Daniel Svensson, tidligere professionel håndboldspiller og Vild med Dans-vinder, nuværende direktør i en  håndboldklub og en god ven af LyLe, blev over en periode på tre år ramt af lymfekræft to gange. I dag er han rask og taler åbent og ærligt om de udfordringer, der er ved at leve i skyggen af kræft og forsøge at få det bedste ud af livet på nye betingelser.

To gange, i 2013 og i 2016, fik den professionelle håndboldspiller Daniel Svensson (f. 1982) en kræftdiagnose. Først Hodgkins lymfom og siden Non-Hogkins. Positive tanker har givet ham energi, og hård træning har gjort, at han efter begge sygdomsperioder er kommet tilbage på håndboldbanen. I dag er han rask og ikke længere håndboldspiller, men direktør for håndboldklubben AJAXs 1. divisions herrehåndbold-hold, håndbold-kommentator på TV2 og en efterspurgt foredragsholder.

”Jeg kom relativt godt igennem mit første sygdomsforløb. Jeg kunne spille håndbold og videreføre det liv, jeg gerne ville. Jeg identificerede mig selv med det, jeg lavede. Jeg var elitehåndboldspiller, og det var det eneste, jeg ville lave. Men efter anden omgang med sygdom, tre år senere, måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne længere. Jeg kom tilbage og spillede, men jeg kunne slet ikke gøre det på samme niveau som tidligere, fordi min krop var for medtaget. Jeg indså, at jeg ikke kunne komme tilbage til den karriere, jeg helst ville have, og at jeg måtte genopfinde mig selv. Heldigvis viste der sig nogle jobmuligheder, jeg kunne forfølge. Jeg var blevet færdigbehandlet i 2017 og spillede håndbold til året efter. Derefter stod jeg ved en skillevej. Det job, jeg havde fået, var fint, men ikke det helt rigtige. Men hvad skulle jeg så? Jeg var i en identitetskrise og spurgte mig selv, hvad jeg skulle gøre med mit liv.”

”Det var omkring det tidspunkt, jeg opsøgte en psykolog. Det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv. Det hjalp mig med at finde ro i at tage én ting ad gangen. Jeg ville gerne tættere på min familie, så jeg måtte flytte tættere på dem og derfra forsøge at finde ud af, hvad jeg ville – hvor jeg ville hen. Jeg talte også med en karriererådgiver, der hjalp mig til at forstå, hvilke kompetencer jeg faktisk har. Men det var jo kun det arbejdsmæssige.”

”Der var også min fysik. Min krop, som jeg havde levet af, og som altid havde været stærk. Nu kunne jeg kun halvdelen af det, jeg kunne tidligere. Jeg løber ofte panden mod en mur, fordi mine forventninger ikke matcher, hvad der faktisk er muligt. Hvis jeg ikke kan løbe en bestemt tur, så prøver jeg igen og får en skade i benet, fordi mit lymfesystem ikke kan dræne ordentligt. Min lunger har fået et hug, og mit lymfesystem og mine nervebaner har fået tæv.”

Vil det fortsætte resten af dit liv?

”Ja. Det tror jeg. Desværre. Jeg har kæmpet for at finde en løbeform, men min krop protesterer. Det har jeg måtte erkende og må prøve noget andet. Hvis min krop ikke kan holde til at løbe, kan jeg så cykle, gå til styrketræning eller lave yoga? Jeg prøver mig frem for at se, om jeg kan finde det rigtige for at opbygge min styrke. Det vigtigste er, at min sygdom ikke bliver en stopklods. Jeg må finde nye veje. Det har været mit mantra gennem hele forløbet. Jeg forsøger at tænke, at jeg er forandret, men ikke nødvendigvis til det værre.”

Ser du din psyke og din fysik som to sider af samme sag?

”Jeg ser det som to ting, der påvirker hinanden. Mest af alt prøver jeg at være bevidst om min begrænsninger og muligheder både fysisk og psykisk, at fortælle mig selv, at det er ok, at jeg har det sådan, og at jeg må arbejde med det.”

Er du god til det?

”Med måde. Jeg er forholdsvis ung og har været i en verden, hvor jeg har brugt min krop på en bestemt ting, og det tager rigtigt lang tid at få bevæget bevidstheden og psyken væk fra det. Det er en langstrakt proces, for man forandrer sig ikke så grundlæggende på kort tid. Men det er vigtigt, at man tror på det og mærker, at det går fremad – også selv om det nogle gange går baglæns.”

De egenskaber, der har gjort dig til en god håndboldspiller, kan du bruge dem til at håndtere livet, som det er nu?

