Pårørendehistorie: Sophias mor: “Det skulle jo være mig, der beskyttede hende …”

Fra LyLe Nyt, marts 2018:

Sophia Hjelm Rasmussen fik diagnosticeret lymfekræft i marts 2017 – 22 år gammel. I dag er hun rask og sidder tilbage med en oplevelse, der ikke bare kan rystes af. Undervejs var noget af det værste for hende den medlidenhed og bekymring, sygdommen udløste hos familie og venner – hun følte, at det var hendes skyld, at de led. Her er beretningen om en pige med en viljestyrke og en trodsighed, der kom bag på de fleste – også hende selv.

Selv på hospitaler findes der små oaser, hvor man kan finde ro og plads til eftertanke og fortrolig samtale. Det var sådan et sted, Sophia havde fundet til os. Et lokale, som Roskilde Sygehus hæmatologiske afdeling for nyligt har stillet til rådighed for deres unge patienter efter lidt ’lobbyarbejde’ fra Sophia, et par andre unge patienter og sygehusets ungekoordinator. Her sidder vi trygt og godt i rummets bløde sofaer med hver vores glas vand og en skål med slik, mens januarregnen som alt for mange tårer triller ned af de store ruder. Her er uforstyrret og god tid til at høre om dengang for lidt over et år siden, hvor en læge som et lynnedslag sagde til Sophia, at hun havde kræft.

Vi skal tilbage til februar 2017. Sophia var startet i et vikariat i en vuggestue og havde været der én uge, da hun fik lungebetændelse. Eller rettere, hvad hendes læge mente var lungebetændelse. Hendes infektionstal var højt, og hun fik antibiotika med hjem. Det skulle virke inden for 24 timer, men gjorde det ikke. To dage senere var hun hos lægen igen. Infektionstallet var stadig på vej opad. Hun havde feber, hostede, var øm i kroppen og havde svært ved at trække vejret. Et nyt antibiotika blev prøvet – uden effekt.

Så træf Sophia en beslutning

Der gik et par døgn, og hun var hos lægen igen. Lægen tog affære, og sendte Sophia til røntgen på Roskilde Sygehus med det samme. Godt en time efter, at hun atter var hjemme igen, ringede telefonen. Det var hendes læge: Røntgenbillederne viste en ’lille’ knude, og der var bestilt tid til en CT-scanning dagen efter.

Lettere rystet spurgte Sophia, hvad det i værste tilfælde kunne være, og hendes læge svarede lymfekræft.   

”Hele verden ramlede. Jeg var 22 år. Man får da ikke kræft, når man er 22. Jeg skrev en masse ned lige efter samtalen og ringede grædende til min mor, der var på arbejde. Min morfar døde af kræft for nogle år siden, og vi var stadig mærkede. Min mor smed alt, hvad hun havde i hænderne, for at komme hjem til mig.”

Hjemme i Strøby sad Sophia og græd, da hendes bror kom ind og spurgte forundret, hvad der skete. De sad der et kvarters tid sammen. Så træf Sophia en beslutning.

”Jeg sagde til mig selv, at det var lymfekræft. Tænkte det værste. Så kunne jeg kun blive positivt overrasket, hvis det var noget andet,” fortæller Sophia.

Næste dag blev hun scannet og senere samme dag ringet op med beskeden om, at hun havde en tumor i brystkassen – større end forventet. Dagen efter var hun atter på sygehuset for at få foretaget en knoglemarvsprøve og en grovnålsbiopsi gennem brystkassen. Det hedder grovnålsbiopsi, fordi nålen er 1,2 mm tyk. Det hele var forfærdeligt og ufatteligt og gik så hurtigt, at hun ikke kunne følge med. Men sygeplejerskerne var fantastiske, husker Sophia.

”Jeg har nålefobi, og der blevet taget en masse blodprøver og en knoglemarvsprøve. Da de stak en nål i mig for at suge knoglemarvsvæske ud, gjorde det ondt. Vanvittigt ondt, men kun et øjeblik. Udtagningen af selve knoglemarvsprøven føltes som en sugekop, da de ledte efter den. Da de fandt punktet, gjorde det ondt, men ikke så slemt som forventet.”

Andre relevante artikler: