Fra LyLe Nyt, december 2019:
Drugstars er en app til din telefon, der kan hjælpe dig med at tage din medicin. Bruger du appen, kan du være med til at donere penge til LyLe eller en anden patientforening. Appen giver nemlig brugerne mulighed for at bidrage økonomisk til patientforeninger uden selv at skulle have penge op af lommen. Her kan du læse, hvordan det hænger sammen.
Men først lidt baggrund: I 2017 brugte vi danskere lægemidler for cirka 22 milliarder kroner, og man regner med, at cirka hver tredje voksne dansker får ordineret receptpligtig medicin. Spørgsmålet er, hvor gode vi så er til at huske at tage den. For én ting er at få at vide af lægen, at du skal tage en pille hver dag, noget andet er at huske at gøre det. Man regner med, at kun 40 procent af al udskrevet medicin indtages som anvist af lægen.
Og dårlig compliance, som lægerne kalder det fænomen, at patienter ikke tager deres medicin som foreskrevet, er faktisk et stort problem. Sundhedsmæssigt, fordi medicin, der ikke bliver taget, indebærer en risiko for en forværring af ens sygdomstilstand, og økonomisk, fordi utilstrækkelig behandling lægger pres på sundhedsvæsenet. Endelig betyder dårlig compliance, at vi går glip af systematisk viden om, hvordan medicin virker og mulige bivirkninger ved den.
Donationer til LyLe
Drugstars er et dansk initiativ drevet af tidligere professor i socialfarmaci ved Københavns Universitet Claus Møldrup. Hans idé tager udgangspunkt i, at alle har en mobiltelefon, og at hvis vi får en belønning, så bliver vi bedre til at huske at tage vores medicin.
Drugstars er en gratis app, der giver brugeren en eller flere daglige påmindelser om at tage sin medicin, sine vitaminpiller eller fx sine P-piller. For mange kræftpatienter er dette meget relevant, fordi det er så nemt at glemme eller undlade at tage en medicin, der ofte har nogle ubehagelige bivirkninger.
Det smarte ved Drugstars er, at den ikke kun minder os om at tage medicinen, den belønner os også i kraft af et pointsystem i form af stjerner (deraf navnet Drugstars). Når man har taget sin medicin efter påmindelse fra appen, registrerer man det i appen og modtager til gengæld stjerner til sin konto i appen. En stjerne har en værdi af 7 øre, og når du har indsamlet stjerner nok, kan stjernerne doneres til fx en patientforening (eller anden velgørenhed), hvor de kan veksles til penge. Ud over at få stjerner for at tage din medicin, får du også stjerner for at give feedback om dine oplevelser – gode som dårlige – ved at tage den. Det medvirker til at samle data, der kan have betydning for udviklingen af nye og bedre lægemidler.
Her kan man selvfølgelig indvende, at personlige data kan misbruges i de forkerte hænder. Men hertil siger Claus Møldrup, og vi tager ham på ordet:
”Datasikkerhed ligger os stærkt på sinde. Vi har ikke grund til andet. De data, patienterne bidrager med, bliver naturligvis anonymiseret, og systemet er bygget op, så det ikke er muligt at forbinde specifikke data med specifikke patienter. Det er lige så vigtigt for os, som det er for vores brugere,” forklarer Claus Møldrup.
Pengene bag donationerne kommer fra medicinalfirmaer, der har betydelige interesser i at få viden om, hvordan vi tager vores medicin, og hvordan den virker. Selvom 7 øre per stjerne ikke lyder af alverden, så vil en gennemsnitlig patient indsamle cirka 1.000 stjerner per år. Hvis der fx er 1 million brugere på verdensplan, der benytter appen, vil Drugstars kunne indsamle 70 millioner kroner til velgørenhed. Til dato har Drugstars mere end 320.000 brugere, og i alt 227 patientforeninger verden over modtager bidrag – og tallene vokser dag for dag.