssystem, når det gælder kræftbehandling. Sandt eller ej, så har billedet nuancer. På Lyles jubilæumsmøde fortalte lærestolsprofessor på Aarhus Universitetshospital Peter Hokland om, hvor vi står i forhold til hæmatologien. Og det er ikke så ringe endda.

”Hvis vi ser på de lande, vi gerne vil sammenligne os med, så er der i mine øjne ikke tvivl om, at vi har et meget højt niveau, når det gælder behandlingen af de hæmatologiske patienter. Vi er et forholdsvis lille land, hvor der aldrig er langt til et offentligt sygehus, og vi har nogle meget ensartede principper for, hvordan vi diagnosticerer og behandler disse sygdomme,” forklarer Peter Hokland.

”Vi spørger tit, hvordan det er i guds eget land (USA), og der er billedet præget af, at der er meget store forskelle fra hospital til hospital. De har utvivlsomt nogle af de bedste hospitaler i verden, men også en masse mindre enheder, der ikke har et diagnostisk program, der kan stå mål med vores. Det, vi kan sige med sikkerhed til vores patienter, er, at de får en ensartet, god behandling, hvor de nye lægemidler er meget langt fremme. Vi har i Danmark et godt system til at få godkendt og komme i gang med at bruge nye lægemidler, og alle kan få del i dem. Det er ikke afhængigt af din forsikring eller størrelsen på din pengepung.”

Er der nogen, der er bedre end os?

”Man kan ikke sige, de er bedre, men de er anderledes. Ser man på Tyskland, så foregår meget af behandlingen hos privatpraktiserende hæmatologer. De kan være ganske udmærkede og dygtige, men det er små enheder, og med dem ved vi, at der ofte kan være problemer. De har relativt få patienter og derfor en mindre erfaringsbase at trække på. Ser man på den hyppigste form for leukæmi hos voksne, AML (akut myeoid leukæmi), er der for nyligt kommet en undersøgelse, der antyder, at de større centre har en mindre rate af svære bivirkninger. Tyskland har også ’stjerne-centre’, men deres laveste niveau er givetvis for lavt. Det er lige som med AGF. På en god dag kan de slå de store hold, men deres laveste niveau er meget lavt.”

”Hvis man får en blodkræftsygdom i Danmark, vil man blive mødt af en velfungerende primærsektor, der er god til at fange patienterne op. Som jeg ser det, så har man al mulig grund til at føle sig i gode hænder, når man får en af disse diagnoser og efterfølgende kommer i behandling.”

Se interviewet fra LyLes jubilæumsweekend med Peter Hokland

Artiklen fortsætter under videoen

Du fortalte i dit oplæg om en kemo-fri fremtid. Hvor langt ligger det ude?

”At vi gradvist kommer væk fra kemoen, er en naturlig følge af, at vi i dag ved meget mere om molekylær-biologien og om dna-forandringerne i de forskellige kræftformer. Med den viden har vi forudsætninger for at designe lægemidler, der rammer mere præcist. Det er lægemidler, som ikke har kemoens bivirkninger, og som ofte viser forbavsende positive resultater. Det klassiske eksempel er behandlingen af CML (kronisk myeloid leukæmi) med en såkaldt tyrosinkinasehæmmer, som fuldstændigt har vendt op og ned på, hvordan vi behandler denne sygdom. For ikke så mange år siden døde CML-patienter inden for få år. Kun to procent overlevede. I dag er vi i nærheden af 95 procent, der overlever (se i øvrigt interviewet med Jesper Stentoft om CML). Men realistisk set skal vi i hvert fald 10 år frem, før vi kan slippe kemoen helt, når vi fx taler om akut leukæmi. Jeg er meget optimistisk, og jeg tror på, at med det indblik, vi har i den enkelte patients molekylærbiologi, og de redskaber, vi har til at lave en helt personlig medicin, så skal vi nok komme af med kemoen.”

”Men jeg ser på den anden side også sådan på det, at vi ikke skal hælde barnet ud med badevandet. Vi har brug for kemoterapien til at falde tilbage på. Vores overordnede mål er at gå efter, at førstevalget af medicin skal være den målrettede behandling, men realiteterne er, at det ikke altid virker så godt, at det får sygdommen til at forsvinde helt. I den situation har vi brug for at kunne falde tilbage på kemoterapi, og det vil vi fortsætte med at gøre i lang tid fremover. Vi har en høj grad af sikkerhed i, at vi har en hel række af forskellige kemoterapi-regimer, vi kan anvende. Det gode er, at de nye lægemidler nu meget hurtigere bevæger sig fra kun at være til desperat syge, til at de bliver andet- eller endda førstevalget. Det er en meget vigtig udvikling, og man skal gøre sig klart, at danske patienter hurtigere får adgang til de nye lægemidler end mange andre steder i verden. Et eksempel er lægemidlet ibrutinib i forbindelse med behandling af CLL (kronisk lymfatisk leukæmi), som normalt har ligget som andet- eller tredjevalg. Det er et meget dyrt stof, men det er allerede i dag førstevalget til en bestemt undertype af sygdommen.”

For at arbejde med meget personlig medicin skal man kunne håndtere enorme mængder data. Hvordan skal det ske i praksis?

”Det skal ske via et initiativ fra regeringen, hvor man har givet et større millionbeløb til Nationalt Genom Center. Der sidder jeg med i et udvalg, der skal se på de etiske aspekter og lave overordnede retningslinjer. Målet er, at alle universitetshospitalerne skal have en infrastruktur, der kan håndtere den personlige medicin. Ikke alene ved kræftsygdomme, men også ved fx lunge- og gigtsygdomme. Og det bør fungere sådan, at de patienter, der får lavet disse avancerede undersøgelser, får et betryggende svar af de læger, som satte undersøgelsen i gang. Ind i mellem vil der naturligvis komme andre personalegrupper i spil, der skal være med til at hjælpe de læger, der skal tale med patienten.”

Er det dyrt at udvikle disse lægemidler, og vil det blive ved med at være det?

”Det er meget dyrt i udgangspunktet. Det er dyrt at udvikle medicinen og at bringe den helt frem til patienten. Jeg tror dog, at det vil blive sådan, at de amerikanske retningslinjer for hurtig godkendelse af lægemidlerne vil få udgifterne ned og sikre, at tiden, fra vi har et lovende stof, til det kan tages i brug, bliver kortere. Det er en udvikling, vi ser de første tegn på allerede.”

Hvordan ser du, som kræftforsker, på den tid, vi lever i lige nu?

”Det er en meget spændende tid, og det går rigtigt hurtigt. For ikke så lang tid siden havde vi de såkaldte vækstfaktorer, der fik patienternes knoglemarv til at komme sig hurtigere, men som samtidig gav os utroligt mange skuffelser, fx når vi taler om MDS (myelodysplastisk syndrom). Her kunne vi ikke få knoglemarven til at opføre sig ordentligt. Nu har vi en situation, hvor vi kan udvikle medicin på baggrund af vores viden om specifikke molekylære forandringer hos patienten. Det er reelt et helt nyt spil kort, der er delt ud.”