Fra LyLe Nyt, september 2018:

Overlæge og ortopædkirurg Steffen Jacobsen sagde for nyligt op i protest mod Sundheds-platformen og DJØF´erne, som er den nye adel på hospitalerne. Nu har han skrevet en bog, som Susanne Vedel Schmidt, der er CLL-patient og medlem af LyLe, her anmelder:

Utopien på Regionsgårdene synes at være hospitaler uden læger- og gerne også uden patienter. Til gengæld skal hvert åndedrag, som en ansat i Region Hovedstaden foretager sig, dokumenteres i skemaer.”

Ovenstående er appetitvækkeren på bagsiden af Steffen Jacobsens udmærkede skildring af et langt forløb i Sundhedssektoren – fra valg af lægestudiet til virket som overlæge og ortopædkirurg.

Steffen Jacobsen spidder på galgenhumoristisk vis “Systemet”, der grundet fejlslagne politiske tiltag såsom omtalte Sundhedsplatform samt evindelige tiltag for registrering af tids- og pengeforbrug. De sundhedsfaglige medarbejdere spares væk til fordel for ansættelse af DJØF´er, som holder sig selv i gang med opgaver, der intet har med patienthelbredelse at gøre. Forfatteren kalder dette for ouverturen til afgrunden.

Den lægelige kerneopgave – at diagnosticere og helbrede – drukner i administrative opgaver registreret i et håbløst udueligt it-system. Steffen Jacobsen betegner den største udfordring for lægens engagement som værende ro til at udføre det arbejde, man er uddannet til, tid til patienterne – og simpel arbejdsglæde.

Forfatteren causerer over valget af speciale og lufter sin opfattelse af diverse mennesketypers valg af dette. Således karakteriserer han – med glimt i øjet – gynækologer som værende sexgale, radiologer må gerne have et strejf af Asbergers, patologer har givet op, kirurger er psykopater og videre i den dur.

Med sin udtalte sans for humor og som ekvilibrist udi det danske sprog krydrer forfatteren sin fortælling med skrækhistorier fra operationsgangen, som får læseren til først at smile/grine – og siden til med gru at undres over den forholdsmæssige store succesrate i form af overlevende efter indlæggelsen.

Steffen Jacobsens efterskrift rettes til henholdsvis systemet, politikerne, afdelingsledelserne og hospitalsdirektionerne – og så alle os andre. Og han lægger ikke fingrene imellem.

Uddrag af bogen:

“Systemet er blevet mere og mere umenneskeligt. For eksempel er alle lysgårde, terrasser og gårdhaver på Hvidovre Hospital rygefrit område – straffen er en omgående, dødbringende injektion. Hospitalets traditionelle optagelsesområde består af klienter fra de tungest belastede og misbrugende sociale områder af Storkøbenhavn. Dét har man altid vidst, indtil en flok hysteriske, puritanske kællinger (både mænd og kvinder) rykkede ind på chefkontorerne og bandlyste rygning på hospitalet og tilgrænsende jorder.”

Trænger man til indsigt i hospitalssystemet og et godt grin, så kan denne bog stærkt anbefales.

’Hvis De lige vil sidde helt stille, Frue – dr. Jacobsen er ny på afdelingen’ er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof den 13. april 2018. Den kan fx købes på saxo.com, hvor den koster ca. 150 kr.