Fra LyLe Nyt, juni 2017:

Den 5. januar 2012 fik Kamma Dickson den trælse besked: ”Du har kræft”.  Her kan du læse hendes livsbekræftende beretning om fem år med kræft og se nogle af hendes egne billeder fra forløbet.

Jeg gik egentlig og ventede på en lårbrokoperation. Jeg havde fået hævelser som halve æg ved begge lysker efter noget gravearbejde – troede jeg. Tre måneder tidligere var jeg gået på efterløn og havde bestemt, at  nu skulle der blive tid til en masse motion: Spille golf, gå i fitnesscenter og læse en masse bøger. Disse tre ting blev hjørnesten i mit liv, men samtidig havde der sneget sig en fjerde ind: En kræftdiagnose. Non-Hodgkin follikulær lymfom. Tre store lymfomer i maveregionen, 20 x 20 cm, 13 x 6 cm og 7 x  6 cm – ja, det er centimeter! Ordet kræft havde ikke været på min lystavle overhovedet. Havde jeg overset faresignaler? Tja, nu fandt jeg så ud af, at nattesvederiet ikke skyldtes, at jeg var uundværlig på arbejdsmarkedet, og den forøgede vægt ikke skyldtes forkert kost.

Ind i systemet

Jeg har kun ros til vores sundhedssystem. Overalt er jeg blevet mødt med venlighed, forståelse, overbærenhed og professionalisme. Jeg havde altid min mand med, og min datter var sekretær, så alt fra samtalerne blev noteret. Ved samtalerne er man alt fra nervøs, spændt, bange, lyttende, spørgende, glad, overvældet og træt. Jeg lærte mig selv fra starten, at der er to muligheder: Den gode nyhed og den knap så gode nyhed. Den gode, så er vi alle glade. Den knap så gode – det er godt, at de opdagede det i tide – det må lægerne gøre noget ved, hvis de kan. Det lyder måske lidt kækt, men det var og er faktisk det, jeg praktiserer. Og jo, jeg er spændt hver gang, men det hjælper mig mentalt. Og tro så ikke, jeg satte mig på bagsædet og ventede på, at de fiksede det.

Kemobehandlinger, kost og motion

Meldingen i januar 2012 var, at kræften ikke havde spredt sig til organer eller knoglemarv. Kemobehandlingen blev iværksat – otte i alt efter planen. Jeg husker meget tydeligt den første. Jeg havde hørt mange historier, men jeg lærte hurtigt, at vi ikke er to mennesker, der reagerer ens. Selvfølgelig kunne man mærke, at der skete noget i kroppen, men jeg blev ikke decideret dårlig. Når nu lægerne gjorde, hvad de kunne, så måtte jeg også tage fat. Det blev syv km på min crosstrainer hver dag, undtagen når jeg havde fået kemo. Det blev et must for mig. Jeg følte en glæde og stolthed over, jeg selv gjorde noget. Kosten kom også i fokus, og min dejlige mand er den bedste kok, jeg kunne ønske mig. Han lavede lige netop det, jeg kunne tænke mig den dag, og det kunne sagtens ske, at jeg ændrede mening, inden han var færdig med måltidet. Så kombinationen af sund kost, motion og et positivt livssyn var mit bidrag til situationen.

Hårtab

Vi kom til midtvejsresultater. Kemoen virkede, men ikke i den ønskede grad. Den nye kemo var hårdere og bevirkede hårtab. Jeg skulle ikke have paryk, og med den beslutning gik jeg dagen i møde, hvor jeg skulle kronrages – 6. juni 2012. Min datter havde lovet, at hun ville gøre det herhjemme. Det gik fint – med sammenhold, positivitet og et godt grin kommer man langt. Da jeg var kronraget, kiggede jeg i spejlet, fældede en tåre og sagde: ’Du er bare smuk uden hår’. Og det troede jeg så på. Det hjalp at få et knus og kram fra frisøren, og min mand syntes stadig, jeg var den dejligste kvinde i hans verden. Efter tre måneder var jeg ikke skaldet mere, men havde 1 cm hårpragt, og sidenhen fik jeg de flotteste krøller, som dog forsvandt igen.

Kammas datter kronragede hende derhjemme, da kemokurene bevirkede, at hun begyndte at tabe sit hår.

