Fra LyLe Nyt, marts 2018:
Lene Sofie Granfeldt Østgårds undersøgelse rejser spørgsmålet, om der forskelsbehandles på de danske sygehuse. Får de højtuddannede en bedre behandling end de kortuddannede, når det drejer sig om akut leukæmi? Det talte vi med Henrik Frederiksen om. Han er overlæge på Hæmatologisk Afdeling X på Odense Sygehus og formand for Dansk Hæmatologisk Selskab.
”Den bekymring, som denne undersøgelse kan give anledning til, handler for mig ikke så meget om mit fag og den måde, vi som læger løser vores opgaver på. Det står jeg meget gerne på mål for. Det, der derimod bekymrer mig, er den usikkerhed og utryghed, der kan rejse sig blandt patienterne. De mennesker, som det drejer sig om, er meget udsatte, og derfor er det magtpåliggende, at der ikke skabes unødig utryghed om behandling og opfølgning af hæmatologisk kræft i Danmark. Det er primært det, min opmærksomhed er rettet imod,” forklarer Henrik Frederiksen.
Helt overordnet finder han undersøgelsen vigtig, valid og interessant. Der er tale om en stor (3.000 patienter), populationbaseret undersøgelse, og det er netop den høje kvalitet, der ligger til grund for, at Journal of Clinical Oncology har valgt at publicere den, vurderer Henrik Frederiksen.
”Ulighed i et offentligt sygehussystem kan aldrig være acceptabelt. Men overordnet set, så tror jeg ikke, der er mange sygdomme, hvor folk med kortere uddannelser ikke klarer sig dårligere end mennesker med længerevarende uddannelser. Det kræver simpelthen ressourcer at gå ind i et behandlings- og opfølgningsforløb, og det er ressourcer, som folk med længere uddannelser har flere af i udgangspunktet. Det prøver vi som læger at tage højde for i dagligdagen. Jeg tror, at de fleste af os vil være tilbøjelige til at give mere ’snor’ til patienter med stor egenomsorg og et stærkt netværk, end til mennesker, der har det sværere og derfor skal følges tættere. Selve behandlingsforløbet giver mere sig selv. Det kører efter velbeskrevne retningslinjer. Det, vi skal have øjnene rettet imod, er alle de ting, der omgiver behandlingen, og her ikke mindst, hvad det er for en historie, patienterne kommer med fx i form af livsstilssygdomme. Det er et faktum, at mennesker med korterevarende uddannelser er mere belastede af andre sygdomme, når de kommer til den hæmatologiske klinik.”
Et spejl af uligheden i samfundet
Henrik Frederiksen fortsætter:
”Jeg ville ønske, at jeg kunne pege på noget helt konkret, der kan gøres bedre. Vi er blevet læger, fordi vi gerne vil hjælpe vores medmennesker og behandle alle godt. Jeg nægter at tro, at vi behandler mennesker med kortere uddannelser dårligere end andre. Når det er sagt, så er det alt andet lige vanskeligere at få det til at lykkes i et meget kompliceret behandlingsforløb – som ved akut leukæmi – hvis ressourcerne hos både patienten og i dennes netværk er små. Det er vanskeligt at forestille sig, at den ulighed, der er ude i samfundet, ikke også viser sig i sundhedssystemet, men vi bliver nødt til at blive ved med at lede efter løsninger. Det kan fx være i form af nye kommunikationsværktøjer eller i højere grad at involvere ressourcepersoner i patientens netværk. Vi må og skal blive bedre.”
