Fra LyLe Nyt, juni 2018:

Hæmatologen Hans B. Ommen fra Aarhus Universitetshospital deltog for første gang som oplægsholder for LyLe. Det blev et positivt og berigende møde – også for ham selv, der var glad for at møde patienter og pårørende uden for hospitalet og det sædvanlige tidspres. Hans B. Ommen havde primært fokus på akut myeloid leukæmi (AML) – en alvorlig sygdom, han møder hos sine patienter hver dag.

AML rammer ca. 250 danskere hvert år. Det er alvorlig sygdom, hvor man dog har oplevet en lille forbedring i overlevelsen gennem de seneste 10 år. Der er stort set lige mange kvinder og mænd, der rammes af sygdommen, som er mest almindelig hos personer over 50 år.

”MDS kan i værste tilfælde udvikle sig til AML, og i nogle tilfælde vil man faktisk ikke vide, om en AML i virkeligheden er en følge af MDS,” forklare Hans B.  Ommen. ”Dette er en væsentlig skelnen, fordi ældre patienter, der udvikler AML på baggrund af MDS, ofte har en dårligere prognose end patienter, hvis sygdom starter som AML. Endelig kan man sige, at man behandler AML og højrisiko-MDS på samme måde. Det er i øvrigt vigtigt at forstå, at AML reelt er mange forskellige sygdomme.”

Hvor alvorligt er AML?

”Det er en meget alvorlig sygdom. En sygdom, man dør af. Den primære behandling er intensiv kemoterapi. De data, vi har om AML, fra før vi begyndte at bruge kemoterapi, viser, at man tidligere kun levede et par måneder med sygdommen. Det illustrerer, hvor problematisk AML er, men også, at vi er nået et skridt i den rigtige retning med behandlingen. Sagen er, at der er meget store udsving i, hvordan sygdommen udvikler sig. I Aarhus har vi patienter, der har haft sygdommen i mere end et år, og det er meget lang tid i denne sammenhæng,” forklarer Hans B. Ommen, der til dagligt bruger det meste af sin tid på AML-patienter.”

”For at helbrede AML kræves meget intensiv kemoterapi med de konsekvenser, det har i form af bivirkninger. Alder har stor betydning for, hvordan sygdommen udvikler sig. Med alderen kommer ofte flere sygdomme samtidig, men faktisk er det mere ens fysiske tilstand, der spiller en rolle. Vi kan tilbyde en meget frisk 75-årig intensiv kemoterapi, mens det er stadig en anden situation, hvis patienten kun er 45 år. Alder spiller en rolle, men det er altid i kombination med patientens almene sundhedstilstand.”

Er stamcelletransplantation en mulighed?

”Når man ser på vores årlige opgørelse over, hvordan det går AML-patienter i Danmark, er der noget, der ligner en tendens de sidste fem år med hensyn til overlevelsen og specielt blandt de 60-70-årige. For 5-10 år siden var overlevelsen ringe, men altså bedret noget nu. Vi ved det ikke med sikkerhed, men jeg er ret sikker på, at en væsentlig grund er, at vi er begyndt at transplantere flere i den aldersgruppe, og at vi er blevet bedre til det. Det er transplantationslægernes fortjeneste. I dag er vores vurdering, at har man en forholdsvis godartet undertype af leukæmi, der reagerer fornuftigt på kemoterapi, så er en transplantation det bedste. Transplantation kan føre til helbredelse, men indebærer også en risikofaktor.”

I mange typer af blodkræft har der været betydelige fremskridt i en årrække. Hvordan står det til med forståelsen af sygdommen og behandlingen?

”Vi er kommet rigtigt langt i forståelsen af sygdommen de sidste 10 år. Der har været en molekylærbiologisk revolution, som har givet mulighed for at sekventere genomer (læs også artiklen ‘Gensekventering fra A-Z‘). Det gør, at vi har et meget præcist billede af, hvilken slags sygdom vi har med at gøre. Vi ved i dag, at AML faktisk kan være op til 150 forskellige sygdomme/mutationer. Deri ligger noget af forklaringen på, at vi har svært ved at behandle denne sygdom. Med den viden, vi har nu, kan vi for nogle af disse sygdommes vedkommende bruge nogle mere målrettede behandlinger, der kan hæmme disse celleforandringer. Et eksempel er midostaurin, som netop er blevet godkendt. I den danske AML-gruppe er vi ved at tage dette lægemiddel i brug i vores behandling, og det ser ud til at forbedre overlevelsen i relevant grad. Et andet stof, som vi har forventninger til, er enasidenib, som vi i kun har tilgængeligt i forsøgsbehandling. Vi er altså i en situation, hvor der er nye stoffer på vej, som vi kan bruge til nogle af AML-undergrupperne.”

Der er internationale studier i gang med dansk medvirken. Vil du fortælle lidt om dem?

”Vi har forsøgsprotokoller i gang med stoffer, der er på vej. I Danmark har vi en tradition for at arbejde sammen med England om videnskabelige studier inden for AML, og lige nu er der flere i gang. For unge AML-patienter er der et studie, hvor man giver stoffet CPX-351, som virker lovende. For de ældre patienter (60+) tester vi i et studie lægemidlet mylotarg, som vi har kendt længe, og som det har vist sig at have værdi at give som mange små doser i stedet for færre store. Det er der også danske patenter, der har fået. I det samme studie undersøges også, hvad man kan få ud af at måle, hvor meget leukæmi der er tilbage efter første kemoterapi, og ud fra det vurdere, hvor meget man derfra skal bruge. Det er en proces, hvor der ikke er tale om ny dyr medicin, men hvor vi kan blive bedre til at optimere med den gamle standardbehandling.”

Er der grund til optimisme?

”Det er en spændende tid at være hæmatolog i. Man kan spekulere i, hvor lang tid vi fortsat vil bruge kemoterapi, der er en brutal behandlingsform. Der er ingen tvivl om, at det fortsat vil spille en rolle, men ser vi 20-30 år frem, vil kemo have overlevet sig selv.”

Hvordan opfatter du det at møde patienter – uden for hospitalet og uden din hvide kittel?

”Det er kun anden gang, jeg prøvet det. Jeg erfaring i at undervise medicinstuderende og yngre læger, men ikke patienter. At undervise patienter bringer noget andet i spil, fordi man står direkte over for de mennesker, som har de sygdomme, som jeg interesserer mig for. Faktisk gav det mulighed for, at jeg kunne spørge dem til råds og ikke omvendt. Det årsagen til, at jeg fortalte om hjemme-kemo. Jeg ville gerne have nogle meninger med hjem. Det giver rigtig god mening at sidde over for de mennesker, som har været igennem den behandling, vi kan tilbyde dem som professionelle. De erfaringer, patienterne har, er meget værdifulde og inspirerende.”