MDS – myelodysplastiske syndromer – hvad er det?

MDS – myelodysplastiske syndromer – er en samlet betegnelse for en gruppe af sjældne sygdomme, hvor knoglemarven ikke producerer tilstrækkeligt mange modne blodceller. Myelo betyder marv, mens dysplastisk kommer af græsk og er sammensat af dys (abnorm) og plasis (formering), og syndrom betyder en gruppe af sygdomme.

MDS er kræftsygdomme og kan hos nogle patienter udvikle sig til akut leukæmi (AL). Heldigvis findes der flere muligheder for at behandle sygdommen, og forbedre patientens livskvalitet. Den eneste potentielt kurerende behandling er imidlertid stamcelletransplantation, som indebærer en betydelig risiko.

Blodcellerne produceres i knoglemarven, som findes i de fleste af kroppens store knogler. I knoglemarven deler blodstamcellerne sig hele tiden og udvikler sig til modne blodceller, dvs. røde blodlegemer (erytrocytter), hvide blodlegemer (leukocytter) samt blodplader (trombocytter), som frigives fra knoglemarven til blodet. Ved MDS er modningen af blodcellerne blevet forstyrret, og det medfører, at de ikke udvikles og modnes, som de gør hos raske personer, og resultatet er mangel på en eller flere typer blodceller. Når lægerne kikker på blodcellerne i et mikroskop, forekommer nogle af dem at have en unormal form. Det kaldes dysplasi.

MDS deles i to hovedgrupper: Lavrisiko-MDS og højrisiko-MDS.

Ved lavrisiko-MDS har man som patient nærmest en kronisk sygdom, som hos mange patienter udvikler sig relativt langsomt og kun medfører en forholdsvis lav risiko for at udvikle sig til akut leukæmi (AL). Mange patienter med lavrisiko-MDS lever med deres sygdom i mange år.

Ved højrisiko-MDS er der tale om en mere aggressiv sygdom med større risiko for udvikling til akut leukæmi (AL).

Fakta om MDS – myelodysplastiske syndromer

• MDS – myelodysplastiske syndromer – er en samlet betegnelse for en gruppe af sjældne sygdomme, hvor knoglemarven ikke producerer tilstrækkeligt mange modne blodceller.
• MDS kan hos nogle patienter udvikle sig til akut leukæmi (AL).
• Der findes flere muligheder for at behandle sygdommen og forbedre patientens livskvalitet.
• Den eneste potentielt kurerende behandling er stamcelletransplantation, som dog indebærer en betydelig risiko.
• MDS deles i to hovedgrupper: Lavrisiko-MDS og højrisiko-MDS.
• Ved lavrisiko-MDS har man nærmest en kronisk sygdom, som hos mange patienter udvikler sig relativt langsomt og kun medfører en forholdsvis lav risiko for at den udvikler sig til akut leukæmi.
• Ved højrisiko-MDS er der tale om en mere aggressiv sygdom med større risiko for udvikling til akut leukæmi.
• MDS forekommer hyppigst hos ældre. Gennemsnitsalderen ved diagnosen er 75 år. Cirka en fjerdedel af patienterne er dog under 60 år.

Hvor almindeligt er MDS?

MDS – myelodysplastiske syndromer – forekommer hyppigst hos ældre. Gennemsnitsalderen ved diagnosen er 75 år. Cirka en fjerdedel af patienterne er dog under 60 år. Antallet af nydiagnosticerede patienter er ca. 250 per år i Danmark. Sygdommen er noget hyppigere hos mænd end hos kvinder.

Hvorfor får man MDS?

MDS – myelodysplastiske syndromer – opstår som følge af flere genforandringer i knoglemarvens blodstamceller. Disse forandringer fører til en unormal øgning af antallet af syge blodstamceller, og disse celler begynder gradvist at fortrænge de raske. Samtidig dør en stor andel af de blodceller, som modnes fra de syge blodstamceller, allerede inden de bliver færdigudviklet, og de kommer derfor ikke ud i blodbanen. Dette fører til mangel på en eller flere af typer af blodceller.

I 90 procent af sygdomstilfældene er årsagen ikke kendt. Disse sygdomstilfælde kaldes primær MDS. De sidste 10 procent kaldes terapi-relateret MDS. Denne betegnelse bruges, fordi tidligere behandling med kemoterapi eller bestråling mod en kræftsygdom eller en anden sygdom øger risikoen for at udvikle MDS

I de allerfleste tilfælde er der ingen forklaring på, hvorfor man har fået MDS. Nogle få undersøgelser har vist, at udsættelse for kemiske stoffer, fx opløsningsmidlet benzen, kan øge risikoen for at udvikle MDS, men dokumentationen er for utilstrækkelig til at drage sikre konklusioner. Høje doser af radioaktiv stråling efter atomvåben (Hiroshima) eller atomkræftsværksulykker (Tjernobyl) vides at kunne føre til flere tilfælde af MDS. Det har ikke kunnet påvises, at MDS er en arvelig sygdom hos voksne, men der findes sjældne nedarvede sygdomstilstande, som giver øget risiko for at udvikle sygdommen. Det er ikke nødvendigt at undersøge for sygdommen hos børn eller børnebørn.

Symptomer: Almindelige tegn på MDS

Symptomerne på MDS – myelodysplastiske syndromer – som den enkelte patient mærker, afhænger af, hvilke typer af blodceller der er mangel på. De fleste MDS-patienter har for få røde blodlegemer (anæmi = blodmangel). Mængden af røde blodlegemer kaldes for blodprocenten. De røde blodlegemers opgave er at transportere ilt fra lungerne og ud i kroppens væv. Ved anæmi har man derfor iltmangel ude i vævene (muskler, hjerne etc.), og man kan opleve symptomer som træthed, nedsat kondition, åndenød, svimmelhed og nedsat koncentrationsevne. De hvide blodlegemer er en del af kroppens immunforsvar (beskytter os mod infektioner). Hvis MDS-sygdommen fører til udtalt mangel på hvide blodlegemer, specielt den type, der hedder neutrofile granulocytter, er der øget risiko for at få alvorlige infektioner. Hvis der er en udbredt mangel på blodplader (kaldet trombocytter), størkner blodet dårligere, og man får lettere blå mærker og slimhindeblødninger, fx næseblødning eller blødning fra tandkødet. Risiko for alvorlige indre blødninger er ganske lille.

Hos ca. 30 procent af alle MDS-patienter udvikler sygdommen sig med tiden til en akut leukæmi (AL). Risikoen for at udvikle AL er meget forskellig afhængigt af, hvilken undertype af MDS patienten har (se nedenfor).

Sådan stilles diagnosen MDS

Ved undersøgelse for MDS – myelodysplastiske syndromer – er det vigtigt at udelukke andre årsager til mangel på blodlegemer som fx mangel på vitaminer, der har betydning for dannelsen af blodlegemer. Højt alkoholforbrug kan også give en tilstand både i blodet og i knoglemarven, som ligner MDS. Der undersøges typisk også for, om der er tale om en påvirket knoglemarv på baggrund af en virusinfektion. Når det er udelukket, at der er tale om en anden årsag til manglen på blodlegemer, tages der en vævsprøve fra knoglemarven. Nogle gange gentages denne undersøgelse for at være helt sikker på diagnosen. Knoglemarvsprøven tages fra bagsiden af hoftekarmen, og undersøgelsen gennemføres i lokalbedøvelse. Knoglemarven farves efterfølgende med forskellige kemikalier, inden den vurderes i mikroskop. Ved mikroskopi undersøges for specielle karakteristika i cellerne (dysplasier), og andelen af umodne celler (blaster) opgøres. Der undersøges også for eventuelle kromosomforandringer i de syge celler. Svaret på undersøgelserne kan tage op til to uger. Derefter kan undertypen af MDS bestemmes (WHO’s klassifikationen af MDS).

Undertypen af MDS og eventuelle kromosomforandringer er afgørende for prognosen og behandlingsmulighederne. Nogle kromosomforandringer er forbundet med god og andre med dårligere prognose. Højt antal umodne celler (blaster) er forbundet med en dårligere prognose. MDS inddeles i forskellige prognostiske grupper efter IPSS (International Prognostic Scoring System). Efter IPSS inddeles sygdommen i lavrisiko- og højrisiko-MDS. Hermed menes MDS med kort eller lang forventet restlevetid og også risiko for, at MDS videreudvikles til AL.

