Akut leukæmi:
Forskelsbehandling er en realitet

Fra LyLe Nyt, marts 2018:

Hvad stiller vi op med et sundhedssystem, hvor det tilsyneladende kun er de veluddannede, der får det fulde udbytte af de fremskridt, der gøres i behandlingen? Det spurgte vi Signild Vallgårda fra Etisk Råd om. Hun er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab og har bl.a. forsket i sygehusvæsenets udvikling og beskæftiget sig med folkesundhedspolitik i Danmark og Sverige i det 20. århundrede.

”Det er et etisk problem, hvis højtuddannede får mere ud af de fremskridt, der gøres i behandlingen, men uligheden i samfundet kommer naturligvis også til udtryk i sundhedssystemet. Vi ved fx, at de højtuddannede i højere grad end andre opsøger speciallæger, selvom netop denne gruppe af borgere er sundere end gennemsnittet. Sundhedsvæsnet er fyldt af uretfærdigheder. Ligesom verden uden for.

Signild Vallgårda er ikke i tvivl om, at lægerne gør deres bedste, men forskelsbehandling kan sætte sig igennem bag om ryggen på dem. Også selvom de faktisk synes, de er opmærksomme på problemet. Det er menneskeligt. Den eneste vej frem for at rette op på den ulighed, der kommer til udtryk i Lene Sofie Granfeldt Østgårds undersøgelse, er at gøre en endnu større indsats over for de patienter, der ikke er så ressourcestærke, mener hun.

”Vi er nødt til at forholde os til, at læger faktisk forskelsbehandler, selvom det ikke er bevidst eller af ond vilje,” siger Signild Vallgårda. ”Spørg bare de svært overvægtige eller de alkoholiserede hjemløse. Vi bliver også nødt til at se i øjnene, at der er grænser for, hvad god formidling og kommunikation kan gøre. Man kan ikke sige, at en ulighed i behandlingen blot er et udtryk for fx dårlig eller utilstrækkelig kommunikation. Der vil altid være patienter, som man ikke kan nå på det niveau, der er nødvendigt. Derfor giver det også mening ikke at gå i gang med behandlingen af en patient, der ikke har forudsætninger for at være aktivt med. Det er fair nok. Der hører også det med, at ’systemet’ – i en verden med begrænsede ressourcer – skal afveje, hvor meget tid og hvor mange penge man skal bruge på disse patienter. Der skal være en fornuftig proportion mellem indsatsens omfang og chancen for at lykkes. Det er ikke nemt.”

Andre relevante artikler:

2018-05-04T14:28:33+00:00 21. mar 2018|Akut leukæmi, Leukæmi, Sundhedspolitik|