Fra LyLe Fokus, april 2023:

I juni sidste år viste en mammografi, at Anne Kathrine Pradel Skifter muligvis havde brystkræft. Der var hævede lymfekirtler i armhulen, og efter en undersøgelse viste det sig, at hun havde småcellet B-celle
lymfom (SLL) – en slags forløber for CLL. Anne Kathrine, der er fysioterapeut, fysisk aktiv og føler sig sund og frisk, har svært ved at forholde sig til, at hun bærer på en sygdom, der en dag vil kræve behandling.

Vi, det vil sige Anne Kathrine og LyLes udsendte, sidder og taler sammen på en træbænk i et omklædningsrum i en sportshal. Bag den lukkede dør kan vi høre pigerne fra U-16 basketball-landsholdet træne. Det går ikke stille af. Anne Kathrine er sportsfysioterapeut for holdet og er med, når pigerne træner og spiller kampe. Vi har trukket os tilbage til det tomme omklædningsrum med brusere, bænke og knager for at tale om Annes Kathrines sygdom, CLL. Sportshallen og omklædningsrummet i Solrød syd for København var det nemmeste sted at mødes denne lørdag eftermiddag, når den ene af os bor på Fyn, og den anden i Nordsjælland.

”Jeg er uddannet sportsfysioterapeut, der er en overbygning på fysioterapeutuddannelsen, og egentlig det jeg gerne ville, da jeg blev fysioterapeut i 1995,” fortæller Anne Katkrine, der har en travl hverdag, der bl.a. omfatter, at hun er formand for Dalby-Stubberup Sognes Menighedsråd.

Hun fortsætter: ”Til daglig arbejder jeg som almindelig privatpraktiserende fysioterapeut, og i min fritid er jeg som noget nyt tilknyttet u-16 landsholdet. Lige nu er jeg i gang med at lære pigerne at kende og forstå, hvilke særlige behov de har,” forklarer Anne Kathrine. Hun er 51 år, har selv en fortid som elite-basket-spiller bl.a. på landsholdet og brænder stadig for sporten.

Da Anne Kathrine blev 50 år, blev hun indkaldt til en mammografi-undersøgelse. Hun var lige blevet skilt og havde været gennem en vanskelig tid, men som en, der selv er sundhedsfagligt uddannet, var hun ikke i tvivl om at sige ja til tilbuddet om røntgenfotograferingen af hendes bryster.

Så ringede de fra OUH

”Det var i maj sidste år, og jeg følte mig helt sikker på, at jeg var rask. Kort efter fik jeg et brev om, at de ville se mig igen. De kunne se noget på billederne, der skulle kigges nærmere på. Jeg var ærlig talt lidt rystet, men et par veninder sagde, jeg skulle slå koldt vand i blodet. Det var nok bare nogle vandcyster, de kunne se. Jeg blev så røntgenfotograferet og ultralydsscannet, og undervejs spurgte lægen, om jeg lige havde været syg, og det havde jeg ikke. Det viste sig, at jeg havde tre forstørrede lymfeknuder i armhulen, der skulle tages prøver fra. Nogle dage efter blev jeg ringet op fra et nummer, jeg ikke kendte, men en kollega, som stod sammen med mig, kunne genkende, at det var et nummer fra Odense Universitetshospital. Da jeg ringede tilbage, fik jeg besked om, at jeg skulle komme derind med det samme. Også selvom jeg var på arbejde. Det hastede åbenbart, og lige der hang jeg ikke sammen. Jeg rystede som et espeløv og fik fat i en veninde. På hospitalet var det en brystkræftlæge, jeg skulle tale med, og hun fortalte, at det ikke var brystkræft, men et småcellet B-celle lymfom (SLL). Mere kunne hun ikke sige, for det lå uden for hendes speciale, men hun kunne dog fortælle – efter at have ringet til den hæmatologiske afdeling – at jeg enten skulle have kemo, skulle opereres eller at man blot ville vente og se.”

I de seks dage, der nu fulgte, troede Anne Kathrine, at hun skulle dø. Hun lå i fosterstilling meget af tiden og havde det forfærdeligt, men havde truffet den beslutning, at hun ikke vil læse om sygdommen.

