Fra LyLe Nyt, marts 2018:
Manu Sareen: Tidligere minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (R). Hans personlige engagement i spørgsmålet om medicinsk cannabis går tilbage til 2014, hvor han var minister og blev ramt af stress. Cannabisolie blev hans alternativ til sovemedicinng.
Hvorfor har du kastet dig ind i kampen for at få lovliggjort medicinsk cannabis?
”Fordi jeg har mødt så mange mennesker, som har været syge og oplevet en klar forbedring af deres livskvalitet. Nogle er endda blevet raske af at bruge medicinsk cannabis. Her taler jeg om fysiske og psykiske sygdomme og bl.a. cancer. Jeg synes, det er problematisk, at disse mennesker bliver kriminaliserede. Det kan vi ikke være bekendt. Når man er syg og står og kigger døden ind i øjnene, er man et meget sårbart sted, og der er brug for, at man har mulighed for at prøve alle muligheder.”
Hvordan ser du på lægernes bekymring for at ordinere medicin, som de hverken kender virkninger eller bivirkninger ved?
”Jeg forstår udmærket de læger, der vælger ikke at udskrive denne medicin. Man lader lægerne i stikken med denne ordning, og hvis jeg var læge, ville jeg stille alle de samme kritiske spørgsmål, som jeg hører, de gør.”
Erfaringerne med Sativex og de såkaldte magistrelle lægemidler (cannabis som kapsler eller dråber) har vist, at kun et fåtal af læger rent faktisk har ordineret denne medicin. Hvis det er situationen, hvordan tror du så, det vil gå med denne forsøgsordning?
”Jeg tror ikke, det bliver bedre nu. Lægernes situation er den samme eller værre, end den var før. Jeg har fuld forståelse for, at de vil sige nej til deres patienter, men det betyder jo, at patienterne må ud på det sorte marked. Mange vil formentlig forsat vælge at være ’kriminelle’. Vejen frem er at legalisere medicinsk cannabis som kosttilskud, og på den måde gøre det muligt at købe det. Folk er ikke dumme, og der er masser af mennesker, der ved noget om cannabis. I øvrigt synes jeg, man bør afkriminalisere cannabis (hash) helt, men det er en helt anden sag.”
Et af argumenterne mod medicinsk cannabis er, at der findes (godkendt) medicin allerede, som kan det samme som cannabis. Hvad siger du til det?
”Jeg er ikke læge, så det kan jeg ikke udtale mig om, men jeg har set masser af mennesker, der har fået konventionel medicin, og som ikke er blevet hjulpet af det, og jeg har mødt mennesker, der har taget godkendte antidepressiver og er blevet fuldstændigt bims af det – og som har fået en meget bedre effekt af cannabis.”
Blandt lægernes grunde til at sige nej til deres patienter vil være, at de ikke kender bivirkningerne. Hvad siger du til det?
”Du skulle tage og prøve at læse en indlægsseddel til et eller andet antidepressivt lægemiddel. Det er ren horror. Jeg vil helt klart foretrække cannabis, og ja, der er selvfølgelig bivirkninger, men der er ikke registreret et eneste dødsfald på baggrund af cannabis. Omvendt kan jeg fortælle dig, at konventionel medicin, ifølge lægen Peter Gøtzsche, er den tredje hyppigste dødsårsag efter hjertesygdomme og kræft.”
”Jeg synes, at den nye ordning er helt utilstrækkelig, at det er alt for dyrt, og at man skal lade folk dyrke cannabis selv. Det ville være meget bedre. Folk er ikke dumme. De kan sagtens administrere det selv.”
På Lægemiddelstyrrelsens hjemmeside kan du læse vejledningen til lægerne.