”På en måde. Det svarer til at skulle træne op efter knæoperationer, som jeg har gjort flere gange. Man skal kunne sige, at det er ok at have ondt af sig selv og være ked af det. Man skal turde kunne tage det første skridt til at komme videre og have mod til at sætte ord på, hvad det er for en udfordring, man står i. Kan man sætte ord på problemet, har man taget det første skridt hen imod en løsning. At være i kemo er som et maratonløb hver gang. Det gør ondt, og det må man acceptere. Man skal kunne sige, at i dag gør det ondt, eller i dag er jeg så presset psykisk, at jeg ikke skal gøre det, jeg har planlagt. Man skal kunne sige fra over for sine egne og andres krav til en. Den udvikling, man ønsker for sig selv, går aldrig ud af en ret linje. Livet består af op- og nedture, men i min situation bliver det meget komprimeret i korte intervaller. Der sker en masse omvæltninger i ens liv, når man har været gennem et kræftforløb.”

”Den egenskab, jeg har, som kan hjælpe mig, er min evne til at samle input og erfaringer fra andre og se på, hvordan jeg kan bruge dem i min egen situation. Det, tror jeg, er noget, alle vil kunne gøre. I mit liv som sportsmand har jeg indarbejdet mange ting fra andre håndboldspillere. Ting, som var gode, som jeg har prøvet af på mig selv og justeret dem til min egen person. Det er vigtigt at bruge andres erfaringer og se, om man kan bruge dem i sit eget liv. Det tror jeg, jeg er ret god til.”

Du gør meget ud af at fortælle din historie til andre. Hvad får du ud af det?

”Jeg har altid været glad for at snakke. Det ligger i mine gener. Da jeg blev interviewet til Jyllands Posten tilbage i 2013, fandt jeg ud af, at det hjalp ekstremt meget at fortælle min historie, og det er jeg fortsat med. Jeg har skrevet en bog og holder mange foredrag, og når nogle har brug for at snakke med mig, så gør jeg det. Men selvfølgelig kan jeg godt løbe tør for energi og sige fra. At fortælle min historie er hjælp til selvhjælp.”

Psykologer taler om ’posttraumatisk vækst’. Det, at en traumatisk oplevelse – som en kræftsygdom – ikke kun har negative konsekvenser. At den også kan tage noget positivt med sig. At man kan vokse som menneske. Kan du relaterer til det?

”Det er et interessant fænomen. Det er uvant at sætte de to ord traumatisk og vækst sammen, men det er en fantastisk betegnelse, som jeg tror, mange kan genkende. Det handler om at få øje på de værdier, der ofte ligger i ret banale ting i ens hverdag. De kan pludselig få en ny betydning. Sygdommen kan få en til at spørge, hvad der er vigtigt, hvilke mål man skal sætte sig, og så handle på det. Sagt på en anden måde: En krise rummer altid en mulighed for at ’ommøblere’ sit liv og få fokus på de ting, som har værdi. Der er grænser for, hvor mange nedture vi kan bære på. Derfor må man kigge efter det smukke i ting, som måske før forekom selvfølgelige eller mindre betydningsfulde.”

Har du nogensinde været bange for at blive vanvittig?

”Nu var jeg jo ret skør i forvejen. Det er der mange, der vil skrive under på. Men jeg tror, jeg er blevet bedre til at håndtere min følelser. Jeg har aldrig været bange for at blive vanvittig, for jeg har fundet ind til nogle kerneværdier, nogle positive sider af mig selv, som hele tiden har været der, men som jeg ikke har dyrket. Posttraumatisk vækst giver god mening, selvom man selvfølgelig ikke skal romantisere det at blive alvorligt syg. Sygdom virker næsten altid meningsløs, og som patient leder man efter mening. Jeg tror, det er det, der ligger i posttraumatisk vækst – det er en mulighed.”

”Jeg har selvfølgelig tænkt med selvmedlidenhed, hvorfor det lige er mig, der skal rammes. På et tidligt tidspunkt i min behandling, kort før jeg skulle have kemo første gang, mødte jeg en lille dreng på en hospitalsgang. Han var tre år, pilskaldet og kom gående med sit kemostativ. Oven på posen med kemoen sad en Batmanfigur. Den lille gut fik ikke kemo, han fik Batmanjuice, fortalte han, og han smilede stort til mig. Så hvad sku’ jeg så tude for, tænke jeg. Han var tre år, og jeg var 30 og havde haft et superfedt liv med professionel håndbold og lidt for mange byture. Den lille dreng satte perspektiv på min egen situation. Selvfølgelig skal man have ondt af sig selv, for det er møg uretfærdigt at blive ramt af kræft, men det må ikke tage overhånd. Gør det det, skal man bare besøge en børnecancerafdelingen. Det er seje mennesker. Der kan man lære noget.”