Fra LyLe Nyt, juni 2019:

For Rolf Sjögreen, der var en af deltagerne ved LyLe’s temamøde om hæmatologisk kræft i Odense den sjette april, resulterede mødet i, at han besluttede at omlægge nogle af sine hidtidige kostvaner for fremadrettet at leve på en måde, der i større grad gavner hans fysisk og mentalitet.

Rolf Sjögreen har diagnosen kronisk lymfatisk leukæmi (CLL). Han har været medlem af LyLe længe, men har den senere tid holdt sig lidt væk fra møder og andre arrangementer i foreningens regi. Da han så programmet for det seneste temamøde om hæmatologisk kræft i Odense, besluttede han imidlertid at gøre op med sin status som ’passivt LyLe-medlem’. Og det var en god beslutning, vurderer han.

For Rolf Sørensen var det særligt to punkter på mødedagsordenen, han fandt relevante: Ernærings-terapeut Martin Kreutzers oplæg om antiinflammatorisk kost og medlem af LyLe’s bestyrelse Niels Jensens omtale af et studie om C-vitamin (EVITA-studiet) som behandlingsstrategi ved hæmatologisk kræft. Førstnævnte oplæg fik ligefrem Rolf Sjögreen til at beslutte sig for at tage sine hidtidige kostvaner op til revision.

Hvorfor gjorde Martin Kreutzers oplæg særligt indtryk på dig?

“Det var et glimrende oplæg, som fik mig til at tænke over, hvad jeg spiser, og hvordan jeg lever mit eget liv. Jeg vil gå hjem og ændre nogle af mine kostvaner for at få en mere antiinflammatorisk livsstil. F.eks. vil jeg ikke længere spise dåsetun i olie, mit indtag af havregryn vil blive reduceret kraftigt, fede fisk skal fylde mere, og jeg vil skifte min nuværende morgenmad ud med skyr. Og så vil jeg begynde at lade min te trække længere, da det skulle give mig en masse gode antioxidanter.”       

Du nævner også EVITA-studiet. Hvorfor var det interessant for dig at høre om?

“Da jeg tilbage i 2002 fik konstateret CLL, var jeg meget nysgerrig på, om C-vitamin kunne gøre noget godt for min sygdom. Dengang overvejede jeg alvorligt, om jeg skulle betale mig fra at få intravenøs C-vitamin i store doser hos en alternativ behandler i Nordsjælland, men det talte min læge mig fra. I dag spiser jeg en håndfuld C-vitaminer hver dag med håbet om, at det kan hæmme min sygdom.”

Hvad tænker du nu efter, at du har hørt om EVITA-studiet?

“Jeg tænker faktisk, at jeg vil stoppe med at spise den håndfuld C-vitaminer, jeg indtil nu har gjort. Jeg kunne forstå på Niels Jensen, der holdt oplægget, at det man ønsker at finde ud af med studiet er, om C-vitamin i store doser har en negativ indvirkning på udviklingen af kræft. Før jeg ved det, tænker jeg, at det er fornuftigt at stoppe med at spise C-vitaminer.”