Der findes også et nyere risiko- og prognosesystem, fx IPSS-R (revideret IPSS) som lægen kan bruge til at vurdere patientens sygdom. Desuden viser forskning, at forskellige genmutationer formentlig også spiller en rolle i forhold til fx prognose. Sandsynligvis vil genmutationsundersøgelser snart være rutine i MDS-undersøgelsesprogrammet.

Lavrisiko: Hvordan behandles lavrisiko-MDS?

Der er flere behandlingsmuligheder ved lavrisiko-MDS:

a) Ingen behandling overhovedet

Med de behandlinger, der findes i dag til MDS, er der ingen gevinst ved at behandle sygdommen, hvis der ikke er symptomer. I de fleste tilfælde kan MDS ikke helbredes, og behandlingen tilstræber derfor at forbedre blodtallene, så livskvaliteten øges. Den eneste behandling, der kan helbrede MDS er allogen stamcelletransplantation (se nedenfor).

b) Transfusionsbehandling

Den hyppigste behandling af MDS er transfusion af røde blodlegemer (blodtransfusion) for at øge blodprocenten. Med en transfusion vil man føle sig mindre træt og ikke udsætte kroppens organer for iltmangel. Mange patienter med MDS kan opnå en god livskvalitet med regelmæssige transfusioner. Indimellem – ved meget lave værdier – kan det også blive aktuelt at give transfusion af blodplader. Det kan også blive nødvendigt at give transfusion af blodplader ved blødning, ved operation eller ved større tandindgreb.

c) Behandling for jernophobning i kroppen

Hvis man får mange blodtransfusioner, opstår der et overskud af jern i kroppen. Dette kan påvirke forskellige organer (fx lever og hjerte) negativt. Derfor foretages regelmæssige målinger af kroppens jernniveau (såkaldt ferritinniveau). Det kan blive nødvendigt at give medicin for at afhjælpe jernophobningen, og der findes række forskellige behandlinger med god virkning.

d) Blodcelledannende hormoner (vækstfaktorbehandling)

Hvis man har symptomgivende blodmangel eller er transfusionsafhængig, kan det overvejes at behandle med injektioner med erythropoietin (EPO). Dette er en vækstfaktor, som kroppen selv producerer i nyrerne, og som stimulerer knoglemarven til at lave flere røde blodlegemer. EPO hører man oftest om i dopingsammenhænge, hvor fx cykelryttere har brugt det til at forbedre deres blodprocent og dermed iltningen af deres muskler.

En anden vækstfaktor (G-CSF), som stimulerer dannelsen af neutrofile granulocytter (en undergruppe af hvide blodlegemer), kan gives for at forstærke EPO´s effekt på de røde blodlegemer. Målet med denne type behandling er, at man skal holde en stabilt højere blodprocent uden at have behov for at skulle have blodtransfusioner. Cirka 50 procent af patienter med MDS kan forventes at have effekt af EPO-behandling. Hvis man har behov for transfusioner meget ofte, eller hvis kroppens egen produktion af EPO allerede er kraftigt forøget, så er chancen for at opnå en effekt af denne type behandling meget mindre. G-CSF kan indimellem gives alene for at stimulere dannelsen af hvide blodlegemer, hvis man har meget lave niveauer af hvide blodlegemer og har tilbagevendende infektioner. Både EPO og G-CSF gives som indsprøjtning en til flere gange i løbet af en uge.

e) Lenalidomid

Hvis en patients MDS-celler har en kromosomforandring, hvor der er et tab af en del af kromosom 5 (denne undertype af MDS kaldes MDS del5q), er der gode chancer for, at man kan forbedre blodprocenten ved behandling med lenalidomid. Lenalidomid kan blive aktuel for visse patienter, som ikke har effekt (eller har meget lav sandsynlighed for at få effekt) af behandling med EPO og GCSF (se ovenfor). Hvordan lenalidomid virker, eller hvorfor det har en speciel god effekt ved MDS del5q er endnu ikke fuldstændig klarlagt, og før behandling med lenalidomid skal der laves en ny status og risikovurdering af sygdommen.