Vaskebold

August 2012 og godt på vej, men den store lymfom var der stadig, som en vaskebold. Det var ikke specielt sjovt at vende sig i sengen, for vaskebolden kørte frem og tilbage. Næste step var en operation, hvis det var muligt; ellers stråler. Operationen lykkedes. Når jeg var indlagt på sygehuset, var jeg syg, og derfor modtog jeg ikke de store besøg. Det har været forbeholdt de to personer, der har fulgt mig tættest. Du kan hvile, når du har lyst, og bruge kræfter, når det passer ind i dit program. Du er ikke isoleret, og med mobiltelefon, Skype m.m. er verden heldigvis lige udenfor. Når jeg var hjemme igen, var det dejligt med besøg – en lang gåtur, et cafebesøg, en golfrunde eller noget andet aktivt. SMS’er, telefon eller mails er dejlige, men intet slår nærvær og tilstedeværelse.

Færdigbehandlet? Fremtiden

I oktober 2012 var der gået ni måneder, og man var
tilfreds med scanningerne. Nu stod den på efter-behandlinger med Rituximab hver anden måned. I det nye år 2013 var jeg lidt rastløs, for pludselig stod jeg lidt arbejdsløs efter det hektiske år. Nye fokuspunkter. Jeg fik lavet et løft af mine hængende øjenlåg, og ligeledes fik jeg udskiftet min garderobe, da jeg havde tabt 15 kg. Nu fik jeg overskud til at tænke lidt fremad. Jeg købte billetter til musik- og teateroplevelser et par måneder frem og kiggede på en tur til Rom. Et par måneder inde i det nye år 2013 ventede den næste scanning, som desværre viste, at kræften var vendt tilbage. Lymfomen var denne gang 90 x 50 mm. Da jeg fik konstateret kræften første gang, var jeg meget bevidst om at være åben om det. Det var jeg også denne gang, og igen blev der sendt mails ud til de forskellige grupper, jeg havde lavet. Egentlig ville de ikke høre fra mig, da mottoet var: Intet nyt er godt nyt.

Kamma tilbagelagde syv km på en crosstrainer i fitnesscentret – hver dag, undtagen efter kemobehandling

Ny behandling i 2013

Jeg blev videresendt til Århus. Denne gang skulle jeg først have kemobehandling to dage i træk med tre ugers mellemrum. Derefter skulle jeg stamcellehøstes inden videre behandling. Høsten august 2013 var god – millioner milliarder af stamceller blev sendt med taxi til et sted i Århus. Et godt skud i bøssen, men et skud man gemmer til senere, og for min skyld gerne meget senere – statistikken siger, at 20 procent dør inden for det første år. Kemobehandlingen fortsatte de næste mange uger – nogle gange foregik det på enestue, andre gange i samtalekøkkenet, hvor vi sad seks-otte i samme rum – alle med vores stativer, tikkende lyde og sygeplejersker, der vimsede rundt og opvartede os. Vi snakkede, læste blade og ønskede hinanden fortsat god dag. Blodprøver blev der også taget mange af. Man stikker armen ud, de tager prøven og fortsat god dag. Personalet kiggede i starten med glæde på mine fine blodårer, men glæden forsvandt lidt efter lidt. Kemoen satte i hvert fald sine spor på mine blodårer. De blev seje, rullede og blev vanskelige. Jeg er ikke sart, og jeg opfordrer dem altid til at gøre endnu et forsøg. Flere gange måtte der tilkaldes specialstyrker.

Scanninger

Flere forskellige scanninger var i spil – ultralydsscanning, CT-, MR- og PET-scanning. En scanning tager tid, og man skal ligge musestille. Her benyttede jeg et godt råd: Tag en dejlig runde på Himmelbjerg golfbane – visuelt. Det er nogle af de bedste runder, jeg har haft – pointmæssigt, dejlige slag, præcise slag og super putning. Scanning færdig – tak for i dag. Det bedste var så, når jeg tog den rigtige runde bagefter. Min mand og jeg startede med at spille golf i 2005. En fantastisk beslutning, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det har været min redningsplanke i mit fem-årige kræftforløb. Når jeg spiller golf, tænker jeg ikke på min kræftsygdom, men udelukkende på, at jeg skal have den lille golfbold i hul.

