Fra LyLe Nyt, december 2018:

Stine Ulrik Mikkelsen er netop nu igang med sit ph.d-projekt, der handler om MDS og C-vitamin. Her forklarer hun, hvad det handler om.

For at forstå, hvorfor vi ser dette som spændende, skal vi tilbage til epigenetikken. Det kommer sig af, at der ofte i MDS er mutationer i genet TET2, som bevirker nedsat aktivitet af enzymet. Det enzym er en såkaldt epigenetisk regulator, der aktivt fjerner metylgrupper på DNA’et og dermed kan ’tænde’ for gener, der er blevet ’slukket’, fx gener, der forhindrer cellen i at dele sig uhæmmet. C-vitamin er hjælpestof for TET2-enzymet og dermed nødvendig for dets funktion. Vi ved fra studier, at hæmatologiske patienter generelt har en lav koncentration af C-vitamin i blodet, men vi ved ikke hvorfor. Får disse patienter C-vitamin, kan man se koncentrationen stige, så den lave koncentration skyldes altså ikke manglende evne til at optage det.

“I museforsøg er det vist, at øgning af C-vitamin-niveauet til det normale fysiologiske område kan bremse leukæmiceller. Det har ansporet til at forsøge at give C-vitamin til MDS-patienter. Tanken er, at hvis man har tilstrækkeligt med C-vitamin i blodet og knoglemarvens celler, kan det måske kompensere for den nedsatte aktivitet af TET2-enzymet og ophæve den abnorme epigenetiske regulering i patienternes kræftceller og få dem til at opføre sig mere som raske celler,” forklarer Stine Ulrik Mikkelsen.

“Helt konkret har vi lavet et pilot-studie (en prøveballon, der skal give et fingerpeg, om der kan være hold i hypotesen, og om der kan være bivirkninger) med 20 patienter med højrisiko-MDS eller akut leukæmi i behandling med azacitidin, der er et epigenetisk lægemiddel. De skulle indtage 500 mg C-vitamin eller en snydepille – placebo – dagligt sideløbende med deres medicin. Resultaterne fra forsøget er først nu ved at foreligge, og det tyder på, at tilskud med C-vitamin til behandlingen kan ændre den epigenetiske profil og gener, der ’tændes’. Derudover har vi opstartet et nyt forsøg med en gruppe patienter med forstadier til MDS eller lavrisiko-MDS, som ikke er i aktiv behandling. De får 1000 mg C-vitamin dagligt i ét år eller placebo som kapsler. Der tages knoglemarvsprøve i starten af forløbet, efter tre måneder og efter et år og blodprøver hver tredje måned. Til slut skal vi sammenligne blod- og knoglemarvscellerne fra patienterne for at se, om cellerne fra patienterne i C-vitamin-gruppen har ændret den epigenetiske regulering. Vi vil naturligvis gerne vide, om kosttilskud af C-vitamin kan bremse udviklingen af sygdommen hos visse patienter, og om tilskud af C-vitamin i patienter med højrisiko-sygdom, der får epigenetisk behandling, kan gøre, at behandlingen virker bedre. Med det som udgangspunkt har vi planer om at starte et stort studie næste år med højrisiko-patienter, der skal opstartes i behandling med azacitidin. Det vil være et fælles projekt i de nordiske lande.”

“Når vi ikke bare kan anbefale MDS-patienter at tage C-vitamin i stor stil på egen hånd, skyldes det, at vi ikke kan vide, om der kan være bivirkninger forbundet med det, eller om årsagen til, at patienter med blodkræft har lavt C-vitaminniveau kan være, at kræftcellerne bruger det til noget. Derfor er det nødvendigt at undersøge virkningen først i et kontrolleret videnskabeligt forsøg,” slutter Stine Ulrik Mikkelsen.

Andre relevante artikler: