Fra LyLe Nyt, december 2017:
Blandt jubilæumsweekendens mange oplægsholdere var professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital Jesper Stentoft. Her fortæller han den eventyrlige historie om kronisk myeloid leukæmi, CML, der har bevæget sig fra at være en dødelig kræftsygdom til i dag at være en sygdom, der kan bringes under kontrol hos de fleste og endda helbredes hos nogle.
Før år 2000 levede CML-patienter i gennemsnit 4,5 år, fra de fik diagnosen. I dag overlever over 90 procent, og mange kan genoptage deres arbejde eller leve et aktivt liv, og nogle kan endda helbredes helt.
Det helt store gennembrud i behandlingen af CML kom i 2001, hvor en helt ny type målrettet behandling blev godkendt. Stoffet er en såkaldt tyrosinkinasehæmmer kaldet imatinib. Jesper Stentoft fortæller:
”Over en nat ændrede dette lægemiddel fuldstændigt den måde, vi behandlede patienterne på. I stedet for kemoterapi og risikofyldt stamcelleterapi fik vi denne behandling, som gjorde, at de fleste patienter kunne opretholde en god hverdag. Som årene gik, viste det sig, at effekten af behandlingen ikke bare var god, men også stabil og holdbar. Patienterne, kan vi konstatere i dag, havde udsigt til at leve lige så længe som alle andre, og de vil efter alt at dømme dø af noget andet end af denne kræftsygdom.
Vi ved i dag, hvordan CML opstår som et resultat af to kromosomer – nummer 9 og 22 – der udveksler materiale. I den proces er der to gener, der bliver sat sammen, og de laver et meget farligt energimolekyle, der gør cellen næste uovervindelig. Imatinib hæmmer cellens udvikling og forhindrer dermed, at den kan udvikle sig. Alt det kender vi alle detaljer i, men vi ved fortsat ikke, hvorfor det sker; hvorfor kromosomerne udveksler materiale, og hvad det er, der udløser sygdommen.”
Ud af behandling
”Siden da har vi taget nogle vigtige skridt,” forklarer Jesper Stentoft. ”Da de første 10 år var gået, kunne vi se, at vi havde mange patienter, hvor medicinen holdt dem raske år efter år, og hvor sygdommen ikke, eller næsten ikke, kunne spores. Det førte til den naturlige tanke, at nogle af patienterne måske kunne klare sig uden medicinen. Vi havde efterhånden fået mere erfaring med de bivirkninger, der fulgte med, og det faktum, at ikke alle, der havde et ønske om det, kunne vende tilbage til arbejdet. Cirka hver fjerde patient fik et træthedsproblem, der var så alvorligt, at det nedsatte deres arbejdsevne betydeligt. Det ville vi naturligvis gerne gøre noget ved. Så efter at vi havde arbejdet på at give så mange som muligt behandlingen, skiftede vi fokus til at tage behandlingen væk fra så mange som muligt. Det arbejder vi nu på at klarlægge, hvordan vi gør bedst, gennem de såkaldte ’stop-studier’.”
Kan man tale om egentlig helbredelse, eller er det for tidligt?
”Man kan sige, at en patient, der har fået imatinib i en længere årrække, hvis sygdom ikke længere er sporbar, og som tilmed kan klare sig uden medicin, må betragtes som rask. Det i sig selv er helt fantastisk, når vi taler om kræft. Endnu mere ejendommeligt er det, at vi med de mest følsomme målemetoder kan se, at der fortsat er lidt leukæmi i kroppen hos enkelte af dem, der er taget ud af behandling. Men af en eller anden grund vokser det ikke frem, og det har fuldstændigt ændret vores opfattelse af, hvad kræft overhovedet er for noget. Det, at de går rundt med ubehandlet kræft, som ikke vokser, det forstår vi ikke helt. Det spændende perspektiv i dette er at forsøge at finde ud af, hvad det er, der sker i disse mennesker, og hvordan det kan lade sig gøre. Den viden vil vi på sigt kunne bruge i andres behandling.”