Stråler

I december 2013 bliver der dømt 20 gange stråler. Endnu en ny oplevelse. Der skulle tatoveres og tages mål. Stråler hver dag undtagen weekend. Det eneste, jeg skulle gøre, var at ligge musestille. En let opgave, og jeg kunne ikke mærke nogen bivirkninger de første 12 gange. Men så opdagede jeg, hvad stærke smerter er. Jeg kan huske, at jeg tænkte nytårsaften, da jeg lå i en flitsbue og ventede på vagtlægen: Hvis dette er livet med kræft, så vil jeg hellere undvære det. Det gjorde mig altid ondt, når jeg på afdelingerne mødte unge mennesker. Det var uretfærdigt, at de unge skulle bruge deres liv på de hårde behandlinger og også leve med angsten om, at de ville få et for kort liv. Jeg har været heldig. Jeg har fået min uddannelse, 35 år som lærer, stiftet familie, set en masse af verden og fået livserfaring. De var lige begyndt på livet.

Halvdelen af halvdelen

4. januar 2014 fik jeg mine sidste stråler og blev igen sat i venteposition. Strålerne skulle have deres tid til at virke, så der var først scanning i april 2014, hvor lymfomen var 8 x 8 mm. Næste gang skulle den være mindre eller status quo, ellers ville stamcelletransplantation komme ind i billedet. September 2014 var målene 6 x 8 mm. Januar 2015 – der er ingenting at måle på. MEN jeg tænkte og vil nok altid have det bag i mit hoved: Vi startede efter tilbagefaldet i 2013 med 90 x 50 mm. Kemoen og strålerne har virket. Men min matematiske hjerne siger mig, at halvdelen af halvdelen aldrig giver nul. Den lille gnom med kræft er der stadig et eller andet sted. Den er slået bevidstløs, og den ligger i dvale. Det må den for min skyld meget gerne gøre i mange år endnu. Ny scanning i september 2015. Var den stadig væk eller?? Alle dage er specielle, men denne dag var jeg ekstra spændt, og jeg havde, uden nogen vidste det, taget mit flotte lyserøde plastikdiadem med i tasken. Jeg havde bestemt, at hvis det var det gode resultat, ville jeg tage diademet på. Midt i samtalen sad jeg som en anden dronning – lidt kongelig har man da lov at være. Kæmpe smil fra de andre tre i rummet – min datter, min mand og min kræftlæge Ida. Humor er godt og forløsende.

“Alle dage er specielle, men denne dag var jeg ekstra spændt, og jeg havde, uden nogen vidste det, taget mit flotte lyserøde plastikdiadem med i tasken. Jeg havde bestemt, at hvis det var det gode resultat, ville jeg tage diademet på. Midt i samtalen sad jeg som en anden dronning – lidt kongelig har man da lov at være. Kæmpe smil fra de andre tre i rummet – min datter, min mand og min kræftlæge Ida. Humor er godt og forløsende.”

Senfølger

I dag er der stadig mange, der dør af kræft, men vi er også mange, der lever med kræften, og man kan lære at leve med den. Den næste udfordring bliver, hvilke skader og bivirkninger er der kommet efter alle disse behandlinger. Senfølger, hvad er det? Josina Bergsøes bog ”Senfølger efter kræft” kan varmt anbefales til alle – kræftramte, pårørende eller ganske almindelige mennesker. Senfølger er både fysiske og psykiske. Her er der heller ikke to personer, der er ens. Igen er det vigtigt at være åben omkring sine senfølger, også selv om det nogle gange kan være ganske grænseoverskridende at tale om dem. Det er ikke specielt underholdende at fortælle om sin diarre, opkastninger, oppustethed, tørre slimhinder, søvnløshed, kemohjerne – you name it. Senfølgerne er der, selv om de er usynlige. Denne del af sygdomsforløbet er svær at håndtere, da omgivelserne ret hurtigt tror, at det var så det. Så er vi tilbage til normalen. Men som Lars Lilholt synger: ’Livet går videre, men aldrig som før. Det er op til dig selv, hvad du tør og gør’.