Min krop har snigløbet mig

”Jeg vidste ikke præcist, hvad jeg skulle læse om, og ville hellere tale med nogle, der vidste, hvad det var. Jeg var klar over, at det kunne være mange forskellige ting. Samtidig havde jeg min tre børn og alt muligt andet at tænke på. Om onsdagen kom jeg ind på den hæmatologiske afdeling og havde min veninde med. Jeg fik taget alle de nødvendige prøver og snakkede med en dygtig og empatisk læge, der tydeligt vidste, hvad han talte om. På vej ud ad døren nogle timere senere, hvor der var kommet mere ro på, sagde han, at han var overbevist om, at jeg skulle i watch and wait. Han talte stadig om SLL, fordi mine tal åbenbart ikke var høje nok til, at han mente det var CLL. Jeg følte mig fortsat overhovedet ikke syg, selvom jeg kunne mærke de hævede lymfeknuder, og jeg havde derfor fortsat svært ved at forholde mig til, at jeg var syg. Efter at være kommet lidt ovenpå, blev jeg ramt af en voldsom vrede. Jeg har altid kunnet stole på min krop. Jeg har spillet basket på landsholdet, trænet op til at løbe halvmaraton, løbet på ski,  sejlet kajak og vindsurfet. Har altid passet på min krop og kunnet gøre, hvad jeg satte mig for. Min krop havde snigløbet mig, og jeg kunne intet gøre ved det.”

Siden er der gået et halvt år, og Anne Kathrines blodtal har udviklet sig, så lægerne nu taler om egentlig CLL. Lægen, hun talte med, fortalte, at hæmatologiske patienter har en dødelighed, der næsten svarer til normalbefolkningen. Han anbefalede hende at undlade at tage den fjerde covid-vaccine, da de forrige havde fået hendes lymfeknuder til at hæve og i øvrigt gjort, at hun fik det meget dårligt.

Når der er noget, jeg vil, har jeg ikke tid til at vente …

”I løbet af det sidste år har jeg kun haft to sygedage. Jeg er stort set aldrig syg, og det gør egentlig dette hele meget mærkeligt. Jeg har virkelig svært ved at forstå og forholde mig til, at jeg nok skal i behandling en dag. Jeg sætter samtidig min lid til, at udviklingen arbejder for mig, så jeg ikke behøver at komme i kemobehandling. Der kommer jo heldigvis nye lægemidler til. Derfor forholder jeg mig ikke til de scenarier, der er lige nu. Tænker, jeg bare bliver mere ’skør’ af det end nødvendigt. Jeg har et stort ansvar i forhold til mine børn – og dermed for mig selv – og jeg har fortalt dem, at dette er noget, jeg lever med, og at jeg ikke skal i behandling foreløbig. Der er snart gået et år, og det går stadig fint. Jeg sover godt om natten og arbejder på fuld tid. Generelt er jeg åben om sygdommen, også over for mine patienter på klinikken. Med lukkethed følger en risiko for, at der opstår rygter, og det vil jeg undgå. Men sad jeg i en jobsamtale over for en ny arbejdsgiver i morgen, er jeg ikke sikker på, at jeg ville fortælle om min sygdom. Heldigvis kommer det ikke til at ske, for jeg er meget glad for at være der, hvor jeg er nu.”

Sygdommen har, fortæller Anne Kathrine, skubbet til hendes syn på livet. Der er, som hun siger, ingen, der kender dagen i morgen. Heller ikke dem, der er raske i dag.

”Jeg har fået en taknemmelighed på et andet plan ind i mit liv. En taknemmelighed over de gode dage, over mine børn og alt det, jeg har i mit liv. At have denne diagnose harmonerer ikke med mit selvbillede, og jeg er blevet klar over, at jeg ikke lever evigt. Jeg er begyndt at sejle kajak og har, selvom det var lidt af en udskrivning, valgt at købe en, så jeg ikke skal vente på, at en af klubbens bliver ledig. Når der er noget, jeg vil, har jeg ikke tid til at vente. Når naturen, vennerne og oplevelserne kalder, er det bare med at komme afsted.”

”Det, jeg nok er mest bange for, er at blive syg alene. Det er mit skrækscenarie, selvom det ikke er særlig sandsynligt, at det sker. Jeg er så taknemmelig for, at jeg havde en veninde, der kunne holde mig i hånden, da det var allersværest. At jeg nu er i watch and wait, har jeg valgt at tolke som noget positivt. Det passer fint med min selvforståelse, og jo mere tid der går, jo bedre. Mere syg er jeg altså heller ikke – selvom det er en sygdom, jeg formentlig aldrig slipper af med.”

Ude bag døren ind til omklædningsrummet lyder et glædesbrøl. Der er nok en af pigerne, der har dunket bolden i kurven.