Fra LyLe Nyt, december 2018:

Udviklingen i forståelsen af de hæmatologiske sygdomme og i behandlingen af dem bevæger sig i disse år fremad med stormskridt, og de unge læger, som i dag har valgt det hæmatologiske speciale, kan –  sammen med deres patienter – se frem til yderligere fremskridt i de kommende år. Det har vi talt med læge og ph.d.-studerende ved Klinik for Blodsygdomme på Rigshospitalet, Mette Dahl, om.

Da LyLe Nyt tidligere på året interviewede den 63-årige hæmatolog Francesco d’Amore, sagde han, at han ville ønske, at han fortsat kunne være med i udviklingen af sit fag om 30 år. Det fromme ønske var inspireret af, at han samme morgen, som vi mødtes, havde undervist en gruppe unge lægestuderende. Francesco d’Amore har været med i nogle årtier, hvor der er sket store fremskridt i behandlingen af blodkræft, men han ser for sig, at de unge studenter, han nu underviser, vil komme til at opleve en endnu mere positiv udvikling.

På LyLes temamøde i slutningen af september deltog blandt andre den 32-årige læge Mette Dahl, der holdt oplæg om lymfekræft og CLL, og hun er måske en af dem, som Francesco d’Amore kan være lidt misundelig på. Og Mette Dahl har da også en oplevelse af at være med i en udvikling, hvor det går stærkt – på den gode måde. Det gælder både i forståelsen af sygdommene, i udviklingen af behandlingerne og måden, man ser på den hastigt voksende gruppe af kræftoverlevere på.

De nyeste behandlinger er toppen af isbjerget

”Ser vi på fx CLL, der er en af de hyppigst forekommende leukæmisygdomme, er der sket en betydelig udvikling inden for få år,” forklarer Mette Dahl. ”I dag behandler vi CLL under hensyntagen til de mutationer, den enkelte patient har. Studier har vist, at patienter med genforandringerne deletion af kromosom del17p eller mutation i TP53-genet ikke har gavn af konventionel kemoterapi, men i stedet responderer godt på det forholdsvis nye lægemiddel ibrutinib, og det har ført til, at behandlingsvejledningen er blevet ændret. Et andet stof er idealisib, der er et alternativ til patienter, der ikke tåler ibrutinib. Endelig kan også nævnes det nye lægemiddel venetoclax, hvor de foreløblige resultater også ser lovende ud. Generelt kan man sige, at mange af de nye stoffer formentlig vil kunne kombineres med gode resultater, men også, at disse efter alt at dømme blot er toppen af isbjerget i forhold til, hvad vi kommer til at se af nye behandlinger i de kommende år. Jo mere vi ved om, hvordan sygdommen opstår – om biologien – jo bedre mulighed har vi for at udvikle målrettede behandlinger.”

Vil vi se kemoterapi blive overflødig inden så længe?

”Jeg forstår patienternes bekymring for kemoterapi, men vi vil komme til at bruge denne behandling i mange år endnu, fordi mange patienter responderer godt på kemoterapi. Hos nogle patienter vender sygdommen aldrig tilbage, og hos andre går der mange år, før den viser sig igen.”

”Men det er til gengæld klart, at vi har en opgave i at blive bedre til at behandle de bivirkninger, der følger med brugen af kemoterapi. Med patienternes egen medvirken bør vi som fagpersoner have fokus på, hvordan vi hjælper dem bedst igennem et kemoterapi-forløb. Det handler om kendte ting som sundere levevis, mere motion og rigelig og sund kost. Det kan vi rådgive om, men det er afgørende, at patienten selv er en aktiv medspiller, og at sundhedspersoner, patienter og pårørende arbejder sammen for at mobilisere de ressourcer, der skal til, for at den enkelte patient får optimale betingelser for at komme godt igennem forløbet.

I dag er der et voksende fokus på, at patienten ikke blot skal overleve, men faktisk også have et godt liv efter behandlingen – som raske eller med en kronisk sygdom, fortæller læge Mette Dahl.