Hverdagen

Dan Turell sagde: ’Jeg holder meget af hverdagen’. Min hverdag er blevet brugt på bøger, golf og fitness. Jeg har tit sagt, at det kan være ensomt at være syg, men jeg føler mig aldrig alene inde i en bog. Under en søvnløs nat lige efter nytår fik jeg ideen til mit stuntshow. Jeg ville den 5. januar 2017 – på fem-års dagen for min kræftdiagnose – tage et billede af min hverdag med bøger, fitness og golf. Fitness og golf var rimeligt ligetil at arrangere, men at finde de 173 bøger frem omkring sofaen på Silkeborg bibliotek, blev da en event for dem, der hjalp mig, og for dem, der tilfældigvis var på biblioteket. Mange timer er gået med bøgerne – i en dejlig ubekymret verden. Fitnesscentret blev også et fast holdepunkt for mig. Det første halve år var jeg der næsten hver dag – måske var det lige så meget mental træning. Op på crosstraineren, så jeg kunne få pulsen op og styrketræne lidt. Senere blev det mere normalt med to-tre gange om ugen. Jeg har i de fem år frekventeret fitnesscentret 500 gange, og jeg har travet 3.000 km på min crosstrainer. Golfbanen var mit frirum. Før jeg blev syg, spillede jeg golf i næsten al slags vejr, men jeg blev mere forsigtig efter diagnosen. Fitnesscentret besøges uanset vejr og vind, og hul 19 (klubhuset) kan også spilles, uden at man har gået de 18 huller. Det er blevet til i alt 360 runder i de fem år, og enhver golfspiller ved, at når en runde er slut, ja så glæder man sig til den næste.

Kamma på Silkeborg bibliotek omgivet af de 173 bøger, hun har læst gennem sit sygdomsforløb.

Er jeg mig?

Jeg har læst og hørt mange visdomsord i hele forløbet, men det er først inden for de sidste par år, jeg har været i stand til at bruge disse tre fuldt ud:

1: Vil du have forandringer i dit liv, må du selv tage teten.

2: Du skal selv finde kampgejsten, ingen andre gør det for dig.

3: Du bestemmer selv, hvilke forventninger du vil leve op til.

Livet gik videre, men aldrig som før. Jeg er nu 68 år og har levet med en kræftsygdom i fem år. Jeg synes selv, jeg er blevet livsklog og har skrællet nogle unødvendige og betydningsløse lag af mig selv. En kræftdiagnose giver usikkerhed, forventninger, håb og drømme til fremtiden. Jeg har gjort mig mange tanker om den dag, jeg skal dø. Jeg er blevet afhængig af gode citater som ”Vi skal alle dø en dag, men alle de andre dage skal vi leve”. Derfor er det vigtigt for mig med et positivt livssyn, med nærvær og tilstedeværelse, med omsorg og kærlighed. Livet skal leves, mens vi har det. Man skal ikke udsætte noget til i morgen, som kan laves i dag. Helt konkret har jeg meldt mig ud af folkekirken. Jeg har skrevet livstestamente for fire år siden, om at jeg ikke ønsker behandling, hvis jeg er uhelbredeligt syg eller uafvendeligt døende. Ligeledes har jeg meldt mig som organdonor – der er åbenbart brugbare reservedele i mig. Min kemohjerne gør, at jeg meget let toner ud i større selskaber (føler mig som i en klokke), så jeg er blevet meget bevidst om, hvad jeg gider bruge min tid på – og få meldt det klart ud.

Fremtiden efter januar 2017

Storm P – Jeg siger bare, at man skal være glad for vejret, så længe man kan trække det. Ja, det kan man grine meget af. Vi vil alle sammen gerne blive gamle, eller vil vi? Jeg vil gerne leve et liv med livskvalitet og værdighed, men hvis min sygdom kommer til terminalfasen, og døden er uafvendelig, vil jeg meget gerne være medbestemmende. Jeg håber, at ligeså dygtige vi er til at kæmpe for livet, ligeså dygtige skal vi være til at kæmpe for en værdig afslutning af livet.

Ja, jeg er mig

Men i en ny udgave. Kroppen er medtaget af kemobehandlinger og stråler. Fysisk er jeg helt bestemt i mit livs bedste form og psykisk føler jeg, at jeg er blevet stærkere og livsklog. Jeg vil nyde livet, nyde nærværet, nyde tilstedeværelsen, nyde omsorgen, nyde kærligheden og sidst, men ikke mindst, nyde dagen og nuet.