Fra LyLe Nyt, december 2019:

Anette har været med på LyLes temaermøder tidligere og lægger vægt på at få viden om sin sygdom uden for hospitalsmiljøet. Den læge hun havde fra starten af sit sygdomsforløb er gået på pension, og de nye har hun ikke rigtigt lært at kende endnu, synes hun. Bla. derfor er hun med på temamødet.

Anette Grønnegaard er 49 år og har været CML-patient i 12 år. Hun fik sygdommen, da hendes søn var 10 måneder gammel, og den ændrede hendes liv drastisk.

”Jeg er velbehandlet og har det forholdsvis godt. Men jeg slås med træthed, som også andre CML-patienter,” fortæller Anette. ”Jeg er primært kommet for at høre om muligheden for at stoppe behandlingen. Jeg er i princippet kandidat til det, men det gør mig nervøs. Det er en kæmpe udfordring for mig rent psykisk. Jeg har været afhængig af den medicin, der har reddet mit liv, i 12 år, og hvad sker der, hvis jeg standser? Et vigtigt spørgsmål er selvfølgelig, om jeg kan komme tilbage i behandling, og om den vil være lige så effektiv, hvis det bliver nødvendigt. Jeg er kommet for at høre de gode historier om det at stoppe, og så vil jeg gerne vide, hvad jeg kan forvente, der sker med de senfølger, jeg allerede er ramt af. Det store spørgsmål er, om den træthed, jeg slås med, vil forsvinde? Det er vigtigt for, hvordan mit liv kommer til at forme sig.”