Forsøg med ambulant stamcelletransplantation er godt nyt for patienter med leukæmi og MDS

Fra LyLe Fokus, juni 2026:

Fra 30 til 4 dage. Et nyt studie fra Rigshospitalet viser, at patienter med blodsygdomme som leukæmi og myelodysplastisk syndrom i vid udstrækning kan gennemgå en stamcelletransplantation uden at være indlagt i ugevis. Forskerne betegner resultaterne som bemærkelsesværdige og perspektivrige.

”Det var en lille smule grænseoverskridende, at man pludselig begyndte at planlægge, at patienterne faktisk kunne være derhjemme. Man kan jo godt lide at have så meget kontrol og det kan føles som et kontroltab, at man pludselig ikke overvåger patienterne 24 timer i døgnet,” siger overlæge Lone Smidstrup Friis, der har stået i spidsen for forsøget med ambulant stamcelletransplantation.

I studiet indgik i alt 124 patienter, hvoraf 91 blev planlagt til et ambulant forløb. Og her lykkedes det for 35 procent at gennemføre hele den mest kritiske del af transplantationen uden indlæggelse.

Normalt kræver en såkaldt myeloablativ allogen stamcelletransplantation omkring 30 dages indlæggelse, men i den nye model havde de ambulante patienter en gennemsnitlig indlæggelsestid på fire dage.

Når man går fra en behandling, som traditionelt fastholder patienten på hospitalet i en hel måned, til et forløb hvor mange i praksis kan være hjemme eller på patienthotel det meste af tiden, er det et markant skifte i den måde, man tænker stamcelletransplantation på.

Ikke alene letter det presset på hospitalssengene, men det giver også patienterne mulighed for et mere normalt hverdagsliv i en psykisk belastende periode.

Et af de mest bemærkelsesværdige fund er, at ingen ambulante patienter døde i de første tre måneder efter transplantationen – den periode, hvor risikoen for komplikationer traditionelt er højest. Til sammenligning var der i den indlagte gruppe tre tidlige dødsfald.

Efter ét år var den behandlingsrelaterede dødelighed i den ambulante gruppe seks procent, hvilket beskrives som meget lavt for denne type højrisikoforløb.

Det vigtigste spørgsmål var, om sikkerheden kunne opretholdes, når patienterne ikke var indlagt. Det stillede forskellige logistiske krav. Blandt andet 24-timers telefonsupport til de patienter, der befandt sig hjemme.

”Jeg tror, at det er bedst for langt de fleste patienter – både fysisk og mentalt – at være i deres eget miljø. Så må vi som sundhedsvæsen se, hvordan vi kan imødekomme det. Det handler om at hjælpe helt nært”, siger Lone Friis.

Studiet afslører et andet interessant mønster; nemlig at ambulante patienter modtog markant mindre antibiotika, opioider og intravenøs ernæring end de indlagte patienter – selvom der var lige mange registrerede bivirkninger til behandlingen i de to grupper.

Hvor 67 procent af de ambulante fik intravenøs antibiotika, gjaldt det 92 procent af de indlagte, og behandlingen varede væsentligt kortere i ambulant regi.

Den nye forskning bekræfter, at det er bedre at være hjemme end at være indlagt – også når man er meget alvorligt syg.

”Det var heldigvis ikke først, da vi fik opgjort data, at vi fik bekræftet vores formodning om, at vi var på rette vej. Studiet giver et rygstød til, at vi kan fortsætte udviklingen og til, at vi kan gå endnu videre i forhold til, hvilke patienter, der i fremtiden tilbydes denne mulighed. Det skal dog understreges, at social støtte har stor betydning for resultatet. Patienter, der bor alene og har sparsomt netværk har generelt sværere ved at klare forløbet – både fysisk og psykisk. Den ambulente model taler ind i nogle behov og ønsker om hjemlighed, tryghed og nærhed, som vi tror er vigtige for patienterne,” lyder det fra overlæge Lone Smidstrup Friis.

Ud over de kliniske gevinster vurderes det i rapporten, at en udbredelse af den ambulante model kan have betydelige økonomiske og organisatorisk fordele.

Ikke en skjult spareøvelse

Uanset hvordan man opgør det, frigør modellen ressourcer. Færre indlæggelsesdage og mindre behov for intensiv understøttende behandling gør ambulant behandling til en oplagt vej frem konkluderer forskerne, men afviser, at der er tale om en skjult spareøvelse.

”Virkeligheden er, at vi og alle andre naturligvis er nødt til at tænke på, hvordan vi udnytter vores resurser, sengekapacitet osv. mest effektivt. Det er der ikke noget nyt i – og heldigvis kan det nogle gange lede til, at man tænker kreativt. Og så er det jo bare fantastisk, at det taler ind i nogle behov og ønsker om hjemlighed, tryghed og nærhed, som vi tror er vigtige for patienterne,” siger Lone Friis.

Det er en generel tendens i hele sygehusvæsenet, at man gør mere og mere ambulant, og på de nye supersygehuse bliver der færre og færre sengepladser, siger Lone Friis og tilføjer:

Forskergruppen arbejder nu på et kvalitativt studie af patienternes og pårørendes oplevelser, som næste skridt mod at optimere ambulant stamcelletransplantation yderligere ud fra patienternes perspektiv.

Artiklen er blevet til på baggrund af pressemateriale fra Rigshospitalet