Fra LyLe Fokus, april 2025:

LyLes Hvidbog om Blodkræft i Danmark har ført til gode møder med en række medlemmer af Folketingets Sundhedsudvalg

Det hører ikke til de daglige rutiner, at LyLe bevæger sig rundt i de højloftede gange på Christiansborg, men det har de første måneder af 2025 ændret på. Ved udgangen af april har LyLes formand Rita O. Christensen og foreningens faste journalist Finn Stahlschmidt været i audiens hos seks sundhedspolitiske ordførere for at tale om de særlige udfordringer mennesker deres rammes af blodkræft står overfor.

Den direkte anledning til denne mødeaktivitet er den hvidbog om ’Blodkræftbehandling i Danmark’ som LyLe fremlagde i efteråret 2024.

Formålet med hvidbogen er at skabe en større forståelse for de særlige udfordringer, der er forbundet med at være blodkræftpatient i Danmark i dag, og at kaste lys over, at der fortsat er potentiale for at forbedre overlevelse og livskvalitet for mange patienter. Det kan være gennem at sikre hurtige diagnose, adgang til nye lægemidler og gennem at etablere målrettede behandlingstilbud til de mange blodkræftpatienter der døjer med senfølger efter den ofte meget intensive behandling, de har være igennem. LyLe lægger vægt på en nær kontakt til sine medlemmer og netop det danner udgangspunkt for hvidbogens tre overordnede temaer som foreningen håber, vil finde vej til den kommende Kræftplan 5. Temaerne er tidlige diagnose, adgangen til nye avancerede lægemidler og senfølger, men hvidbogen kaster ikke blot lys over udfordringerne i det eksisterende behandlingssystem, den kommer også med konkrete bud på forbedringer.

Vi er blevet taget godt imod

Hvidbogen er som nævnt skrevet ud fra et ønske om at sætte spor i den kommende Kræftplan 5 med fokus på de særlige udfordringer patienter med blodkræft står overfor i mødet med behandlingssystemet. Det sker i en situation, hvor de store kræftsygdomme (ikke mindst bryst-, prostata- lunge- hud- og tarmkræft) er tilbøjelige til at overskygge de mere sjældne sygdomme – en kategori som mange af de talrige hæmatologiske sygdomme falder ind under.

”Inden vi tog hul på denne møderække, havde vi en antagelse om, at de politikere vi skulle tale med, ikke vidste meget om blodkræft, og det holdt stik. Hæmatologiske patienter har det med at blive glemt i kræftdebatten, hvor det meste handler om de store kræftsygdomme. Men vi er blevet mødt af nogle meget lydhøre og imødekommende medlemmer af Sundhedsudvalget og fik lejlighed til at give dem et godt indblik i de særlige udfordringer, man står overfor, når man bliver ramt af en blodkræft-sygdom”, fortæller Rita.

Ved møderækkens afslutning har LyLe haft møder på Christiansborg med:

  • Danmarksdemokraternes Anders Møller (politisk rådgiver)
  • SF’s Kirsten Normann Andersen
  • Liberal Alliances Louise Brown
  • De konservatives Per Larsen
  • Dansk Folkepartis Peter Kofoed
  • Socialdemokraternes Lea Wermelin
  • Venstres Christoffer Melson

I skrivende stund udestår endnu møderne med Socialdemokraternes Lea Wermelin og Christoffer Melson. Kræftplan 5 i sin endelige form forventes vedtaget inden Folketinget går på sommerferie.

>> Du kan finde hvidbogen her.