Se interviewet fra LyLes jubilæumsweekend med Jesper Stentoft
Artiklen fortsætter under videoen
Halv dosis
Hvor mange danske patienter med CML har været med i et stop-studie?
”Det største danske studie er en del af et europæisk studie med over 800 patienter. Af dem var 27 danske, og af dem er cirka halvdelen medicinfri i dag. Der har også været andre mindre stop-forsøg med de såkaldte anden-generationsbehandlinger, som har vist stort set samme mønster.”
Men der sker også andre lovende ting, fortæller Jesper Stentoft: ”For kort tid siden fik vi resultaterne fra et engelsk forsøg, hvor man ikke stoppede behandlingen, men halverede dosis af medicinen. Forsøget viste meget stabile resultater og stort set ingen tilbagefald. Det overvejer vi nu, hvordan vi kan integrere i vores arbejde. Det vil kunne føre til en rutine, når sygdommen er helt under kontrol og har været det gennem en periode, hvor man halvere dosis. Går det godt, kan man gå videre mod et fuldstændigt ophør derfra. Det kan vise sig at være den behændigste måde at behandle patienterne på.”
Hvad betyder disse resultater for andre hæmatologiske sygdomme?
”Det har vist sig på den måde, at der er blevet udviklet nye stoffer, som har virkningsmekanismer, der ligner lidt. Men man skal huske, at CML er en relativt let sygdom at forstå og behandle. Andre hæmatologiske sygdomme er meget mere komplekse, og derfor at det vanskeligt at udvikle stoffer, der er lige så målrettede som ved behandlingen af CML. Men der kommer en stadig strøm af nye stoffer, som er målrettet lidt på samme måde som imatinib, og som har meget klare, gunstige effekter. Det gælder i blodkræftsygdomme, men også i andre cancersygdomme. Både for ALL og CLL findes der stoffer, som har samme profil som imatinib. Resultaterne er dog ikke helt så gode, som vi har set det ved CML, men vi er generelt inde i en meget lovende udvikling.”
Ikke nødvendigvis en dans på roser
At ophøre med behandling er indtil nu kun sket i studier. Kommer der en dag, hvor lægerne kan beslutte at stoppe behandlingen, uden at patienten indgår i et studie?
”Den dag er her sådan set allerede. Vores patienter er velorienterede, og de har deres egen snusfornuftige måde at se på sygdommen på. De kommer og spørger, om de ikke kan stoppe eller gå ned i dosis, og det er faktisk meget svært at sige nej til. Vi kan jo ikke holde øje med, hvad de foretager sig derhjemme. Ofte vil jeg foreslå en patient, der gerne vil stoppe, at vente et eller to år. Man skal huske, at stop-forsøg ikke bare er en dans på roser. De patienter, der har det bedst med behandlingen, lever et forholdsvis ubekymret liv med nogle få kontroller om året. Når man stopper, komme man ind i et forløb med kontrol fx hver måned, og så skal man tilmed vente små 14 dage, inden man får et resultat. Det er ikke nødvendigvis en ønskesituation, og den vil føre en masse ængstelse med sig.”
Der er patienter, der ikke reagerer tilstrækkeligt på imatinib. Hvad kan vi tilbyde dem?
”Dem kan vi skifte til et af de andre stoffer, som er enten anden eller tredje generation af imatinib. Vi har i dag i Danmark fire lægemidler, som vi har adgang til, og det lykkes som regel at få et fint behandlingsresultat med et af disse. Vi har dog en lille gruppe, som ikke har glæde af nogen af stofferne, og som ofte også har svære bivirkninger af dem. I de tilfælde kan det blive nødvendigt med en stamcelletransplantation. Det er vi blevet dygtige til de sidste 10-15 år, og det kan udføres rutinemæssigt på mennesker på op til 70 år. Stamcelletransplantation fører ikke nødvendigvis til helbredelse. Det er bare en anden måde at behandle på. Endelig er der alternative stoffer som interferoner, der kan være nyttige i særlige tilfælde,” slutter Jesper Stentoft.