Fra LyLe Fokus, december 2025:

I oktober 2015 bragte vi her i LyLe Fokus et interview med Orla Skovlund Hansen, som et par år før havde fået kronisk myeloid leukæmi – CML. I dette nye interview har vi talt med ham om, hvordan hans liv er her 10 år senere. Og det går ikke stille for sig.

Det er 12 år siden, Orla fik besked om, at han havde CML, og diagnosen betød, at han omgående blev sat i behandling med standardbehandlingen Glivec. Den blev dog forholdsvist hurtigt skiftet ud med Sprycel, som viste sig at være et bedre valg til ham.

I dag er Orla er fortsat i behandling med Sprycel, der er blevet en obligatorisk del af hans liv på godt og ondt. Siden vi sidst talte med ham, er han gået på efterløn, hvilket dog langtfra har betydet, at han ligger på den lade side. Egentlig kunne han have fortsat i sit job, men muligheden for at gå på efterløn åbnede for nogle af de ting, han gerne havde villet i mange år.

”Indtil efteråret 2022 havde jeg et arbejde, jeg elskede, og nogle fantastiske kolleger. Jeg var i en teknisk support-afdeling i en elektronikvirksomhed med en masse kundekontakt. Det var et drømmejob, men jeg drømte også om andre ting, som jeg kunne engagere mig i. Selvom jeg naturligvis kunne mærke sygdommen, så oplevede jeg ikke, at den holdt mig tilbage,” fortæller Orla.

Kort tid efter at have fået sin CML-diagnose, involverede han sig i Kræftens Bekæmpelse i Gråsten, hvor han bor sammen med sin kone. Siden har han været formand i lokalforeningen (og næstformand i lokalforeningen i Sønderborg). Gennem et ugentligt loppemarked i sommerhalvåret på torvet i Gråsten har han medvirket til at skrabe mange penge sammen til foreningen. Efter af Stafet for Livet lukkede i Sønderborg i 2019, tog Orla initiativ til at få startet en helt ny Stafet for Livet i Gråsten. De første par år kom Corona på tværs, men der er nu – med stor succes – gennemført tre stafetter er i Gråsten.

Sideløbende har han været indvalgt i Ældrerådet i Sønderborg Kommune i fire år. Parallelt med ældrerådet har han siddet i repræsentantskabet i NORLYS. Og som om det ikke kunne være nok, har han i fire år været domsmand ved Vestre Landsret i Sønderborg. I 2025 meldte Orla sig som frivillig turistvært i Gråsten, hvor han hjælper byens turister rundt. Det er især Gråsten Slot, der tiltrækker feriegæster og det i særlig grad i de perioder, hvor kongeparret bor på slottet.

Som noget helt nyt stiller Orla op (på opfordring) til byrådet i Sønderborg for Socialdemokratiet, når der valg den 18.  november i år. Han er, som det turde fremgå, et rimeligt kendt ansigt på sin hjemegn, og tanken om en byrådsplads har været på spil i mange år. På forhånd vurderer han, at han har rimeligt gode chancer for at blive valgt ind, selvom der er kamp om pladserne.

Kopimedicin var ikke ok

Undervejs i sit sygdomsforløb vurderede Orlas hæmatolog på Sygehus Sønderjylland, at det var et forsøg værd at standse behandling med Sprycel. Hans blodtal havde været fine i en årrække, og sygdommen var ikke længere synlig. Det varede dog kun fire-fem uger, før antallet af hvide blodlegemer voksede eksplosivt, og han måtte tilbage til Sprycel-behandlingen.

”Sprycel var blevet en fast del af mit morgenmadsritual, så jeg oplevede det egentlig ikke som noget stort problem, at jeg måtte i behandling igen. Senere blev jeg skiftet over på en kopiversion. Originalen var gået af patent, og jeg måtte over på den billigere kopi. Det varede dog kun kort, før jeg fik afsindigt ondt i maven. Meget mere end jeg normalt oplever (mavesmerter er en kendt bivirkning ved Sprycel). Da jeg ringede til lægen, fik jeg besked om, at det var nøjagtig det samme lægemiddel. Men jeg holdt fast i mit, og efter fem måneder kom jeg tilbage på Sprycel, og mavesmerterne fortog sig til det mere tålelige niveau, jeg er vant til og kan leve med, når jeg ellers spiser loppefrøskaller dagligt.”

Jeg ser mig selv som leukæmipatient

Orla er qua sin alder med i et screeningsprogram for tarmkræft, og hvert andet år har de fundet blod i hans afføring. Det har hver gang medført en kikkertundersøgelse – der vel at mærke ikke har påvist tarmkræft. Sådan har det været siden han startede i behandling for CML. I foråret 2025 blev han igen indkaldt til undersøgelse, og denne gang viste det sig, at han havde tyktarmsbetændelse. Om det er en tilstand, der har været der hele tiden og forvolder de mavesmerter, som han med tiden har vænnet sig til, står hen i det uvisse.

I foråret købte Orla en el-cykel, som han kører på to gange om ugen sammen med en flok andre el-cyklister. 2.000 km er det blevet til i alt.

”Sygdommen begrænser mig ikke i det, jeg gerne vil, men jeg skal helst have en slapper i lænestolen en halv time hver dag. Jeg betragter mig selv som kræftpatient, men er optimistisk af natur. I 2014 fik jeg konstateret prostatakræft i et meget tidligt stadie, men efter 37 strålebehandlinger, kom der styr på det. Jeg går til kontrol en gang om året, men der er ikke noget, og det er ikke noget, jeg tænker på. Min CML er der stadig, og jeg ser mig selv som leukæmipatient, men det er ikke længere noget, vi snakker om i familien. Jeg har det liv, jeg gerne vil have,” slutter Orla.