Ole var ikke meget for at stoppe behandlingen, da han skulle starte en medicinfri periode. Hvad nu, hvis sygdommen udviklede sig? Hvad nu, hvis det blev opdaget for sent? Det gjorde det ikke, ved Ole i dag.
78-årige Ole skruer op for jazzmusikken på anlægget. Han elsker at lytte til musik og har fulgt udviklingen af den rytmiske musik lige siden, han var ung i 1960’erne. Han finder ro i musikken.
Den ro blev ekstra vigtig, da hverdagen skiftede retning for 7 år siden: Ole fik konstateret kronisk lymfatisk leukæmi, CLL, og var i halvandet år igennem kemoterapi, immunterapi og strålebehandling, efterfulgt af medicinsk behandling. Det gik så godt, at lægerne en dag besluttede, at nu behøvede han ikke behandling længere. Men det var Ole ikke meget for.
”Det gjorde mig tryg at være i behandling og gå til faste kontroller. Og jeg oplevede ikke bivirkninger. Så da lægen sagde, at nu var det tid til at stoppe, blev jeg utryg. Hvordan vil min krop reagere? Jeg har det jo godt, så hvorfor risikere, at det ændrer sig?”
Som Bambi på isen
Lægen forsikrede Ole om, at man kun blev taget af behandlingen, når alle tal så fine ud. Og at man stadig ville holde øje med ham med løbende kontroller. Så Ole blev fri for medicinen.
”Jeg følte mig som Bambi på glatis, da jeg slap behandlingen. Nogen føler sig mere syge ved at få medicin. Det gør jeg ikke. Faktisk føler jeg mig mere tryg, når jeg får medicin.”
Tilbagefald
Lægerne forsikrede Ole om, at de nok skulle holde øje og reagere i tide, skulle sygdommen udvikle sig. Og det var netop, hvad der skete.
”Til en kontrol efter et halvt års tid i medicinfrihed opdagede lægerne nogle uvelkomne celler i blodet. Lægerne tog ingen chancer, så jeg kom straks tilbage i behandling.”
Ole var begejstret over at opleve, at lægerne greb ind, så snart de så noget mistænkeligt. Det fortæller han også om, når han deltager i LyLes netværksmøder. Her har han mange gange mødt andre med samme utryghed, som han selv oplevede: Hvad nu, hvis sygdommen udvikler sig, og det ikke opdages i tide?
”Jeg glæder mig næsten til kontrollerne. Lægerne er opmærksomme, måler, vejer og smiler. De er utrolig dygtige. Jeg føler virkelig, de har styr på det og tror dem, når de siger: ”Ole, du er i perfekt stand. Vi ses om tre måneder.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
I perfekt stand
I dag er Ole 78 år og får stadig behandling. Sygdommen er i ro, musikken spiller på anlægget, og Ole har det godt.
”Jeg ser mig selv som rask syg. Kræften er der, den slipper jeg aldrig for. Men den fylder ikke meget i min hverdag.”
De faste kontroller forstyrrer ikke Oles billede af at være rask syg. Tværtimod.