f) Immunhæmmende behandling

Hos en meget lille andel af først og fremmest yngre MDS-patienter er en af hovedårsagerne til blodmanglen, at patientens eget immunsystem angriber blodstamcellerne. Disse patienter kan have effekt af en behandling, som hæmmer immunsystemet

g) Allogen stamcelletransplantation

Den eneste behandling med chance for at helbrede MDS er allogen stamcelletransplantation, dvs. transplantation af bloddannende stamceller fra en rask donor. Det er en meget intensiv og risikofyldt behandling, og risikoen stiger med alderen, og hvis man lider af anden sygdom (fx hjerte- eller lungesygdom eller dårlige nyre). De fleste MDS-patienter er derfor for gamle eller har for dårligt helbred generelt til at kunne tåle denne behandling. Ved lavrisiko-MDS er det sjældent aktuelt selv for yngre patienter med stamcelletransplantation, hvis ikke sygdommen tydeligt viser tegn på forværring.

Højrisiko: Hvordan behandles højrisiko-MDS?

Behandlingen af højrisiko-MDS har til hensigt at forhindre udviklingen af sygdommen til AL og at behandle de symptomer, man har på grund af mangel på blodceller.

a) Transfusionsbehandling

Den hyppigste behandling af MDS er transfusion af røde blodlegemer (blodtransfusion) for at øge blodprocenten. Med en transfusion vil man føle sig mindre træt og ikke udsætte kroppens organer for iltmangel. Mange patienter med MDS kan opnå en god livskvalitet med regelmæssige transfusioner. Indimellem – ved meget lave værdier – kan det også blive aktuelt at give transfusion af blodplader. Det kan også blive nødvendigt at give transfusion af blodplader ved blødning, ved operation eller ved større tandindgreb.

b) 5-azacytidin

Dette lægemidlet har i store studier vist at kunne bremse udviklingen fra MDS til AL og i nogle tilfælde bremse sygdommen i flere år. 5-azacytidin er en cellegift, som gives i lav dosis og ofte tolereres godt med ganske få bivirkninger selv hos ældre patienter. De almindeligste bivirkninger er irritation og rødme ved indstiksstedet, i mindre grad utilpashed, uro i maven og muskel- og ledgener. Den forebyggende kvalmemedicin giver derudover risiko for forstoppelse, som kan kræve behandling. Bivirkningerne aftager i løbet af de dage, medicinen gives, eller få dage efter. Lægemidlet gives som indsprøjtninger fem-syv dage i træk. Derefter er der tre behandlingsfrie uger, indtil der gives en ny behandlingsserie. Normalt vurderes, hvor godt behandlingen har hjulpet efter seks behandlingsserier, men ind imellem gøres der status tidligere. Behandlingen helbreder ikke patienten for MDS og fortsættes, så længe den har effekt og ikke giver for mange bivirkninger..

c) Intensiv cellegiftbehandling

Behandling af MDS med andre typer af cellegifte/kemoterapi kan komme på tale til nogle patienter med højrisiko-MDS og i tilfælde af, at man har udviklet AL, hvor antallet af leukæmi-celler (blaster) i knoglemarven er højt. Ældre personer og personer med andre alvorlige sygdomme (fx hjerte- eller lungesygdomme eller dårlig nyrefunktion) har svært ved at tåle en sådan behandling. Intensiv cellegiftbehandling kan være aktuelt til visse patienter, hvor der påtænkes at behandle videre med allogen stamcelletransplantation.

At leve med MDS – hvad kan du selv gøre?

Når man har MDS – myelodysplastiske syndromer – kan man ikke selv gøre noget for at forbedre sin sygdomstilstand ved fx at omlægge kosten. Blodmanglen skyldes ikke vitamin- eller jernmangel, så det hjælper ikke at spise en jernrig kost, jerntabletter eller andre kosttilskud. Tværtimod, for de fleste MDS-patienter har allerede en forhøjet mængde jern i kroppen. Indtagelse af en mindre mængde alkohol forværrer ikke sygdommen, men store mængder påvirker dannelsen af blodceller negativt.

At spise en god, varieret kost samt at bevæge sig og motionere efter ens formåen er generelt godt for vores helbred. Hvis man har meget lavt antal hvide blodlegemer, er man mere modtagelig end normalt for at få infektioner. I den situation bør man ikke omgås personer, som har symptomer på infektioner (hosten, nysen, feber, diarré eller opkast). Det er en god idé at lade sig influenzavaccinere – det gælder alle personerne i husstanden. Man bør ikke udsætte sig for smitte med skoldkopper og helvedesild.

Hvornår skal du søge akut lægehjælp, og hvor skal du henvende sig?

Hvis de hvide blodlegemer er lave, så er risikoen for alvorlige infektioner større. Hvis man får høj feber (38,5 °C eller derover), bør man kontakte den afdeling, hvor man bliver kontrolleret for sin sygdom. Lægen vil så vurdere, om man skal have antibiotikabehandling. Dette gælder også, hvis du får høj feber om aftenen og om natten. Symptomer på blodmangel kan være træthed, svimmelhed og åndenød. Enkelte patienter kan også få brystsmerter og hævede ben eller eventuelt besvime ved udtalt blodmangel. Hvis man føler sig mere træt end vanligt, kan man kontakte afdelingen for at fremrykke kontrollen eller en evt. blodtransfusionstid. Ved nytilkomne brystsmerter eller ved tilbagevendende svimmelhedstilfælde skal man søge akut lægehjælp.

Forskning i MDS

Der foregår meget forskning inden for MDS – myelodysplastiske syndromer – for at lære mere om baggrunden for sygdommen og for at udvikle nye og bedre behandlinger. Endelig er der også forskning, der undersøger, hvilke patienter der kan forventes at have glæde af hvilke behandlinger.

Den Nordiske MDS gruppe (NMDSG) er et netværk for behandlende læger og forskere med interesse for sygdommen. Gruppen foretager selvstændigt forskellige MDS-studier. Det er også muligt, at den afdeling, hvor man bliver behandlet, er med i såkaldte kliniske studier sponsoreret af forskellige lægemiddelvirksomheder for at kunne vurdere effekten af nye lægemidler. Det kan ske, at man vil blive spurgt, om man vil deltage i sådan et studie eller afgive ekstra knoglemarvprøve til forskning. Dette er naturligvis helt frivilligt. Hvis man ikke vil deltage, tilbydes man den bedste etablerede behandling.

I Danmark samles data vedrørende patienter med MDS (ligesom al anden cancersygdom) til et nationalt kvalitetsregister. Der er også en national biobank, som man ligeledes kan blive spurgt, om man vil afgive en blodprøve til.

Denne tekst er faktatjekket af Klas Raaschou-Jensen, overlæge på Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitets Hospital. April 2018.

I 2020 foretog det uafhængige analyseinstitut Ipsos Healthcare en undersøgelse blandt MDS-patienter i norden på vegne af BMS Celgene og i samarbejde med LyLe. Undersøgelsens formål var at forstå, hvordan det er at leve med lavrisiko MDS, hvordan de regelmæssige blodtransfusioner opleves, og hvilken betydning de har for ens liv med MDS. Vi har nu mulighed for at dele store dele af undersøgelsen fra Danmark med jer, som har interesse i at læse nærmere om andres oplevelser.

>> Download og læs undersøgelsen

Hvad kan MDS-patienter forvente i fremtiden?

– synspunkter fra en patient, der deltog i ASH 2020 Virtual. Af Niels Jensen, der er MDS-patient og medlem af LyLe, 24. maj 2021.

Bemærk: Synspunkterne kommer fra en MDS patient og ikke en læge. Vi håber dog alligevel, at dokumentet kan give dig mere viden om MDS, hvordan den diagnosticeres, og hvilken behandling der er tilgængelig i dag og i fremtiden set ud fra et patientperspektiv.

>> Download og læs ‘Hvad kan MDS-patienter forvente i fremtiden? – synspunkter fra en patient, der deltog i ASH 2020 Virtual

Læs også ‘Information til dig, der har MDS’ på the Nordic MDS Groups hjemmeside

Læs også nogle af vores artikler, der omhandler bla. MDS – myelodysplastiske syndromer