Det er altid en afvejning, hvor tidligt man skal starte en behandling

Man hører ofte, at sundhedssystemet, lægerne og medicinalindustrien bruger al energien på at reparere på følgerne af sygdom og alt for lidt på at forebygge dem. Hvordan ser du på den kritik?

”Der er mange grunde til, at man får kræft. Nogle af dem kender vi, og andre kender vi ikke. Skal man forebygge kræft, skal vi på en meget gennemgribende måde regulere, hvordan vi lever. Det tror jeg ikke, der er hverken politisk eller folkelig opbakning til, men selvfølgelig kunne man da ønske, at tobak og alkohol blev vanskeligere tilgængeligt – specielt i forhold til de helt unge. Det, vi som fagpersoner kan gøre, er at sørge for, at patienterne kommer bedre igennem deres forløb, og gennem forskning blive klogere på, hvordan sygdommene opstår, og identificere de risikofaktorer, vi endnu ikke kender. I dag er der et voksende fokus på, at patienten ikke blot skal overleve, men faktisk også have et godt liv efter behandlingen – som raske eller med en kronisk sygdom.”

Kommer de nye, mere målrettede lægemidler til at betyde, at man vil starte behandlingen af en sygdom som CLL på et tidligere tidspunkt i stedet for at vente, til symptomerne viser sig for alvor?

”Jo bedre vi forstår en sygdom, jo bedre kan vi inddele patienterne efter, hvem vi skal behandle hvornår. Jeg forstår, at mange oplever det som frustrerende at få en diagnose og i øvrigt få at vide, at man blot skal vente og se. Men det kan der ofte være et godt rationale i, og vores opgave er at sørge for, at patienterne forstår dette rationale – hvorfor man ikke altid skal gøre alt, hvad man kan, for at udrydde sygdommen her og nu. Det er altid en afvejning, hvor tidligt man skal starte en behandling, for der vil være omkostninger i form af bivirkninger. Der vil også altid være en risiko for, hvis man starter en behandling meget tidligt, at man ikke kan tåle den eller ikke har gavn af den på det tidspunkt, hvor der virkelig er brug for den. Derfor giver det i mange tilfælde mening at vente og holde skarpt øje med, hvordan sygdommen udvikler sig.”

Det er vigtigt at bygge bro mellem forskning og patienterne

Hvad er det, der får en unge læge til at interessere sig for hæmatologi?

”Det, der har tiltrukket mig, er dels den kompleksitet, der er i sygdommene, og dels at der er så positiv en udvikling i gang. Det, at vi hele tiden bliver bedre til det, vi gør. Der er en atmosfære af optimisme i hæmatologien, som er motiverende. Jeg finder det meget inspirerende at møde patienterne og iagttage den styrke og beslutsomhed, mange har – også i de vanskelige forløb.”   

Du beskæftiger dig med forskning, men møder også patienterne. Er det svært at have et ben i hver lejr her?

”Det kan faktisk nogle gange føles, som om der er meget langt, men det er vigtigt at kunne være begge steder. Der er brug for både den biologiske og den kliniske indfaldsvinkel for at finde ud af, hvad der virker, og hvilke bivirkninger der følger med. Det er en forudsætning for, at vi kan gøre både prognosen og livet bedre for vores patienter. Hvis man både forsker og har patienter, kan man bygge bro mellem de to discipliner, og det er helt nødvendigt.”

På et temamøde som LyLes er der fokus på, at deltagerne får viden med hjem. Hvad får du ud af det?

”Begge parter kan få meget ud af sådan et møde. Jeg oplevede at få stillet spørgsmål, som jeg slet ikke havde ventet. At møde patienterne på denne måde og uden for hospitalet får os læger til at anskue tingene i et mere overordnet perspektiv. Det gør os til bedre formidlere og bedre til at møde patienterne i øjenhøjde i vores daglige arbejde. Måske er det også en fordel for os yngre læger, at vi selv for nyligt har måttet danne os overblik over de hæmatologiske sygdomme. Det var i hvert fald min oplevelse, at det lykkedes at videreformidle mit kendskab til CLL og lymfekræft, og at de fleste gik hjem med fornyet viden om sygdommene.”

Andre relevante artikler: