>> Besøg LyLes hjemmeside stamcelledonor.dk og se, hvordan du kan redde et andet menneskes liv ved at blive stamcelledonor.

Autolog stamcelletransplantation: Hvis ens kræft-sygdom kræver, at man får behandling med en kraftig dosis kemoterapi, vil kemoterapien slå kræftcellerne ihjel, men også skade knoglemarven.

For at bevare knoglemarvens funktion tager lægen derfor knoglemarvsstamceller ud fra blodet og fryser dem ned, inden den kraftige kemoterapi gives. Når kemoterapien er ude af kroppen efter 1-2 døgn, optøs stamcellerne og føres igen ind i kroppen ligesom en blodtransfusion. Stamcellerne finder selv vej til knoglemarven og opbygger den på ny.

Denne transplantationsform med patientens egne stamceller kaldes autolog stamcelletransplantation. Med denne transplantation kan man tåle at få en mere intensiv og kraftigere behandling med kemoterapi og eventuelt strålebehandling, end det ellers er muligt.

Allogen stamcelletransplantation: Ved denne type transplantation får man celler fra en donor. De fremmede stamceller vil starte en immunreaktion, så ens eget immunsystem vil slå kræftcellerne ihjel.

Den ønskede effekt ved en transplantation med stamceller fra en donor består i, at hvide blodceller fra det nye immunforsvar dræber de kræftceller, som kemoterapien ikke kunne udrydde. Transplantation af stamceller fra en donor bruges derfor til de sygdomme, der ikke kan behandles af kemoterapi alene.

Selve processen ved de to typer transplantation er ens:  Stamcellerne føres ind i blodet på samme måde, som når man tilfører blod. Det hele opleves for de fleste som meget udramatisk.

Isolation: Risikoen for infektioner er stor i forbindelse med stamcelletransplantation, hvor man får stamceller fra en donor. Derfor skal man isoleres i et rum med steril luft og strenge hygiejneregler. Der er fjernsyn og internetadgang på isolationsstuerne. Man kan også få besøg af sin familie, hvis de ikke er forkølede. Isolationen hører op, når man har et tilstrækkeligt antal hvide blodceller i blodet, så kroppen igen kan forsvare sig mod infektioner.

Med kemoterapi og isolation varer indlæggelsen fire til seks uger i alt. Når man er udskrevet, går man de efterfølgende år til kontrol, hvor man får justeret den immundæmpende medicin.