Fra LyLe Nyt, december 2019:
Ristet romanesco-kål med ingefærsyltede tyttebær og valnødder
Ristet kål er i modsætning til kogt kål (som let kommer til at smage lidt af prut) super lækkert. Umamismagen forstærkes, og det fede fra smørret balancerer bitterheden. I denne opskrift tilføjes ingefærsyltede tyttebær for at give et surt, sødt og stærkt modspil, og yderligere tilføjes lidt knas fra valnødderne, så retten fuldendes.
Opskriften passer til 6 personer.
Ingredienser
- 100 g rørsukker
- 1 knold frisk ingefær, fintsnittet
- 1 dl æbleeddike
- 100 g friske eller frosne tyttebær
- 1 lille hoved romanesco-kål
- Smør til stegning
- 2 spsk. jomfruolivenolie
- Saft fra 1 citron
- 1 håndfuld valnødder
- 1 rødløg
- 1 håndfuld bulls blood-salat
- Flagesalt
- Peber fra kværnn
Tip!
Brug broccoli eller blomkål i stedet for romanesco-kål. Udskift tyttebær med solbær, tranebær eller havtorn. Udskift sukker med honning eller ahornsirup. Udskift ingefær med frisk chili.
Fremgangsmåde
- Kog rørsukker, ingefær og æbleeddike op i en gryde.
- Hæld den varme lage over tyttebærrene, og lad køle let af.
- Skær romanesco-kålen i buketter.
- Smelt smør og olivenolie på en pande, og rist kålen et par minutter ved god varme.
- Den skal stadig være sprød.
- Kom citronsaft over, og vend hurtigt rundt.
- Krydr med salt og peber, tag fra varmen, og kom det op i en skål.
- Rist valnødderne på en tør pande et par minutter.
- Pil rødløget, og snit det i fine halve skiver.
- Skyl salaten, og afdryp i sigte, eller kør i salatslynge.
- Vend den ristede romanesco- kål med bulls blood-salaten, de syltede tyttebær, løgskiver og valnødder.
- Dryp lidt af syltelagen fra tyttebærrene over, og servér straks.
Opskrifter på neurogastronomi
Læs mere om neurogastronomi i interviewet ‘Kan neurogastronomiske virkemidler øge appetitten hos patienter i kemoterapi?‘ med Rasmus Bredal og besøg neurogastronomi.com, hvor du kan købe Rasmus Bredals bog og downloade nogle af hans neurogastronomiske opskrifter gratis.