Fra LyLe Fokus, februar 2021:
I disse coronatider, hvor en større eller mindre grad af isolation har været nødvendigt, er ensomhed en udfordring for mange – ensomhed, som hos nogle kommer oven i den følelse, mange oplever i forvejen, nemlig at være alene med sin sygdom. Mennesker med en eller anden form for blodkræft er ikke kun særligt udsatte i medicinsk forstand – de er det også på det mere eksistentielle, mentale og psykiske plan.
At være ramt af en alvorlig sygdom som blodkræft medfører for nogle en svær følelse af ensomhed. Sygdommen minder os om, selvom vi oplever at være tæt forbundne med vores nærmeste, at vi er mennesker hver især, adskilt fra hinanden – i hvert fald fysisk. Vi har hver vores krop, følelser og tanker, og har vi en sygdom, er den helt vores egen. Man kan dele den med andre i samtaler og i fællesskaber, men ikke rent fysisk. Man kan få medfølelse, forståelse og kærlighed fra gode og uundværlige nære og kære, men sygdommen forbliver ens egen. Det er naturligvis ikke det samme som, at man er ensom, men ensomheden lurer om hjørnet. Blandt andet fordi det kan være svært at føle, at man bliver helt forstået. Og det gælder faktisk i særlig grad, hvis man har leukæmi eller lymfekræft – sygdomme, der ikke kan ses på det ydre, og som i al deres kompleksitet er svære at begribe. Både for en selv og for ens omgivelser.
I den nu tre år gamle bog ’Da kræft ændrede mit liv – Ukendt og usynlig’ fortæller 10 patienter og pårørende om det at leve med en usynlig og ofte uforståelig sygdom. Her går følelsen af at være alene med den ’usynlige sygdom’ igen. Selv hos de mest forstående, mest empatiske og trøstende pårørende mærker man, at de ikke helt forstår, hvad der er på spil – hvilken udfordring, man lever med som den, der bærer og lever med sygdommen.
På internetportalen ’Altompsykologi.dk’, der er sat i verden af Danske Psykolog Forening, kan man finde artiklen ’Coronakrisen kan gøre os ensomme’ skrevet af de to psykologer Tina Haren og Maria M. Bang. De beskriver ud fra deres særlige, faglige vinkel, hvordan det, at vi skal holde afstand til hinanden, efterlader mange i et tomrum, som kan være svært at fylde ud: Kollegaerne mangler, bedsteforældre, børn og børnebørn har ikke længere mulighed for at mødes, vennerne har vi også kun på afstand – vi er afgrænset og begrænset i vores mulighed for at være fysisk sammen. For mange har det en pris. For alle de, som er vant til og holder af at have mennesker af omkring sig, kan isolation opleves som en stor omvæltning.
Vi reagerer forskelligt
Selvfølgelig er der stor forskel på, hvor isoleret og alene man føler sig. Nogle har naturligt et større behov for at være alene, mens andre trives bedst i selskab med andre. Nogle bor alene, og andre med en ægtefælle og andre igen i større fælleskaber.
Derfor er det forskelligt, hvordan vi reagerer. Nogle har mærket ændringer i humøret og er påvirket af at måtte være på afstand fra andre. Vi ved fra forskningen om isolation, at det kan have en stor påvirkning på vores psykiske helbred og vores mentale trivsel.
Isolation er i de danske fængsler det mest restriktive indgreb. Selvom det slet ikke er sammenligneligt med isolation i coronakrisen, er der alligevel nogle lighedspunkter. Institut for Menneskerettigheder beskriver, hvordan isolation som straf kan medføre psykisk lidelse. Mange oplever med coronakrisen, at den ændrede hverdag med begrænset social kontakt påvirker deres mentale trivsel.
Hvis du føler dig ensom, er du ikke alene
Når vi er isolerede, som mange har været det siden det tidlige forår sidste år, oplever mange i højere grad ensomhed. Ensomhed er et ubehag, der kan opstå, når vi er alene eller sammen med andre. Man kan sagtens være alene uden at være ensom eller være ensom, selvom man er i selskab med andre.
Lige nu er vi næsten alle afskåret fra vores daglige gøremål. Nogle har travlt med både at passe job og undervise børn hjemmefra, mens andre er hjemsendt, opsagt og måske alene. Det kan være en svær tid på forskellige måder. Vi er på afstand fra familie, venner, kollegaer og dem, vi ellers mødes og omgås i vores dagligdag. Det er hårdt at savne, og mange er alene og ensomme eller føler sig ensomme, selvom de er sammen med deres nærmeste – for eksempel deres børn.
Ensomhed kan opstå pludseligt og være kortvarig, og i andre tilfælde kan den være langvarig. Nogle personlighedstyper, for eksempel introverte, kan opleve, at de aldrig har haft det bedre end nu. Andre mere ekstroverte kan opleve en øget tendens til bekymring, savn af samvær og social kontakt, angst, stress, depression og ensomhed.
Hvis du føler dig ensom, er du ikke alene. Ensomheden rammer bredt over alle aldersgrupper: Unge, midaldrende og ældre kan i perioder opleve følelsen af ensomhed. I Danmark består 40 procent af alle husstande af én person, så der er grund til at tro at mange har følt sig ramt af isolationen, og det begrænsede sociale samvær kan gøre os triste, nedtrykte og gøre det svært at motivere os til dagens gøremål.
Vi har brug for berøring
Vi har som mennesker brug for berøring – det kan være som kram eller håndtryk. Når vi er isolerede og på afstand fra andre, kan trangen til et kram blive stor, og nogle oplever endda det, der kaldes hudsult. Det er en tilstand, hvor et menneske mangler fysisk berøring. Når vi bliver rørt ved omsorgsfuldt, udløses nemlig hormonet oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet. Oxytocin giver os en følelse af ro og velvære. Men hudsulten kan også lindres på andre måder end ved fysisk berøring, da vi ved, at for eksempel solens varme, et brusebad eller en tur i havet – også selvom det er koldt – kan udløse denne stjerne blandt hormoner.
Ventetid og uvished kan være svær
Ikke kun fysisk afstand og manglende berøring påvirker os. Også ventetid og uvished kan være svær. Ventetidsbelastning er et begreb, der anvendes i forbindelse med den mistrivsel, der ses, når mennesker i uvished skal vente på en afgørelse om deres fremtid. Mange hæmatologiske patienter kender og frygter tiden op mod den næste kontrol på sygehuset.
Når coronakrisen indskrænker vores frie bevægelighed samtidig med, at fremtiden er uvis, kan vores sind komme på overarbejde med triste tanker og bekymring – og vi kan opleve symptomer som bekymring, angst, stress og depression. Gennem mange måneder har vi været nødt til – på afstand fra hinanden – at vente på, at det værste er ovre, så vi igen kan vende tilbage til den hverdag, vi har sat på pause. Men ingen, selvom der er lys forude, kender udløbsdatoen på denne alvorlige periode, vi befinder os midt.
Fremtiden kan derfor føles uvis, og det kan lede til utryghed og gøre os triste og ængstelige. Vi kan lige nu kun håbe på det bedste og sætte vores lid til, at vi kommer hurtigt og sikkert ud af krisen. Håbet om det kan være med til at give tiden et andet og mere positivt fokus. Ingen af os ved, hvor længe vi skal være på afstand, og hvad der kommer til at ske. Vi ved dog, at mange vil være påvirkede af situationen; både fysisk, psykisk og økonomisk.