Fra LyLe Fokus, maj 2022:

Sophia Hjelm Rasmussen var 22 år, da hun i marts 2017 fik lymfekræft. I dag er hun rask, har fået en lille datter og købt hus sammen med sin kæreste. Sophias liv er på mange måder på skinner, men hendes historie er også historien om, at kræft ikke går væk, selvom man er blevet rask. 

I februar 2017 var Sophia lige startet i et vikariat i en vuggestue og havde været der én uge, da hun fik lungebetændelse. Hendes infektionstal var højt, og hun fik antibiotika med hjem fra lægen. Det skulle virke inden for 24 timer. To dage senere var hun hos lægen igen. Infektionstallet var stadig på vej opad. Hun havde feber, hostede, var øm i kroppen og havde svært ved at trække vejret. 

Så gik der et par døgn, og hun var hos lægen igen. Hun sendte Sophia til røntgen på Roskilde Sygehus med det samme. En time efter, at hun atter var hjemme igen, ringede telefonen. Det var hendes læge: Røntgenbillederne viste en ’lille’ knude, og der var bestilt tid til en CT-scanning dagen efter.

Lettere rystet spurgte Sophia, hvad det i værste tilfælde kunne være, og hendes læge svarede lymfekræft. ”Hele verden ramlede,” husker Sophia. ”Jeg var 22 år. Man får da ikke kræft, når man er 22.” 

Elina er det største, der er sket 

Vi ringede til Sophia her i foråret for at høre, hvordan det er gået hende siden da, og fik et dejligt og livsbekræftende svar, men også historien om, at livet efter kræft ikke er uden torne.

”Det er gået lidt op og ned siden da, men det vigtigste er, at vi har fået Elina, der nu er ni måneder. Jeg kan ikke amme på grund af nerveskader, og energimæssigt og fysisk er jeg stadigvæk påvirket. I tiden op til, at jeg skal til kontrol hvert halve år, er jeg også stærkt påvirket af min tidligere sygdom. Der har været flere tilfælde af mistanke om tilbagefald undervejs, som dog var falsk alarm. Det gode er selvfølgelig, at de holder godt øje med mig. Efter sådan en omgang, er jeg blevet ekstremt opmærksom på, hvordan min krop reagerer. Efter at jeg har født, hvor jeg har en masse hormoner i kroppen, har jeg haft nattesved, som kan være tegn på tilbagefald. Jeg reagerer på de mindste tegn.”

Sygdommen er en ting, jeg tager med mig gennem resten af mit liv 

”Selvom jeg er kommet om på den anden side, så er sygdommen stadig meget til stede i mit liv. Men jeg prøver også at bruge det til noget positivt. Jeg er begyndt at læse til sygeplejerske, som jeg havde tanker om allerede under min sygdom. Hvis jeg ikke havde været syg, tror jeg ikke, jeg var gået den vej, så på en måde er det en gave, at jeg nu ved, hvad jeg vil med mit liv. Min sygdom gjorde mig nysgerrig på, hvad det var, der skete med mig, så det giver god mening med sygeplejerskeuddannelsen. Det er mit håb, at jeg en dag kommer inden for hæmatologien, hvor jeg er sikker på, at jeg kan gøre en forskel med min egen historie.”

”Selvom jeg jo har været heldig og er blevet rask, så tror jeg sygdommen er en ting, jeg tager med mig gennem resten af mit liv. Jeg ved, at når man har haft sådan en sygdom, så er der en risiko for, at den kommer igen, eller at man får noget helt andet. Men sygdommen må ikke fylde det hele, og det gør den heler ikke. Men at få kræft er en rystende oplevelse, som aldrig vil give helt slip på mig, og frygten for, at den kan komme tilbage, er ikke blevet mindre af, at jeg er blevet mor. Nu er det ikke kun mig selv, det handler om. På den anden side så er jeg sikker på, at skulle sygdommen komme tilbage, så skal jeg nok klare det med. Jeg har hele tiden været meget åben omkring min sygdom, og det, tror jeg, kommer mig til gode, selvom jeg også kan mærke, at det er svært for andre at forstå, hvad jeg har været igennem. Det kan være svært at forstå, at jeg ikke bare ser mig selv som rask, men at jeg faktisk bærer på en historie, der er en del af mig – på ondt og godt. Jeg har både fysiske og psykiske mén, og det går ikke bare væk. Når det er sagt, så er jeg bestemt ikke blevet slået omkuld, og jeg har et godt liv. Jeg giver ikke op så nemt.”

Sophia har været med til at starte Mod!Kræft i på regionshospitalet i Roskilde, hvor hun selv var i behandling. Det er et fællesrum og et fristed for unge med kræft, hvor man kan man møde andre unge, være sammen med sine venner eller få en snak med en af de tilknyttede ungeambassadører. Det er sygeplejersker, der er specialiseret i at arbejde med unge patienter.

Sophia bor sammen med Elina og sin kæreste i deres hus i Gladsaxe.

Vi skrev om Sophia i LyLe Nyt tilbage i 2018, og du kan derfor læse hendes historie her.